Foto: PR

Den alternative folkgruppe Jonah Blacksmith er draget på danmarksturne, efter udgivelsen af deres andet og selvbetitlede album, der udkom i februar. I den forbindelse har jeg taget en lille snak med frontfigurerne, Simon og Thomas, om bandets særlige koncertformat, deres nye album og det autentiske Jonah Blacksmith.

I sommer kunne vores anmelder belønne Jonah Blacksmith med topkarakterer for deres dragende optræden på Tønder Festival, og jeg husker selv mit første møde med det jyske folkband på Roskilde Festival, da de gav en fortryllende koncert for et tætpakket publikum på Gloria-scenen i 2016. Bandet er lige nu i gang med en omfattende og efterspurgt Danmarksturné, som indtil videre melder hele fire udsolgte koncerter. Det lader umiddelbart til, at Jonah Blacksmith har fundet nøglen til en god liveoptræden, og derfor var det også drengenes særlige koncertformat, og tankerne bag det, som jeg gerne ville høre om, da jeg en grå torsdag eftermiddag tog ind på Vega, for at mødes med Simon og Thomas Alstrup, som står i spidsen for syvmandsorkestret.

“Det er dejligt at møde dem, der har lyst til at høre ens musik!”

Det er to åbne, venlige og meget jyske brødre, jeg møder, da jeg træder ind i Vegas backstagelokale. Den dominerende lugt af cigaretrøg vidner om, at det her altså er et par musikere i bedste rock n’ roll stil – som hygger sig. Ordet hygge er også et nøgleord, da brødrene svarer på, hvad der for dem er nøglen til en god live-optræden:

“For os er det ret vigtigt, at hyggen omkring de folk, der er inde at se koncerten er i centrum, og at de føler sig velkomne. Vi har ikke lyst til at være et af de der orkestre, der ikke siger noget mellem numrene og bare ser helt vildt cool ud […] nøglen for os er at skabe et rum, hvor vi kan mærke vores publikum og vores publikum kan mærke os,” siger frontmand Thomas, hvis store karakteristiske skæg, står i kontrast til den glatbarberede mere klassisk-udseendet forsanger Simon. Fælles for dem begge er den afslappede, flippede og jordbunde aura, som de har over sig.

Thomas fortæller om en intimkoncert, som bandet spillede i en lille biograf, der på trods vidtspænende aldersgrupper, endte med at blive en af de allerbedste aftener, som de har haft:

“Der bliver kørt tre kørestole ind… du ved, ældre mennesker […] og vi kigger ned i salen, og der er en ældre dame, der sidder fem meter fra en højtaler, og jeg tænker ”det her går fuldstændig galt”. Før vi går på, fik vi lige snakket om, at vi gerne lige må tilpasse os, så vi ikke blæser dem omkuld fra første nummer. Og det blev bare en fantastisk aften, virkelig en af de allerbedste aftenener vi har haft,” fortæller Thomas og Simon fortsætter:

Læs også  KarriereKanonen-vindere 2017: Interview med single-aktuelle MOODY

“Ja, jeg tror, at man skal være bevidst om, hvor man spiller, og hvad det er for et publikum, man skal spille for. […] Jeg tror på, at det er vigtigt at man er glad og i synk med dem, man spiller med, og jeg tror på, at publikum kan mærke det. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det ville være at være på tour med nogle, man ikke rigtigt kunne snakke med. […] Vi gør alt for, at det skal være så fedt for os syv, der står deroppe på scenen, og inviterer vi publikum indenfor.”

På samme måde, er det vigtigt for Jonah Blacksmith at være i øjenhøjde med publikum, hvorfor bandet til en koncert på Det Kongelige Teater lukkede ballet med at servere hjemmebagte boller med nutella: “Det dér med at stå efter koncerten og sige ”Nå skal du have en bolle mere med nutella”, altså det tager det i hvert fald ned på et plan…”

Jeg afbryder: “Ja, så er man i øjenhøjde,” og Simon svarer: “Ja, så er man netop i øjenhøjde med publikum! Og det er dejligt at møde dem, der har lyst til at høre ens musik!”

Også på Tønder Festival sidste sommer mødte de deres publikum efter koncerten, og Simon fortæller om en rørt kvinde, der under koncerten, hvor brødrene ofte omtaler deres bedstefar, som bandet også er opkaldt efter, mindedes hendes egen bedstefar: “Der er ikke så meget andet at sige, end at det bare er ægte, og det tror jeg, at folk på en eller anden måde kan relatere til.”

“Selvfølgelig skal det være ægte, hvis vi skal have det med. Så skal vi gå og slæbe på den der helt vildt tunge lysekrone, for sådan skal det være, og ellers så dropper vi det.”

Udover Simon og Thomas Alstrup består Jonah Blacksmith af brødrenes gode, gamle venner fra Thy, Jon Kjeldsen, Lasse Alstrup, Søren Poulsen, Thor Kortegaard og Søren Bigum. Det ‘hjemlige’ og velkendte er netop noget, der er vigtigt for dem, at deres live-koncerter afspejler, og på scenen medbringer de både gamle standerlamper, dyr og tæpper, for at skabe det rum, de har lyst til at stå i. Thomas forklarer:

“Vi slæber rundt på et pissetungt trædeorgel, der slet ikke har godt at være på tour. […] Vi kunne sagtens finde en keyboardlyd, der kunne noget af det samme, men ligepræcis dét instrument giver os noget vibe tilbage til der, hvor vi kommer fra, det er vi helt sikkert bevidste om,” hvilket Simon er enig i: “Det er fedt, at vi kan træde ind i et rum, hvor der er fuldstændig hvide vægge, og så kommer vi med gamle tæpper og ruller dem ud, og stiller fem standerlamper, og så har Thor en ræv omme på hans stortromme, og der står en musvåge… Det er nogle ting, vi har med til alle koncerterne, så vi på den måde kan føle, at ‘nu er det vores rum’, og det tror jeg på en eller anden måde bunder i noget autenticitet. At det er noget vi har lyst til at tage med, fordi det er det vi kender.”

Læs også  FOTOGALLERI: Vores bedste skud fra SMUKFESTs officielle musikdage

Det er heller ikke just nemt, når man gerne vil have en hjemmebygget lysekrone lavet af kronhjortegevir med fra Jylland til København, når man skal spille udsolgt koncert i Vega:

“For eksempel har vi bygget en lysekrone, den er lavet i sådan nogle kronhjortegevir oppe fra nationalparken, som Simon, far og jeg har lavet hjemme i mit værksted, for den skulle med…fordi det gav god mening. Vi ville gerne have en lysekrone med, men den måtte heller ikke være for ‘pling’, og det måtte også godt være noget med, der hvor vi kommer fra med noget jagt og noget… Vores gamle baggearsmand sagde: “Hvorfor får I ikke bare støbt dem i noget papmache og så bare male det.. det er der sgu da ingen der kan se”. Og det er jo bare helt indiskutabelt. Selvfølgelig skal det være ægte hvis vi skal have det med. Så skal vi gå og slæbe på den der helt vildt tunge lysekrone, for sådan skal det være, og ellers så dropper vi det.”

Disse hjemlige rekvisitter kan være en faktor i opbyggelsen af forestillingen om de autentiske brødre, som kan være en af grundene til deres succesrige livekoncerter, og som gør deres musikalske personaer relaterbare. Der sættes fokus på ‘det naturlige’, ‘det hjemlige’ og ‘det ægte’, hvilket er ord der tit bruges i en almen definition på autenticitet, ligesom at folkmusikken i en rock-diskurs anses for at være mere autentisk end for eksempel kommercielt popmusik. Simon fortæller om, tiden hos deres bedsteforældre, som begge var folkemusikere:

“Vi kommer fra et hjem med en bedstemor og bedstefar, som har spillet folkemusik og vi har spillet meget folkemusik hjemme ved dem… det var egentlig bare naturligt! Når man var færdig med at være på jagt, så satte bedstemor sig hen ved harmonikaen, og så kom man bare med ind i det. Så det er jo derfor, det på en eller anden måde giver stor mening for os, at have de der ting med… for det binder jo totalt tilbage til dengang, hvor vi var helt små og spillede med på det vi nu kunne… sådan tænker jeg.”

Læs også  Live Camp 2017: Interview med COUSIN

Alligevel lader det ikke til, at hverken Simon eller Thomas søger efter en plads i en bestemt genrekategori eller bevidst autentificerer Jonah Blacksmith-fænomenet. Tværtimod vil de lade musikken komme til sin ret og stikke i alle de retninger, den har behov for at gå i, også hvis det er i retning af pop-genren. Det beskriver Thomas, da jeg spørger ind til den nye plade, som bandet netop har udgivet i februar:

“Inden vi startede på det her album, havde vi en plan om, at sangenes udtryk skulle være mere direkte, både på tekstsiden og melodisiden. Så vi var bevidste om dette allerede i vores sangskrivningsproces. Det vil sige, at hvis det var en poppet melodi, så ikke tænke over, om det bliver for poppet – så er det bare den vej sangen vil. Hvis det er en folket melodi – så er det den vej, vi går… Det måtte ikke være alt for kryptisk.” Simon tilføjer: “Vi vil i hvert fald ikke lade os binde af, at det skal være en bestemt genre vi skal spille. Det må gerne stikke i forskellige retninger.”

Efter 26 interessante minutter afslutter jeg, med at høre drengene hvilket spørgsmål, de altid gerne har villet stilles, og en drillende Simon svarer: “Hvorfor går du altid i så flot tøj? Eller hvordan har du fået sådan en flot krop?”, hvorefter Thomas griber min iphone, tager den helt tæt på munden og indtager rollen som interviewer: “Simon, hvordan… Når man nu spiller i sådan et folkorkester, og jeg kan se I ingen slik har stående… der står godt nok en cola, men hvordan har du fået så flot en krop?”.

De to Alstrup-brødre fra Thy griner og jeg bliver helt ærgerlig over, at jeg ikke kan komme og se aftenens koncert på Vega. For bevidst autentiske eller ej, så formår Jonah Blacksmith at skabe et helt særligt rum både på sine studieindspillede albums, og i levende live, og jeg er købt – de her to dygtige, smilende mennesker, de er den ægte vare. Akkurat ligesom det kunstneriske alias Jonah Blacksmith.