Foto: PR
Udgivelsesdato: 23/03-2017
Pladeselskab: Selvudgivet

Kaynaşma er resultatet af Hudnas musikalske opdagelsesrejse over de sidste år. Og som det så ofte er tilfældet med Hudna, sidder man sjældent skuffet tilbage.

Hudna - Kaynaşma
4.5 Anmeldelse
Anmeldelse

Jeg stødte første gang på Hudna  for knap to år siden, da jeg oplevede dem live på Global i København. Jeg faldt hurtigt for rytmen, man som lytter bliver lullet ind i af Yossi Karutchis trommespil, Søren Bigums personlige og unikke tilgang til guitaren og ikke mindst forsanger Orhan Özgür Turans skrøbelige og smukke vokal samt hans evner på en baglama.

Siden da er det kun gået fremad for Hudna, der nu har udsendt deres andet album, Kaynaşma. I forhold til det selvbetitlede debutalbum fra 2014 har Hudna med Kaynaşma virkelig fornyet tilgangen til deres unikke forening af tyrkiske/anatolske folkesange, nordisk folk og nu også strejf af psychedelia og desert blues.

Læs også  St. Vincent - MASSEDUCTION

Albummet er indspillet live og på åbningsnummeret, “Ak Taş Diye Belediğim”, lyder Hudna allerede langt mere som en helhed, end de gjorde på debutalbummet. Her står samspillet mellem Turans mellemøstlige strengeinstrumenter og Bigums vestlige modparter også knivskarpt, og det er umuligt ikke at føle den intensitet, der udspiller sig mellem de to musikere.

På “Nuveja” møder vi første gang Hudnas nyeste tilføjelse, sangerinden Disa Jakobs, der beriger Kaynaşma på tre numre. Det er særligt på disse numre, at den nordiske inspiration er til at føle på. Jakobs kommer fra Reykjavik, og det er derfor også de kølige islandske folkehymner, der her er i centrum. Mødet mellem Hudnas hovedsageligt mellemøstlige lydbillede og Jakobs’ betagende vokal er utroligt dragende, og de formår at få kulturmødet mellem to meget stolte musikalske traditioner til at føles så let som ingenting.

Det er overraskende få øjeblikke, man på Kaynaşma får med Turans vokal. Dette skyldes selvfølgelig, at Jakobs synger på hele tre numre, men samtidig finder man hele fem instrumentalnumre på pladen. Ved første gennemlytning var jeg bange for, at jeg med tiden ville komme til at savne mere vokal, men Turans oud- og baglamaspil vejer mere end rigeligt op for dette. At der kan fokuseres på instrumentet fremfor vokalen betyder også, at instrumentationen ofte er mere eksperimenterende og legesyg end normalt.

Læs også  King Krule - The OOZ

Først når vi nærmer os albummets afslutning, mister det pusten under “Electrified”, der bliver en smule for minimalistisk, til at interessen bliver holdt hele vejen igennem.
Hudna hiver heldigvis et trumfkort ud af ærmet ved at følge op med en fantastisk version af Disa Jakobs’ “Sculpture”.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at Hudna i øjeblikket er et af landets vigtigste world navne. Det er Kaynaşma blot med til at slå fast. Men jeg vil gå så langt at sige, at Hudna i øjeblikket bør opfattes som et af landets vigtigste navne. Punktum.
Tænder du TV’et, eller åbner du en avis, er det svært ikke at blive mødt af had, forskrækkelse og manglende forståelse over for det fremmede. Når jeg tænker tilbage på min egen opvækst, og de værdier jeg altid har forbundet med Danmark, danskerne og den såkaldte danskhed, er de tre første ord, der dukker op: Forståelse, tolerance og fornyelse.

Læs også  Lowly - Brønshøj Vandtårn

Så er det egentlig så mærkeligt, at lyden af danskhed anno 2017 bliver spillet på baglama og sunget på både islandsk og tyrkisk i et øvelokale i Aarhus af tre mænd og en kvinde med hver deres kulturelle baggrund? Det synes jeg ikke.

Anmeldelse