Foto: Annette Pryce

Etagen Under er klar med deres allerførste udspil siden en pause hvor deres konstellation, genre og budskab gennemgik en forandring. Vi mødte dem til en snak om deres helt nye single og blev klogere på noget af alt det, de unge drenge har på hjerte.

En regnvåd mandag eftermiddag på Nørrebro møder jeg tre af de fem medlemmer fra Etagen Under, for at snakke om deres helt nye projekt.
Med til interviewet er guitarist Mathis Schmidt, bassist Malte Behrens og Esben Nissen på synth og keyboard. De sidste to medlemmer er sanger Mads Rahbek og trommeslager Malte Johnsen.

Tidligere har bandet i en lidt anden konstellation udgivet musik under samme navn, men med en anden lyd.
I 2015 blev de en af KarriereKanonens bobler med deres single ”I Selskab Med Sig Selv”, og fik meget opmærksomhed med deres debutalbum AGORA, der også blev udgivet i 2015.
Det år brugte de desuden på at turnéere rundt i landet med deres plade, hvor de blandt andet opvarmede for The Minds of 99.
Efter pladen gik de dog hver til sit i deres musikalske projekt et stykke tid. Bandets medlemmer flyttede fra hinanden i Danmark og til Tyskland, og der skulle ske noget nyt.

Jeg tror at vi synes første plade var virkelig spændende på den tid, som vi var i dengang, men vi havde bare virkelig brug for luftforandring, da vi var færdige,” siger Mathis.

Efter nogle år kom lysten dog tilbage til netop dette musikalske projekt, som de før havde delt, og Mathis og Malte begyndte at skrive sange sammen igen. Herefter fik de Esben med i bandet, og så var scenen sat til det nye Etagen Under.

Bandet har netop smidt et helt nyt udspil på gaden, som har været undervejs i lang tid. I omkring et år har de gået og brygget på deres første single, og i lidt over et halvt år har de været i studiet for at indspille nummeret.
Denne proces er foregået med deres producer, Jakob Winther (Bisse, Liss) i Vibe Factory studiet i Nordvest. Jakob Winther har de et helt særligt bånd og samarbejde med, og Mathis fortæller, hvordan han generelt bliver inddraget i både skrive- og indspilningsprocessen:

”Jakob, vores producer lavede vi første plade med, og så blev vi venner i den proces, fordi det var så hårdt. Vi var der i to uger, hvor der bare var hårdt smadder på hele tiden. Så enten bliver man venner eller fjender tror jeg. Heldigvis blev vi venner,” griner Mathis, og fortsætter:
”Han har været meget inde i det og han har været med til at forme det”.

Deres helt nye single er et dansabelt og energifyldt nummer med stor fokus på discoelementer som for eksempel højfrekventerede analoge synths, groovy baslinjer og off-markeringerne på trommesættets hi-hat.
Særligt synth-lydende er i stor fokus, og som Malte siger: ”Der er ikke mange der ved det, men Esben har otte arme.”

Hærværk – som begreb og symbol

Sangen hedder ”HÆRVÆRK”, og netop dét ord har en helt særlig betydning for Etagen Under.
Med deres musik vil drengene på den ene side gerne facilitere et rum, hvor der er plads til diskussioner, og samtidig levere en sanselig oplevelse til deres lyttere.
Her har ordet ”hærværk” givet dem et sprog i deres diskussioner, og det er blevet et begreb for den tilgang, de går til deres musikalske projekt på.

Læs også  Koncertaktuelle Albin Lee Meldau udgiver ny single "Same Boat"

”Vi har snakket om det der med hærværk, om at være mønsterbryder, og om at nedbryde alle de vaner man har, for at kunne opleve nye ting”, siger Esben, og Mathis uddyber:
”Vi havde ligesom følelsen af at hærværk var noget, der var nødvendigt i den kultur, vi var i: At man er nødt til at bryde ting ned, for at få nye forståelser frem. Om det så er graffiti på gaden, hvor der så kommer et nyt udtryk frem på muren, eller det bare er en ting man har med sig selv. Det synes jeg sangen ”HÆRVÆRK” handler meget om; den personlige overvindelse.”

På den måde er “hærværk” både blevet et begreb for den nedrivning og opbygning, der er sket i Etagen Unders personlige musikprojekt, og en ramme for den måde de oplever verden på.

Natteliv og kønsdebat

Sangen ”HÆRVÆRK” er skrevet på baggrund af bandets forskellige diskussioner af nattelivet og særligt dets forskelle i behandling, påklædning og opførsel køn imellem. Disse forskellige udtryk skildres i sangens på en måde dansevenlige og fredagsagtige udtryk samtidig med dens underliggende melankoli, der især ligger i teksten med sætninger som ”Jeg står og kaster skygger på hvad der er smukt”.
Kønsdiskussionen og lysten til at lege med normerne ses på coveret til singlen: Her står en af deres venner, Ludvig, med bar ryg til kameraet iført intet andet end en stor pels.
Mathis forklarer:

Læs også  Jacob Bellens annoncerer album og efterfølgende turné til foråret

“Vi kan godt lide at lege med hvad man må og hvad man ikke må, og vi ved ikke om det er underligt at han står med en pels på. Og vi har faktisk snakket om, om det er noget folk synes er underligt.” 
“Altså vi synes det er fedt”, indskyder Malte, og Mathis fortsætter begejstret:
“Ja vi synes det er røvsejt. Men det er generelt spændende at vi ikke ved, om det er underligt.”

