Foto: Nadia Sharpe Faurholt
Album: A Lake Of Distortion
Udgivelsesdato: Fredag den 20. oktober 2017

Autentiske og ærlige soveværelseproduktioner, der dog bærer præg af, at ’ude’ desværre ikke altid er bedre end ’hjemme’.

Jacob Faurholt – A Lake of Distortion
2 Anmeldelse
Anmeldelse

Lad mig gøre det klart allerede fra starten af, at Jacob Faurholt er en musiker, der har min dybe respekt. Han dyrker et ærligt lo-fi udtryk, der ikke virker påtaget, han kender sine referencer, han er alsidig og desuden er han produktiv. Foruden A Lake Of Distortion, hans aktuelle sjette soloalbum, har han gennem de seneste år også udgivet musik under navnet Crystal Shipsss. Han producerer og mixer selv sin musik og virker på mange måder som lidt af en musikers musiker. Med alt dette i tankerne satte jeg mig til at gennemlytte Hr. Faurholts nyeste skive, som overvejende er skrevet, indspillet, produceret og mixet af manden selv i sit københavnske soveværelse. Denne DIY tilgang er jeg selv en sucker for, men jeg måtte desværre erkende, at jeg ville ønske, jeg kunne lide A Lake Of Distortion, mere end jeg egentlig kan.

Læs også  Britiske Shame annoncerer debutalbum og udgiver ny single og video

Sangene er alle tydeligt inspireret af lo-fi 90’er poprock ala Guided By Voices og Daniel Johnston. Der er godt med reverb på guitar og vokal, små primitive trommemaskine-beats i baggrunden og en helt igennem minimalistisk produktion. Produktionen bidrager bestemt til den simple og ærlige æstetik, som klart har sin charme, men alligevel forhindrer den også sangene i at udfolde sig. Et af de største problemer er, at der ikke er balance mellem de forskellige instrumenteres niveauer. Vokalen er først og fremmest alt for dominerende. Faurholt har ikke en dårlig stemme som sådan, men den er lettere ustabil, rystende og lyder en kende generet. Jo, det tilføjer noget følsomhed, og det er rart ikke at høre en perfekt poleret tenor til en forandring, men når den presses så langt frem i lydbilledet, kommer alle dens mindre heldige kvaliteter (lidt skæv accent, et par knæk og lignende) desværre også frem. Derudover er bassen ofte lidt for langt fremme i forhold til, hvor simple og uinteressante dens figurer er, og der dukker af én eller anden grund sporadisk små støjcollager op i starten af visse sange. Jeg gætter på, at der her er draget inspiration fra tidlige Beck-plader, men de små støjmomenter er så korte, pludselige og anderledes fra de efterfølgende sange, at de mest af alt virker malplaceret og forstyrrende.

Teksterne virkede generelt for banale for min smag. Jeg er sikker på, at de kommer fra et oprigtigt sted, men når jeg hører fraser som ”Music is a source of freedom, I need a way to express my feelings” og ”fear is also love. Love is all that matters” kan jeg ikke lade være med at tage mig lidt til hovedet og tænke, at der må være lidt mere interessante måder at beskrive de bagvedliggende følelser på – det er der i alt fald brug for, når instrumentationen på de pågældende sange (”Sugar” og ”Fear Is Also Love”) i forvejen er meget simpel.

Læs også  Norske Johannes Holtmon er ude med den melankolske og jordnære "Ett Sekund"

Det der redder pladen lidt i land for mig er, når Jacob går ind og sætter sig til rette i den mere rockede, støjende krog af 90’er indie-stuen. Der er to numre, der virkelig ramte mig på den front; to numre, hvorpå lo-fi- produktionen virkede som en force snarere end en hæmsko. Nemlig ”A Lake Of Distortion” og ”Go”. Her kommer fuzz-guitaren til sin ret, lydbilledet udjævnes, Faurholts shaky vokal træder et par skridt tilbage, bassen leger lidt mere og den overordnede fornemmelse af, at Faurholt rummer masser af kant kommer mere frem. De fleste sange på A Lake Of Distortion (en titel, der begynder at klinge en kende misvisende) er meget baseret på rene guitarfigurer, blød vokal og skrøbelighed, men når Faurholt så vælger at dyppe tæerne i sin egentlige distortionflod, så bliver det klart, at dét kan han sagtens! Desværre er der for få sange på pladen, der viser dette.

Læs også  Scarlet Pleasure overrasker med ny EP

Jeg vil højst sandsynligt følge Jacob Faurholts arbejde fremover, for som sagt har jeg en stor svaghed for alt, der er hjemmelavet, særligt når vi snakker lo-fi 90’er rock. Derudover er han tydeligvis en musikalsk ildsjæl, og det er forfriskende at høre folk som ham, der dyrker sit udtryk og sin stilart. Desværre blev der kun indfriet en smule af hans potentiale på denne plade. Lidt mere kælen for produktionen, lidt mere interessante tekster, og et kick op for fuzzguitaren, så tror jeg den er der.