Foto: Ben Etridge

Zak Abel er ude med sit debutalbum Only When We’re Naked, og i den forbindelse har vi lavet et interview med ham. Kom lidt nærmere på den unge pop-komet fra London her, hvor han blandt andet fortæller om en rendyrket ærlighed over for og kærlighed til sine medmennesker og om at bruge musikalske elementer fra andre kulturer end den, han selv befinder sig i. 

Det er muligvis ikke første gang, at du læser om Zak Abel her på siden. Han har floreret både på vores koncertanbefalinger og vores lister med UIMODSTÅELIGE HITS på Spotify, og senest har vi selvfølgelig også haft Only When We’re Naked på vores liste over essentielle albumudgivelser. Den 22-årige musiker og sangskriver fra England har virkelig gjort sig bemærket her på redaktionen, og jeg er derfor rigtig glad for at have haft en snak med ham.

Inspirationskilder: Afrika, Caribien og Joni Mitchel

Zak definerer selv sin musik som en god blanding af pop, soul, R&B og funk. Han finder inspiration til sangskrivningen “over alt!!,” men er for tiden i særdeleshed inspireret af Joni Mitchell:

“Hun er en af de mest frygtløse lyrikere, jeg nogensinde har hørt.”

Zak er glad for at arbejde sammen med andre om produktionerne. Han føler nemlig, at han lærer meget mere på den måde, og at den bedste musik kommer til livs igennem samarbejde. Derudover har han fundet stor glæde ved at gøre brug af caribiske og afrikanske elementer, og det har givet hans musik et ekstra touch og et mere særegent udtryk.

“Jeg elsker virkelig highlife musik. For omkring et halvandet år siden havde jeg skrevet en masse sange, som var rendyrket soul-sange med soul-produktioner, og jeg synes, at de var en smule kedelige… Så jeg tænkte, at jeg som et eksperiment ville prøve at vende produktionerne om og give dem en afrikansk lyd. Så det gjorde jeg med “Awakening” og “Broken”, og jeg synes, at det lyder meget mere interessant nu.” 

En drøm der går i opfyldelse

At udgive sit eget album er lidt af en ‘dream coming true’ for Zak. Da jeg spørger ham, hvad man kan forvente af det nye album, svarer han “nøgenhed”, og det er så op til fortolkning, hvad han egentlig mener med det. Jeg tror, at det er en del af hans charme, der spiller ind i svaret her. Men der ligger nok også noget mere dybdegående i det, nemlig idéen om at være helt sig selv i alt ens glory, frem for at forsøge at være noget andet eller en anden. Det handler om det personlige udtryk og om ærligheden i at vise, hvem man er, og hvad man står for.

Læs også  Diplo og MØ smider "Get It Right" på gaden

Jeg spørger lidt ind til, hvilket udtryk eller hvilken lyd han har søgt at finde frem til med det her album, og hans svar viser netop en grounded og ærlig artist med en rigtig god holdning til, hvad musikskrivning skal handle om for ham:

“Med det her album har jeg forsøg at være så ægte, som jeg kan være. Jeg har hele tiden haft en stemme i hovedet, der har spurgt om min sang er ærlig og tro mod mine værdier og oplevelser, og om den er brugbar for den person, der lytter til den. Det har hele tiden været meningen, at albummet skulle være soul’et, men for omkring to år siden var jeg meget påvirket af highlife musik, og det har også haft en påvirkning på lyden i produktionen.” 

Alle fortjener at blive elsket

Zak er altså en meget ærlig ung mand med hjertet på det rette sted, og det er noget af det, han gerne vil afspejle i sin musik. Han har selv oplevet at kunne finde sig selv og håndgribe verden fra en ny vinkel med hjælp fra andres musik. Han siger eksempelvis:

Læs også  mono mono udgiver minimalistisk single og mærkværdig musikvideo

“Hvis jeg skal være ærlig, så har jeg det primært sådan, når jeg lytter til andres musik og de italesætter noget, som jeg selv har været igennem, på en interessant måde. Det får mig til at føle mig lidt mindre alene i verden!” 

Han vil altså gerne have, at de følelsesmæssige inspirationer, han selv kan finde ved at relatere til andre historier gemt i musikken, også er at finde i hans musik for andre individer. Det er en måde for ham at hjælpe andre på.

Det er også især den medmenneskelige kærlighed og følelsen af, at man ikke er alene, som Zak søger at få udtrykt i sine følelsesladede produktioner. Det er især ét følelsesmæssigt output fra musikken, han håber, at lytteren vil tage med sig:

“At vi fortjener at blive elsket. Uanset hvad samfundet måske siger til os. Uanset hvor vi kommer fra eller hvordan vi ser ud. Alle fortjener at blive elsket.” 

Netop det her take på sin pladeproduktion mærker man særligt i sangen “Deserve To Be Loved”, hvor både tekst, vokal og instrumentation bærer et stærkt følelsesmæssigt udtryk.

En drengerøv med beundringsværdige holdninger og værdier

Igennem interviewet mærker jeg helt tydeligt, at Zak har hjertet på det rette sted, både som person og i sin sangskrivning. Men han er også en ung fyr og lidt af en charmetrold, som jeg allerede mærker med svaret “nøgenhed”, som nævnt tidligere.
Der sker også en lidt humoristisk misforståelse imellem os. Jeg hentyder egentlig til det caribiske og afrikanske arbejde i mit spørgsmål til Zak om, hvorvidt han har været i felten for at samle inspiration til de orientalske musikelementer, men her svarer han (med et glimt i øjet):

Læs også  Grand Analog går sammen med Posdnuos om oldschool hiphop-single

“Jeg løber altid nøgen igennem hvedemarkerne. I’m very naughty like that.”

Han er virkelig en likeable fyr, der har et stort hjerte, men også en drengerøvscharme og en god humor. Han har hele pakken, og eftersom han allerede er godt på vej med sin musikalske karriere, så må jeg bare håbe, at han holder fast i sine værdier og holdninger – og sin gode personlighed.
Zak deler selv en rigtig god anekdote fra sin skriveproces, som har haft stor betydning for hans personlige liv og for den videre produktion af albummet:

“Et af de bedste øjeblikke var da jeg skrev “Unstable” sammen med Danny Shah, Lawrie Martin og Sky Adams. Jeg vidste med mig selv, at jeg gerne ville tale om noget vigtigt den dag, og jeg var heldig, at alle fire fyre sad i lignende situationer. Vi havde en helt åben diskussion omkring, hvordan vi hver især havde det og blev på kun én dag rigtig tætte med hinanden. Nu er vi alle virkelig gode venner.”

Til sidst spørger jeg ind til, hvilken slags musiker Zak ønsker at være og blive anset for at være. Her svarer han:

“En, der skriver sin egen musik, tror på hvad han synger og forbliver tro mod musikken og fansene. Jeg vil aldrig udgive musik, der ikke stemmer overens med mine værdier.”