Foto: PR
Scene: Pavilion
Dato: Onsdag den 28. juni kl. 22.15

Det varmede om mit Kevin Morby-glade hjerte at se, hvor mange mennesker, der havde valgt at trodse onsdagens hovednavn The Weeknd for i stedet at tilbringe en time i selskab med, synes jeg, en af tidens mest talentfulde folk- og indierock-musikere. Og de fremmødte har næppe fortrudt deres valg. 

Kevin Morby – Roskilde Festival 2017
4.5 Anmeldelse
Anmeldelse

“Fuck hvor er det lækkert!” udbryder en fyr ved siden af mig og kigger tryllebundet på sine venner. Kevin Morby og band var cirka midtvejs inde i settet, da det omkring 9 minutter lange nummer “Harlem River” fra 2013’s album af samme navn klingede fra Pavilion-scenen.

Kevin Morby er eminent til at bygge sine numre op, som, ligesom “Harlem River” ofte starter i det helt nedtonede og underspillede for til sidst at udfolde sig til det episke eller blot forblive i en uforløst spænding. Og det er bare sindssygt “lækkert”, som min med-koncertgænger så præcist udtrykte det – især når det kommer fra så kompetente musikere som Morby og hans tre mand høje band.

Lækkert havde det været lige fra det øjeblik, Kevin Morby satte igang, og det havde lyset også en stor indflydelse på. Det skiftede smooth mellem solospot på Morby, som lignede indbegrebet af “a man and his guitar”, og spot på de resterende musikere, så man også fik oplevelsen af at være til klassisk rockkoncert med et band. Derudover varierede farverne konstant mellem iskolde blå farver og varme røde nuancer, som jeg synes, med frygt for at overfortolke, passede rigtig godt til Morbys tekstunivers, som både består af generelle, politiske kommentarer til det amerikanske samfund og Morbys personlige historiefortællinger.

Læs også  Diplo og MØ smider "Get It Right" på gaden

“Tidløst” er et af de ord, jeg bedst kan beskrive Kevin Morbys musik med, og det element var også konverteret til live-setting. Mine venner ved siden af mig nævnte blandt andet Johnny Cash som referenceramme, og selv noterede jeg mig under førnævnte “Harlem River”, hvordan jeg fik associationer til Kurt Cobain og hans MTV Unplugged version af “Where Did You Sleep Last Night”. Samtidigt synes jeg ikke, at et nummer som min personlige favorit “I Have Been to the Mountain” bærer synderligt præg af noget fortidigt, og den blanding af det nostalgiske og det fremadskuende er lige, som jeg kan lide det. “I Have Been to the Mountain” var også klart et ud af mange højdepunkter under koncerten, selvom jeg sådan savnede trompeterne og koret fra indspilningen, som desværre ikke var med til gårsdagens koncert.

Læs også  3 nye navne til p6 Beat Rocker Koncerthuset 2018

Kevin Morby var ikke kommet for at sniksnakke. Han var kommet for at spille musik, og det var alt, jeg havde brug for. Koncerten sluttede med en lang og nærmest episk udgave af “Parade” fra 2014’s Still Life, og efterlod mig og, lignede det, de andre i publikum med en mindeværdig koncert at tænke tilbage på. Så tak for det Kevin Morby, og tak fordi du lige har offentliggjort endnu en dansk koncert på VEGA til november. Vi ses!