Foto: Jonas Fogh
Scene: Countdown
Dato: Tirsdag den 27. juni kl. 15.00

IRAH ankom til Countdown med drømmende, vuggende pop, men nåede desværre aldrig de bagerste publikumsrækker. 

IRAH - Roskilde Festival 2017
3 Anmeldelse
Anmeldelse

Det var en solrig eftermiddag på Roskilde Festival, og IRAH skulle som dagens første band stå på Countdown scenen. Efter en lang, tung og så liiiige lidt længere endnu intro, hvor forsanger Stine Grøn stod som forstenet og stirrede på publikum, gik koncerten endelig i gang. Crowden, der denne eftermiddag havde samlet sig foran scenen, var både døsig og siddende, så IRAH havde sit at kæmpe for.

Læs også  Ugens Upcoming: J. Bruno

IRAH satte i gang, og snart væltede deres smukke musik ud gennem højtalerne. Stine Grøns vokalpræstation gennem koncerten var fejlfri, og nåede gang på gang nye imponerende højder. Med smukke udgaver af materialet fra debutalbummet Into Dimensions – og en særligt betagende udgave af titelnummeret – begav IRAH sig ud på en musikalsk rejse, der var både skrøbelig, voldsom, modig og gennemført.

Der var gennem hele koncerten glæde at spotte på bandets ansigter, og Stine Grøn sendte mellem flere numre luftkys ud til publikum. Dog var IRAHs vuggende univers ikke nok til at vække et søvnigt publikum foran Countdown denne eftermiddag. Flere gange druknede Grøns – ofte alt for lave – vokal i snak fra publikum, og når hun talte mellem numrene hørtes næsten kun en hvisken.

Læs også  Lana Del Rey - Lust for Life

IRAHs næsten timelange koncert på Countdown var en yderst smuk og utrolig musikalsk affære at være vidne til. Dog var bandets kræftanstrengelse for at vække det sløve publikum en kamp de kæmpede forgæves. Til dem af os der lyttede med, var det dog en vokalpræstation i verdensklasse, og et billede af et band der tør udfordre pop-genren.

Læs også  Ugens Upcoming: J. Bruno