Foto: The New Investors // PR

Denne uge byder ikke på en overflod af koncerttilbud, hvis du ikke skal på festival, vel at mærke. Der er få, men spændende koncerter i vente, og vi har samlet vores bedste bud på, hvilke koncerter du skal tage til i løbet af uge 25.

Festivalsæsonen er godt i gang og lige om lidt afvikles både Copenhell, Tinderbox og Roskilde Festival 2017. Det betyder desværre også, at især København kan stå tilbage lidt tom og det kan føles ensomt for den fattige, eksamensramte studerende at være efterladt tilbage, men fortvivl ej! Pumpehusets Byhave nogle fede (gratis vel at mærke) koncerter i vente i ugens løb. Derudover kan du opleve Noréll til Tivolis nyere serie af koncerter, Lillefredag.

 

Torsdag den 22. juni

J.bruno + mellemblond (duo) – Pumphusets Bygave, Kbh

Torsdag aften inviterer Byhaven på eftertænksom pop/rock både fra en spændende upcoming kunstner og et mere etableret dansksprogede navn i duoform. J. Bruno udgav i 2016 sin debut-EP, Blue. Musikken er afslappet, groovy og bæres af drømmende guitarer, synthesizers og catchy popmelodier. Hans tekster kredser om kærlighedens forgængelighed og tidens flygtighed. Mellemblond debuterede i 2008 med deres selvbetitlede og anmelderroste EP, der blandt andet indeholder radiohittet “Ishånd”, og har siden da sat sit præg på den dansksprogede pop/rockscene. Er du til Ulige Numre og Nikolaj Nørlund, så er Mellemblond med garanti noget for dig.

Læs også  Gundelach og ARY udgiver ny single


Lillefredag med Noréll – Orangeriet, Tivoli, Kbh

Noréll er stadig et ret nyt navn på den danske musikscene, men ikke desto mindre går det stærk fremad for trioen. De spiller alternativ elektropop med kant, særligt tilført af forsanger Marie Louise Persson Bjarnasons vokal. Norélls univers indeholder elementer fra både house, dance, electro og R’n’B. Denne sommer kan du blandt andet opleve dem Roskilde Festival og Smukfest, men inden da optræder de til Tivolis tilbagevendende torsdagsarrangement, Lillefredag. Taget koncerten på SPOT Festival 2017, som modtog ros og fire ud af fem stjerner fra vores anmelder, i betragtning, kan det kun blive en interessant oplevelse. Læs anmeldelsen her. Du kan også tjekke vores større interview med den danske fremadstormende gruppe ud her.

Læs også  Diplo og MØ smider "Get It Right" på gaden

Fredag den 23. juni

The New Investors + Quick Quick Obey – Pumpehusets Byhave, Kbh

The New Investors spiller surf-inspireret indie/alternative pop, der ved første anslag leder tankerne hen på en solrig strand på den amerikanske vestkyst. I 2016 udgav de deres debutalbum The Last One In Is A Dreamer, som vores anmelder kvitterede med hele fire ud af fem stjerner. På fredag kan du opleve dem i Byhavens smukke omgivelser, i hvilke Quick Quick Obey også vil give koncert. Tidligere på året udgav kvartetten Quick Quick Obey fra Thy deres album, Realistic Friendship, i et lidt anderledes og kreativt format – et computerspil! På trods af det geniale virtuelle udspil, glæder vi os til at opleve pladen live i Byhaven.

Læs også  J Hus - Pumpehuset


Lørdag den 24. juni

Æter + Paper Tigers – Pumpehusets Byhave, Kbh

“Æter forener psykedelisk popmusik med etniske tonerækker, synthesizere og elektrisk mandolin. Det 5-mand store orkester har sanger Oliver Fröberg som tyngdecentrum og skaber herudfra en intens sammenslutning mellem vestlige og østlige inspirationer.” Sådan står det skrevet på bandet Æters facebooksside, hvilket meget godt beskriver den mystiske og poetiske lyd som musikken bærer præg af. Sammen med Æter kan du opleve det danske rockband Paper Tigers, som gennem de sidste par år har vist stort format inden for britpop-lyden. I 2014 udgav de debutalbummet Head Over Heels og senest har de udgivet de to singler “On and On” og “Drinking in the Night” som udforsker nye afkroge af bandets lyd.