Foto: Rest in Beats//Søren Degn

Det tre vinderne af den årlige talentudviklingskonkurrence er fundet, og de kan blandt andet se frem til et skræddersyet forløb, airplay på P3 eller P6 Beat og ikke mindst en koncert på Smukfest næste år.

I løbet af året har DR og Bandakademiet arbejdet på højtryk med at spotte og udvælge danske artister til deres omfattende karriereforløb, som tidligere har hjulpet kunstnere som Minds of 99, Katinka, The Eclectic Moniker og Marie Key videre. Under SPOT Festival var feltet af deltagere skåret ned til 12 kunstnere, hvoraf de otte bedste gik videre til finalen, der igår fandt sted på Live Camp på Smukfest.

De tre vindere er i dag løbende blevet offentliggjort på P3, og de er udvalgt af en jury bestående af repræsentanter fra Bandakademiet, Smukfest, P3 og P6 BEAT.

Læs også  Interview med Debs Wild: Kvinden der opdagede Coldplay

Om årets vindere fortæller jurymedlem og leder af Bandakademiet, Marianne Fruergaard:

Musikalsk set er det vidt forskellige navne, men fælles for dem er, at de har noget på hjerte, som er større end dem selv. Moody er en ung energibombe med klare budskaber om at løsne sig fra normernes lænker. Rest in Beats er en duo, som krydser musikalske grænser i et ønske om at sætte folk fri. Og Sherpa tager alle de små nagende følelser og løfter dem op til dramatiske popsange. De deler også en evne til at brænde igennem fra scenekanten, og de skriver sange, der sætter sig fast

SHERPA

Bag navnet Sherpa gemmer sig en københavnsk duo bestående af producer Tore Nissen og sanger Carsten Sherpa. Sammen har de skabt et dragende og melankolsk popunivers, som de med en overlegen koncert på Live Camp formåede at suge publikum ind i. Forsanger Carsten Sherpa brillerede med en træfsikker vokal koncerten igennem, mens Tore Nissen tryllede i baggrunden, og med duoens legende og udforskende tilgang til klassiske popkompositioner, blev vi hurtigt overbevist om deres talent.

Rest in Beats

Vi skal have fat i endnu en duo, Rest in Beats, som består af Rezwan Farmi og Sebastian Rønde Thielke. Der arbejdes med tætte lydbilleder og smukke vokalharmonier, når Rest in Beats skaber deres melodiske, elektroniske lydflader, og sangerinde og sangskriver Rezwan Farmis leg med det danske sprog er værd at bide mærke i, når du lytter til deres musik. Duoen leverede en smuk aftenkoncert på Live Camp, og kiggede man ud blandt publikum var det svært at finde bare én, der ikke var medrevet.

Læs også  10 hurtige til Loyle Carner

Moody

Josefine Moody Øland, aka Moody havde publikum i sin hule hånd, da hun tirsdag kæmpede for den sejr, hun idag kan glædes over. Hendes solide mix af elektronisk pop og r&b var som skabt til dén scene, dén aften, og dét publikum, og koncerten var 20 minutter spækket med god energi, dansable beats attitude og kommentarer til både tidligere ekskærester og en lækker pige i crowden. Lige så tændte, publikum blev af Moody, lige så drevet var Moody af publikums energi, og det var en skøn vekselvirkning at være vidne til.

Læs også  10 hurtige til Little Dragon