Det mærkes tydeligt, at drengene har meget på hjerte, og deres musikalske projekt bliver med dets lyttende og sansende væsen et middel og supplering til netop at få det ud og realisere de emner, der optager dem.
Da jeg spørger, hvad den største drøm for drengene med deres projekt er, svarer de ligeledes, at de håber, at de kan influere deres lyttere og få folk til at føle dem.
Esben siger:

Jamen altså, lave noget der bliver lyttet til. Lave noget som folk kan sidde og snakke om bagefter. Det er drømmen.”

Plads til fornyelse og eksperimenter

Ligesom ”hærværk” for drengene er en nedrivning og fornyelse af deres gamle projekt, er begrebet ligeledes blevet et symbol på den retning, bandet gerne vil tage fremover. Udover at de gerne vil udfordre den gængse opfattelse af, hvad der er et rockband, vil de heller ikke lægge sig fast på en bestemt genre.
”HÆRVÆRK” udgiver de gennem Mathis’ og Maltes pladeselskab, og det giver dem større frihed til at følge deres forskellige impulser:

”Det er lidt mere flydende, det giver os ligesom også lov til at gøre lidt hvad vi vil, og det tror jeg bare skaber en rigtig stor frihed for os. Og hvem ved, måske vi udgiver en metal-sang bagefter,” siger Mathis med et glimt i øjet. “Nok ikke, men altså…”
Malte lukker bestemt diskussionen: “Det gør vi ikke”, hvorefter drengene kigger på hinanden og griner.

“Nej men altså”, fortsætter Mathis og opsummerer:
“Vi går nok den samme stil, men jeg ved ikke helt hvordan, den kommer til at forløbe. Det synes jeg er rigtig fedt. Det skaber en eller anden form for utryghed, der er rar, så vi ikke bare skal lyde som vi hele tiden har lydt, eller skal lyde som ”HÆRVÆRK” lyder. Det synes jeg er rigtig rart ikke at skulle. Fordi jeg tror, vi er sikre på, at historien bliver den samme. Den der lyst til at fortælle og facilitere et rum, hvor vi alle sammen kan være med i og diskutere er egentlig det, vi håber allermest på. Og den lyst tror jeg, vi har hele tiden. Men hvordan vi ligesom kommer til at behandle den. Det er jeg ikke sikker på” 

Sløv Disco

Forskellen fra Etagen Unders tidligere mørke indie-rockede univers, der manifesterede sig i AGORAs tema om psykiske problemer, til det nye dansable og energiske univers i ”HÆRVÆRK” er ligeledes slående.

Læs også  Darling West udgiver den bløde folk-tune "Traveller"

Til spørgsmålet om, hvordan de selv vil beskrive deres musik, siger Mathis:
”Jeg tror, vi vil se os som et disco-band med tiden. Jeg ved ikke om vi synes, vi er det nu.”
“Vi er hvert fald et af de sløve af dem”, griner Malte.

Men ikke desto mindre var det det der tændte kreativiteten i dem igen. Bandet forklarer, hvordan det at varetage og lege med en helt ny genre gav dem en enorm frihed og en større kreativitet.
Malte fortæller, hvordan de en dag havde siddet sammen og endt med at høre disco-bas en hel aften, og på et tidspunkt havde været enige om at: ”Det skal vi da lave! Det føles godt det her”, og Mathis uddyber:

“Jeg tror, det vi synes er spændende med det nye projekt er den der melankolske side af discoen. Det har ligesom nogle ting, som vi godt kunne tænke os at lege med.”

Af særlige inspirationskilder nævnes netop discobandet Parcels, men også særligt The Minds of 99, Radiohead og albums som Bon Ivers 22, A Million og Kanye Wests The Life of Pablo.
Det er meget forskellige kunstnere med vidt forskellige inspirationskilder, som er ret passende Etagen Unders filosofi.

I dag har Etagen Under som sagt udgivet deres allerførste udspil ”HÆRVÆRK”, der sætter gang i en hel ny retning. Fremme venter en EP, en musikvideo til “HÆRVÆRK” og masser af koncerter, men ikke endnu. Lige nu skal de skrive, lege og videreudvikle deres nye projekt. Og det er faktisk det, Etagen Under, synes er allermest spændende.

Vi glæder os utrolig meget til at følge Etagen Unders videre musikalske færd, og allerførste udspil fra bandet kan du høre her: