Foto: Simon Zahrtmann
Scene: Pavilion
Dato: Fredag den 30. juni kl. 14.15

Det blev en smuk, men dog noget fraværende affære da Karen Elson gæstede Pavilion fredag eftermiddag. 

Karen Elson - Roskilde Festival 2017
3 Anmeldelse
Anmeldelse

Den tidligere supermodel – now turned singer – Karen Elson gav tidligere i dag en flot koncert, dog præget af lydproblemer hele vejen igennem. Med et fem mand stort backing band, og noget så sjældent som en harpespiller med på scenen, kom sangerindens smukke, dystre og eftertænksomme verden til live. Med en flot udgave af “Wonder Blind” fra det nye album Double Roses blev koncerten skudt i gang, og Elson viste sin flotte og vidtspændende vokal, så man nærmest fik gåsehud.

Læs også  Ugens Upcoming: J. Bruno

I år udgav sangerinden et album efter næsten syv års pause, og i dag blev publikum præsenteret for en del materiale fra Double Roses, der både er mere voksen, og knapt så dyster som debutalbummet The Ghost Who Walks fra 2010. Især en meget bar version af “Distant Shore” fra det nye album gjorde indtryk på mig, og det var tydeligt at Elsons sangskrivning og flotte vokal emmede af talent. I løbet af den timelange koncert spillede Elson dog også en del fra debutalbummet, og gravede også “Season Of The Witch” frem fra EP’en The Truth Is In The Dirt.

 

Læs også  Lana Del Rey - Lust for Life

Koncerten igennem kæmpede sangerinden med at få sin guitar til at stemme. I starten var det til at bære over med, men gennem hele sange måtte hun stå og fokusere på sin tuner mens hun sang, og det gav koncerten et fraværende element, indtil hun til sidst måtte opgive og stille guitaren fra sig. En forstærker blev udskiftet, og efter et par numres kamp fik Elson endelig lyd igennem igen, dog med en skrattende lyd til at starte med. “The guitar doesn’t really like this kind og weather,” sagde Elson grinende og undskyldende, men der var intet at gøre. På trods af de tekniske problemer lod Elson sig dog ikke slå ud. Koncerten var et smukt og følsomt kig ind i en moden sangskrivers liv, og Elsons vokal fejlede i den grad heller ikke noget igennem koncerten, der dog havde teknikken og den fugtige luft under Pavilions teltdug mod sig.