Foto: SVIN/Kristoffer Juel Poulsen
1000Fryd, Aalborg
Fredag den 6. november
Stjerner: 4/5

På denne novemberkolde fredag aften havde 1000Fryd slået dørene op til to eksperimenterende koncerter, hvor improvisation, spilleglæde og absurd højt niveau var på programmet.

Første band denne aften var den lokale duo Kogekunst. Duoen præsenterer ifølge eget udsagn dronet noise-beat, men de er umådeligt svær at putte i en genrebås. Kogekunst består af Simon Mariegaard og Oskar Krussell, og med guitarer, trommer, båndoptagere, synthesizers, sarangis, og sikkert meget mere, skaber de et lydkaos som sjældent er hørt.

Charmen ved Kogekunst er, at spilleglæden simpelthen skinner så meget igennem, og man fornemmer en oprigtig glæde og legende tilgang til musikken. Flere af aftenens numre, herunder ”Hvorfor ved jeg egentlig ikke” var båret af et synthdrevent beat, hvorpå lag af guitar og trommer blev lagt. Dette nummer sprang i dynamikken, hele tiden med det repetitive beat og tekst, men det forfaldt aldrig til stilstand.

Mere eksplosivt blev det under ”Since the first time I saw you”, hvor det huggende, eksploderende nummer fik lov at fylde det intime rum helt ud. Her skal lyde en stor kredit til samspillet de to imellem, og den fælles forståelse man som publikum hele tiden fornemmer. Selvom det er improvisatorisk og impulsivt er den røde tråd hele tiden er til stede.

Kogekunst er, trods kun en enkelt udgivelse, hyperproduktive, og præsenterede i aften også flere nye numre. Heriblandt et sarangi-drevent og trommetæskende, muligvis ikke navngivet, nummer. Dette nummer indkapslede på fornem vis, hvad det er denne duo kan. Gå fra lavmælte lydbilleder over støjrockende dansable eskapader til kakofonisk støj.

Aftenens sidste nummer blev præsenteret som et nummer, hvor publikum skulle føle sig frie til at danse. Og danse kunne man uden tvivl til ”Disko” der igen med huggende guitarspil, taktfaste trommer og dynamiske kvantespring afsluttede en fornem koncert med Kogekunst.

Aftenens næste musikalske indslag blev leveret af Københavnske SVIN. Ifølge bandet selv kombinerer de aggressiviteten i Sonic Youth med Arvo Pärts skrøbelige melodier og kulminerer i klaustrofobisk, grænsesøgende støj.

SVINs koncert brød for alvor med gængse koncertoplevelser, og virkede mere som ét langt nummer, bestående af mange forskellige lydbilleder, hvor der hele tiden blev vekslet mellem tungtrockende støj, jazzede tendenser samt lavmælt og dybtfølt ambient.

Allerede tidligt i denne koncert blev der i ”Maharaja” leveret et så fængende og eksplosivt guitarriff, hvor Henrik Pultz Melbyes saxofon lagde sig som et brummende monster indover, og dermed skabte nærmest Swans-lignende tilstande, hvor repetivitet, aggressivitet og støj fløj rundt i rummet som ét stort virvar.

SVIN gør en dyd ud af at fejre den frie improvisation i musikken, og især trommeslager Thomas Eiler var repræsentant for dette. De jazzede tendenser stod i stor kontrast til den resterende rytmesektion, hvor han med et absurd højt teknisk niveau hele tiden lå legende i lydbilledet.

Jeg har ærlig talt ingen anelse om, hvad numrene hed, og det er heller ikke det vigtige ved denne oplevelse. Helhedsoplevelsen og koncerten som ét langt opus var det centrale her. SVIN var efter min mening bedst, når støjrocken og larmen var i højsædet, og de mere ambiente toner blev lagt til siden. Til trods for dette var det stadig en udsøgt fornøjelse at lytte til, når bandet med en opbyggende effekt trodsede genrekonventionerne, og præsenterede deres sublime ambient med tungtrockende eksplosioner.

Jeg gik ind til koncerten med SVIN uden nogen form for forventninger. Jeg havde aldrig hørt navnet, aldrig hørt ét sekund af gruppens musik. Jeg gik ud fra 1000Fryd og følte mig oprigtig talt beriget. Beriget af en flok så afsindigt dygtige musikere, der lød som Swans’ hemmelige møde med den frie improvisatoriske jazz.

I en tid hvor Danish Music Awards fylder sendefladerne var det befriende at indfinde sig på 1000Fryd, hvor der blev givet én stor fuckfinger til netop det cirkus. Kunne jeg uddele en DMA-statuette for ”To absurd velspillende bands, som for alvor tør udfordre” så havde jeg tildelt dem til Kogekunst og SVIN.

Anmeldelse