Foto: PR

Han har siden debuten i 2012 markeret sig, som en af de helt store spillere på den internationale musikscene – og med god grund. Nu tager Jake Bugg igen sin guitarprægede rockmusik med til Danmark, når han den 23. november giver koncert i VEGA. Vi har i den anledning taget en snak med det unge, britiske talent om både hans nye album, glæden for hiphop og selvfølgelig hans kommende danske visit. 

Jake Bugg udgav den 17. juni i år sit tredje studiealbum, On My One. Inden da havde den Nottingham-fødte musiker i 2013 smidt pladen, Shangri La, på gadenefter det hele startede i 2012 med hans platinsælgende selvbetitlede debutalbum. Det er vist ikke for meget sagt, at det er et ret flot CV at have opbygget sig i en alder af blot 22 år. Bugg har siden midten af oktober været på UK-tour med sit nye album i bagagen, og da vi fanger ham over en lidt løs telefonforbindelse, er der kun nogle få timer til, at han igen skal på scenen:

Jeg skal spille et show i Leeds i aften,” siger Bugg og fortsætter: “Jeg er cirka halvvejs inde i min UK-tour, som har været virkelig god indtil videre“.

Det, som danner hele grundlaget for, at Bugg overhovedet kan tage på verdensomspændende turneer og sælge platin, er gode sange. Det er imidlertid ikke helt lige til for Bugg at svare, da jeg spørger ham direkte, hvad han selv synes er nøglen til en god sang:

Hvis jeg kendte svaret på det spørgsmål, så ville jeg skrive en hver eneste dag,” svarer Bugg kækt.

Hvad der dog skal til, for at musikeren selv kan lide en sang, er ganske enkelt en god melodi og interessante tekster, siger han. Og det kan lyde basalt, men den simple formel udelukker ikke jagten på nyskabelse:

Læs også  NORDISKE HITS // Uge 41

Jeg sætter også pris på alt, der har en anderledes tilgang,” fortsætter Bugg, der tidligere har udtalt, at han synes folk er alt for bange for at afprøve nye ting for tiden. Derfor ønskede han også, at On My One skulle være anderledes end for eksempel 2012’s debut-succes. Således kan du faktisk på den nye plade høre to numre, “Ain’t No Rhyme” og “Gimme The Love”, der spiller på en helt anden genre, end vi hidtil har været vant til fra Bugg, og hvor hans singer-songwriter-sangstil er udskiftet med noget, der minder om rap. Det er måske ikke helt tilfældigt:

Jeg elsker mange typer af musik, der er forskellig fra min egen, og det er hiphop jo. Jeg elsker beatet, jeg elsker lyrikken, og det er bare generelt meget anderledes end det, jeg er vant til. Det er det, der gør, at jeg virkelig godt kan lide det.

Det er ikke nyt for Bugg at lytte til hiphop, det har han gjort lige siden barndommen, men; “Det er først på den nye plade, at jeg virkelig havde lyst til at prøve det af lidt mere,” forklarer han.

Inspirationen fra hiphop er ikke det eneste, der har ændret sig på den nye plade. Også arbejdsprocessen har været anderledes for Bugg, der primært har arbejdet alene, som titlen, On My One, også indikerer (“On my one” er Nottingham-slang for “on my own”). Bugg har tidligere arbejdet med co-writers, og i arbejdet med den nye plade, mødtes han da også med Beastie Boys‘ Mike D. Det kom der imidlertid ikke et faktisk nummer ud af, og generelt for On My One er, at Bugg har skrevet al musikken selv, og selv har produceret det meste af den:

“Jeg nød det virkelig (at arbejde alene, red.), og jeg ser bestemt mig selv gøre det igen. Det var virkelig god erfaring og en god læringskurve. Jeg ville elske at arbejde på denne her måde igen. Det var godt for mig at gøre,” fortæller han om processen.

Det gode liveset

Læs også  Interview med Zak Abel: "Jeg vil aldrig udgive musik, der ikke stemmer overens med mine værdier"

On My One udkom som tidligere nævnt i midten af juni måned, hvilket passede perfekt med det hav af festivalkoncerter, han skulle spille henover sommeren på blandt andet Northside Festival herhjemme, og Glastonbury, T In The Park og Sziget Festival, for at nævne nogle få. Festivaler, der alle kunne nyde godt af det nye materiale fra den britiske hitmager. For mange kunstnere er det et strategisk valg at udgive i tide til at kunne hive det nye album med på festivalturné, men for Bugg spiller planlægningen efterhånden en mindre rolle:

Jeg sender bare albummet ud, når jeg synes. Jeg tror, med dit første album, at du bliver nødt til at være lidt mere strategisk omkring det, fordi du skal arbejde hårdt på at gøre folk opmærksomme på din eksistens, og du skal lave interviews, radio, tv og så videre. Men nu, og især på grund af de sociale medier, kan man bare droppe et nyt album uden overhovedet at varsle det, så det betyder ikke så meget mere.

Selvom festivalsæsonen er et overstået kapitel, betyder det langt fra, at Buggs tour også er det, og den 23. november er det altså VEGA, der danner rammen for endnu en af hans koncerter. Bugg har tidligere nævnt, at han synes, der er sket en stor progression i hans og bandets live-set, og at de generelt har en rigtig god fornemmelse omkring det. Men hvordan er det nu lige, at man sammensætter en god setliste?

Jeg kan godt lide at spille en blanding af nye og gamle sange. Sange som jeg ved, at publikum kan synge med på, og som jeg ved, at de gerne vil høre. Normalt fortæller mine fans mig på de sociale medier, hvad de gerne vil høre, og sender beskeder inden showet. Jeg kan bedst lide at slutte showet på en høj tone, og åbningen er mere stille og rolig, så det, når jeg lige pludselig giver den gas, har en meget større virkning,” forklarer Bugg.

Læs også  Weekendens essentielle udgivelser // Uge 41

Så hvad kan vi forvente af den kommende koncert på dansk grund?

Jamen jeg kommer til at spille sange fra både mine to første albums og det nye, så det bliver et miks af det hele. Og så har jeg fået et nyt bandmedlem (på keys, red.), så det er en ny bandopsætning.” 

Det er langt fra første gang, at Jake Bugg gæster Danmark, men det allerførste visit, var faktisk slet ikke med Bugg selv som hovednavn. I 2012 spillede han nemlig som opvarmning for den britiske crooner Michael Kiwanuka på Lille VEGA, og den purunge Bugg annoncerede fra scenen, at det var hans allerførste koncert uden for England, nogensinde. Kan han huske det?

Ja! Jeg kan faktisk godt huske det show. Jeg husker det virkelig tydeligt. Det var en virkelig god oplevelse,” siger han med begejstring i stemmen. Nu er bygningen den samme, men Lille er skiftet ud med Store VEGA, og meget har ændret sig, siden han som 18-årig gik på scenen for første gang.

Med som opvarmning den 23. november kommer desuden landsfællerne Blossoms, som vi her på redaktionen også er ellevilde med. Skal du med til koncerten, så vær ekstra opmærksom, når Bugg sætter gang i nummeret “Never Wanna Dance” fra det nye album – det ser han personligt særligt frem til at spille.