21 feb King Krule – Man Alive!
Foto: PR
Label: Playground Music
Udgivelsesdato: Fredag den 21. februar
På ‘Man Alive!’ mister King Krule kontakten og forbindelsen til de mennesker han holder af – og til verden, der virker til at falde fra hinanden. Artisten formår stadig at fastholde sin fremragende originalitet, og albummet er et stærkt musikalsk indblik i en ung mands fremmedgjorte sind, der ikke ved, hvad han skal gøre, eller om han kan gøre noget.
[rwp_box id=”0″]
Man Alive! sprudler med nogle af de samme lyde, som man kunne høre på King Krules sidste album, The OOZ, fra 2017. Tørre trommer med beats der er inspireret af neo-soul og hip hop. Guitarer, der ligeledes låner fra post-punkens hektiske mønstre, såvel som jazzmusikkens mere impressionistiske sider. Tunge og grimme basfigurer, der underbygger King Krules tekster om udmattelse med boblende synth-strukturer, der skaber drømmelignende landskaber.
King Krule har fundet en fremragende musikalsk formel til at afbillede sine melankolske og næsten opgivende tekster. På Man Alive! veksler han mellem et vredt og frustreret udtryk med inspiration fra punkmusikken, hvor han selv og saxofonen skriger afsted. Men på den anden side formidler King Krule også noget utrolig følsomt og skrøbeligt med udvidede akkorder, lydflader og selvfølgelig sin vokal, hvor man kan høre udmattelsen på alle hans udåndinger.
Der er ingen som King Krule, og han er i sandhed en af de mest originale sangskrivere, da han formår at samle, twiste og udnytte forskellige musikalske lyde på måder, som du skal lede længe efter for at finde andre eksempler på. Men denne formel, som King Krule har fundet frem, og som han dyrkede fremragende på The OOZ er nogle gange tæt på at blive lidt for strømlignet på Man Alive!, da han ikke virker ligeså legesyg eller finurlig i sit musikalske sprog.
På Man Alive! underbygger musikken King Krules tekster om det, der sker omkring ham eller de karakterer, som vi bliver præsenteret for i løbet af albummet. På Man Alive! virker verden til at falde fra hinanden, når vi ser den igennem King Krules øjne. Der er for eksempel geopolitiske udfordringer som massakrer i åbningsnummeret ”Cellular” – “I read the paper, or just the photos / I rip one out with my hand / There’s a massacre, across the ocean” – eller flygtningekrisen I sangen “Theme For The Cross”, hvor han synger: “From fifty-foot cigs blowing smoke across the border/To men who’d drowned holding their daughters / And weren’t allowed refuge from the horrors / The instruction was mutual borders / I ain’t felt this world and its orbit / Haven’t felt this world and its orbit”.
Men albummet er også fyldt med personlige klaustrofobiske og fremmedgørende problemer som i sangen ”Perfecto Miserable”, hvor han synger: ”And when I’m left alone / It’s so damaging / And in this violence / The walls cave in / I’m not able / To escape it all”. King Krule eller hans karakterer virker ikke til at have svaret på, hvad man kan gøre – enten ved verden eller ved sig selv. Han virker derimod næsten apatisk, hvor han længes efter mindre komplicerede tider, der på Man Alive! bliver repræsenteret gennem en ekskæreste, som han ikke længere har kontakten til. På Man Alive! er King Krule fantastisk til at formidle en skrøbelighed, der ikke kun findes i ham selv, men også i samfundet og verden.
Med sin helt egen unikke sangskriving, formår King Krule at belyse fremmedgjorthed, skrøbelighed, klaustrofobi og udmattelse på en musikalsk original måde – dog uden at han rykker sig synderligt fra The OOZ.
