Foto: Nicklas Krarup Larsen
Scene: Mindfield
Dato: Fredag d. 11. august 2017

Forsanger i det danske punk-band, Iceage, væltede rundt på Mindfield-scenen med en gennemsyret punk-lyd og attitude, der vakte stor fascination, men desværre aldrig nåede forbi det fedtede pandehår og ud til publikum.

Iceage – HAVEN Festival 2017
3 Anmeldelse
Anmeldelse

Det populære punk-band Iceage leverede fredag eftermiddag en, om noget, punket koncert på HAVEN’s Mindfield-scene båret frem af en stor og kraftfuld lyd og ikke mindst en euforisk og rebelsk optræden fra forsanger Elias Bender Rønnefeldt. Med smøg-kastning, spyt på scenen og spark på monitors gav Rønnefeldt en ægte punk-opvisning. En opvisning han desværre var alene om. Hverken hans bandmedlemmer eller hans HAVEN-publikum kunne følge med i udskejelserne. Dette gjorde koncertoplevelsen til lidt af et indelukket one-man-show med en minimal kontakt mellem publikum og band, faktisk kun brudt af et “God eftermiddag” før koncerten, og et “Tak for i aften” efter.

Læs også  VEGA tilføjer de sidste navne til deres New Crush-arrangement

Lyden, var der til gengæld intet i vejen med. Energien blæste ud af højtalerne med kraftfulde trommer, larmende bas og et fint solostykke, hvor det kun var den skæve og markante guitar, der spillede og gav et fint pusterum fra den karakteristisk råbende vokal. Også en fin dynamik var kendetegnende for musikken, der konstant skiftede i tempo, udtryk og energi.

Den rå lyd og ligeglade attitude tændte tydeligvis en gnist og fascination hos publikum, hvilket kunne høres på de mange klapsalver mellem numrene, og især ved de første guitar-strokes fra bandets største hit “The Lord’s Favourite”. Gnisten fik dog desværre ikke tændt HAVEN’s publikum yderligere, og bevægelsen peakede ved små-headbangs og lidt svingende hår hist og her. Og desværre ingen tegn på moshpits eller lignende i publikum, hvilket jeg ellers havde håbet på at se, og som i den grad ville klæde musikken og udtrykket.

Læs også  Koncertanbefalinger//Uge 34

Måske et mere Pale Ale-influeret publikum og en senere koncertstart ville have hjulpet på energien. Eller måske var HAVEN bare ikke helt klar til et gennemført punkband som Iceage.