Foto: Mathias Hjorth

Denne gang var det Politikens turistvenlige bog ”Turen går til Barcelona”, der var pakket, da metroens endestation hed Kastrup Lufthavn. Dens indhold blev imidlertid aldrig anvendeligt. Der stod nemlig noget lidt mere spændende på dagsordenen. Musik, faciliteret af Barcelonas smukke omgivelser, som huser Sónar Festival. Om det var fedt? Det kan du godt gange op.

35 grader, høj sol og en helvedes masse liter vodka med Red Bull. Bedre bliver det ikke. Eller hvad? Ukendte kunstnere, som tager røven på en, gør det bare lige en tand bedre – og det var netop, hvad det blev, da Sónar Festivals line-up stoppet med kunstnere, der ikke ligefrem fremgår af Spotify’s top hundredeliste, transformerede den idylliske by syd fra Danmark til et elektronisk, musikalsk mekka – hjulpet stærkt(!) på vej af scenernes lydsystemer, der var en klasse for sig.

Bassens magiske effekt

En bas, som skifter mellem at være tung og let. Wow. Baseret på festivalgæsternes konstante, højlydte jubel var jeg ikke den eneste, der stod tilbage med netop den følelse, som resulterede i en gåsehud, der krævede koncentration, før hårene kyssede huden igen. Livet er sgu ikke det værste, vi har, og det fik Joe Kay og Jarreau Vandal, som repræsenterede Soulection, sat en tyk streg under med deres energiske DJ-set, der inkluderede alt fra catchy trap til tropical house. Det var imidlertid et set, der indledningsvis var præget af sporadiske, mindre tekniske fejl, da Joe Kay lagde ud. Det havde dog ikke en begrænsende effekt på den fest, de to DJ’s fik banket sammen.

Joe Kay og Jarreau Vandal var dog ikke de eneste DJ’s, der kunne trylle bag pulten. Stööki Sound fik også mindet festivalens musikglade gæster om, at de levede i bedste velgående med et DJ-set, der ligeledes indebar forskellige genrer og ikke mindst fik sat en prik over i’et (med tyk skrift), da den ene DJ samlede en mikrofon op og gav sig i kast med en rap, hvis flow ikke var at kimse af. En fornøjelse.

Læs også  Kelela - Pumpehuset

Fredag eftermiddag i elektropoppen & reggaens tegn

Fredag eftermiddag var der flere lækre retter på menukortet. Som forret var der Roosevelt, der serverede tysk, up-tempo elektropop i sin fineste form. Potentiale. Det er et af de ord, der falder en naturligt ind, når man lytter til numre, som Roosevelt er forfatter bag. Et andet ord, der tilsvarende falder en naturligt ind, når man har tilbragt en time i selskab med Roosevelt, er behagelighed. Roosevelts elektropop, der supplerede den høje sol og de mange vodka med Red Bull afsindig godt, var, ja, outstanding og skabte glædelige minder til november 2016, hvor bandet besøgte Ideal Bar i København og også dér skabte en fest.

Roosevelt gav stafetten videre til et band fra den anden side af verden (New Zealand, red.), som altid er garant for et underholdende sceneshow, men samtidig musikalsk kvalitet i høj, høj klasse: Fat Freddy’s Drop. Bandet fortsatte, hvor Roosevelt slap og gjorde eftermiddagen yderligere behagelig. Målet var sat efter første nummer fra bandets seneste album, som blev efterfulgt at nummeret ”Blackbird” fra det første album – et nummer, der fik publikum til at gynge med til lyden af autentisk reggae, hvor utallige instrumenter var i spil. Imponerende.

Endnu en gang viste Sónars lydsystem sig fra sin bedste side og gav Fat Freddy’s Drop de bedste forudsætninger for at fortsætte festen til lyden af reggae, der bare er bedst, når den bliver serveret med en dyb, tung bas. Og det var netop, hvad den blev tidlig fredag aften i Barcelona. En fornøjelse og et glædeligt gensyn med bandet fra et land, som ikke alle danskere kan prale af at have besøgt.

Anderson .Paak her, der og alle vegne

Klokkeslaget viste 22.00, og festen rykkede længere ud af byen og ind i nogle kolossale haller, hvis kapaciteter får selv Forum til at fremstå som en hal bedst egnet til indendørsstævner for miniputter. Her ventede en kunstner, der har været svær at komme uden om det seneste år, når snakken er faldet på ny, spændende musik; Anderson .Paak, akkompagneret af The Free Nationals. Var den hype, der unægtelig forbindes med den amerikanske kunstner, berettiget?

Læs også  NORDISKE HITS // Uge 49

Det tog ham ikke lang tid at bevise, at han kan indtage en scene, som ikke mange andre kan. Han var her, der og alle vegne på en af Sónars udendørs scener, der virkede lige så hjemlig for ham, som var det hans barndomshjem. Efter koncerten, hvor man stod tilbage med en følelse, som bedst kan beskrives ud fra D’Angelos ”Shit, Damn, Motherfucker”, var det svært at få det musikalske geni ud af hovedet.

Fredag nat i sydens varme satte sig solidt i hukommelsen og kilder stadig de helt rigtige steder. Blandt andet takket være Anderson .Paak & The Free Nationals’ performance.

Ny dag, nye kunstnere & nye genrer

Kalenderen viste lørdag den 17. juni, og efter en lækker morgenmad efterfulgt at en kande sangria blev kursen sat mod Sónar By Day, hvor første levende billede hed Nadia Rose fra UK. Britisk hip hop. Umiddelbart ikke en genre, jeg har en stor kærlighed til, men jeg gav det et skud, og det er jeg så sandelig glad for, at jeg gjorde. Hun tog fuglen på mig, som det ud fra Malk De Koijn’s ordbog ville hedde sig.

Læs også  Ugens Upcoming: Fieh

Det virkede, som om Nadia Rose havde observeret, hvordan Anderson .Paak performede og havde suget til sig. I samme stil – og med samme energiske karisma, der har en inkluderende effekt på publikummet – indtog hun scenen og gav folk (endnu) en anledning til at aflægge baren et visit, inden lokationen på ny skiftede til de haller, der huser Sónar By Night. Her ventede et tungt DJ-set fra henholdsvis Eric Prydz og The Black Madonna, som spillede til den lyse morgen og gav et behageligt, om end hårdt, skub i retning mod det kolde Danmark, hvor den beskedne danske sommervarme havde sneget sig op på de magiske 20 grader. Velkommen hjem!

Summa summarum

På baggrund af tre dage balsameret i musik, Sangria og Red Bull med vodka kan jeg blot konstatere, at Sónar Festival i den spanske varme har alt for dig, der vil opdage ny, spændende musik, som du ikke lige støder på, når du tuner ind på P3 og/eller Spotify, når du skal have udvidet din musikalske horisont. Dermed en stor, stor opfordring til at aflægge festivalen et visit. Tilbage er der kun at sige: godt gået, liv – og ikke mindst: på gensyn, Sónar Festival!