Foto: Sigurvin Sigurdsson // PR

En ny uge er påbegyndt, og også uge 15 byder på en masse fede koncerter med friske, spændende talenter rundt om i landet. Vi har samlet en liste over de musikoplevelser, du ikke må gå glip af, og der er altså både folk, pop, garagerock og jazz på programmet. Så grib forårsjakken og solbrillerne – spring op, og tag med, som Rugsted & Kreutzfeldt har sunget.

Tirsdag den 11. april

Off Road: Trentemøller – Torvet i Herning (Fermaten)

I aften kan jyderne, eller de rejseglade sjællændere, komme til gratis (!) koncert med musikeren og produceren Trentemøller, når Kulturfestivalen Off Road skydes i gang med et brag af en fest i hele Herning Midtby. Et af festivalens højdepunkter bliver netop denne fuldlængde, gratis koncert på torvet i Herning med Trentemøller, som kun spiller få koncerter i Danmark. Trentemøller er kendt for sine unikke koncerter både musikalsk og visuelt, så det bliver garanteret lidt af en oplevelse…

Mighty Oaks (INT) + support: Lion Sphere – Vega, København

I København spiller de poetiske folkrockere i den internationale trio (medlemmerne er fra henholdsvis Italien, USA og England) Mighty Oaks i Vega. De har spillet sig ind på de europæiske hitlister og har rejst kontinentet tyndt med deres melankolske folkrock-sange. Nu er de aktuelle med et helt nyt album, Dreamers, som udkom den 24. marts i år. Det er guitarbaseret, behageligt musik, som du især vil være helt vild med, hvis du kan lide det danske fremadstormende band Jonah Blacksmith og gruppen sammenligner sig selv med internationale navne som Fleet Foxes, Crosby, Stills, Nash & Neil Young. Det tyske indieband Lion Sphere, der mixer varme elektroniske fragmenter med tunge beats og rå vokaler, opvarmer. Med sange som “Sisters” omfavner de også det catchy og poppede.

Læs også  Koncertanbefalinger // Uge 42

 

Onsdag den 12. april

Sigurvin Sigurdsson pladerelease – Studenterhuset, Aalborg

SPOT-aktuelle Sigurvin Sigurdsson er navnet på en dansk/islandsk sanger og sangskriver, som skriver kantet og charmerende folk- og countrysange om rodløshed og kærlighed. Tidligere i april udgav Sigurdsson singlen “Green, White and Blue” forud for sit kommende og selvbetitelde album, der altså udkommer denne onsdag og fejres i Studenterhuset i Aalborg. Mestedelen af musikken er indspillet i samarbejde med Aalborgs musikalske undergrund, i en Rudolf Steiner-børnehaves kælder efter lukketid.

 

Torsdag den 13. april

The Wanton Bishops (LB) + support: The Warmongers – Loppen, København

Torsdag spiller The Wanton Bishops deres første koncert på dansk grund, og det sker på Christianias Musikloppen. Projektet er skabt ud fra én eklektisk mands vision, nemlig bluessangeren Nader Mansour fra Beirut. Ud over blues er han inspireret af den psykedeliske 60’er-kunst, garagerock og de meditative mellemøstlige toner, hvilket giver musikken en ret fed lyd. I 2015 udgav bandet debutalbummet Sleep With the Lights On” og senest har de udgivet EP’en Nowhere Everywhere, og nå ja… så har de spillet supportjobs for ingen ringere end The Who, Guns N’Roses og Lana Del Rey. Denne aften får bandet selv ‘support’ af det danske energiske garagerockband The Warmongers.

Læs også  Stort Interview med Aphyxion: "Det er metal med mening"

 

Fredag den 14. april

Chinah + support: Blomqvist + Molina – Vega, København

Fredag aften præsenterer Vega tre fremadstormende danske navne, når popsuccesen Chinah spiller koncert i den store sal med Molina og Blomqvist som support. Chinah stormede frem i år 2016, hvor de udover at udgive den anmelderroste debut-EP Once The Lights Are On, også vandt P3 Gulds Talentprisen og blandt andet optrådte på SPOT Festival og Roskilde Festival. Nu er de aktuelle med EP’en Hints, som blandet har radiohittet “Even Love” på tracklisten. Bag kunstnernavnet Molina gemmer sig Rebecca Molina, der sidste år fik sit gennembrud med singlen “Salvation”. Nu er popsangerinden ude med sin debut-EP, Corpus, og klar til at tage hele Danmark med storm. Læs vores interview med Molina lige her.  Til sidst kan du opleve den albumaktuelle Blomqvist, som tidligere har været en central del af bandet Spillemændende og har spillet bas i Hymns from Nineveh. Han debuterede som solist i 2015 med melodier til Eik Skaløes ord, men på det seneste vellykkede, dansksprogede album Langt fra Hip, står han helt på egne ben.

 

Lørdag den 15. april

Ung Jazz finale 2017: Claudia Campagnol + ALAWARI! – Jazzhouse, København

Er du til jazz, så skal du lørdag aften tage ind på Jazzhouse hvor cremen af ny jazz præsenteres. Denne aften afholdes finalen i konkurrencen Ung Jazz nemlig, og de to dygtige finalister, solisten Claudia Campagnol og gruppen ALAWARI! kæmper om sejren og de 10.000 kroner som hører med til finansiering af et mindre musikprojekt. Claudia Campangol er uden tvivl en af Skandinaviens ultimative bedste jazzsangerinde med et register, der spænder vidt, og et øre som er vildere end mange af de populære kunstnere, vi hører i radioerne. I konkurrencen optræder hun solo, hvilket hun i øvrigt er den første til at gøre i konkurrencens historie. ALAWARI!’s musik tager udgangspunkt i enkle kompositoriske linjer, med stor dynamisk spændevidde. De simple kompositioner henter blandt andet inspiration fra den klassiske impressionisme, den moderne avantgarde-scene og den nordiske luftighed.

Læs også  Interview med Debs Wild: Kvinden der opdagede Coldplay

Søndag den 16. april

Danish DeeJay Awards: De Danske Hyrder, Marwan, Al Agami m.fl. – Amager Bio, København

På søndag afholdes det årlige prisshow, Danish DeeJay Awards, som hylder den danske DJ-scene. Det foregår i Amager Bio med et brag af et show og en masse fede live optrædener. Iblandt en lang række af dygtige kunstnere kan du blandt andet opleve de syv flabede drenge fra Albertslund, De Danske Hyrder, som lagde salen ned, da de sidste lørdag lagde vej forbi vores eget prisshow, Bands of Tomorrow Music Awards. Du kan også opleve det nye rap-håb Marwan eller Al Agami i selskab med DJ’en Phase 5. Se hele programmet og se info om billetkøb lige her.