Foto: Noréll // Hugo Jozwicki

Præsenteret i samarbejde medTivoli

Hver torsdag klokken 19.00 kan du gennem hele sommeren opleve et væld af spændende kunstnere i Tivoli til koncertkonceptet Lillefredag. Vi guider hver måned til de optrædende, som gæster Tivolis nye scene Orangeriet, og her kan du lære juni-programmet bedre at kende. 

Da Tivoli i april slog dørene op for sommersæsonen 2017, annoncerede de samtidig, at de har nedlagt koncertkonceptet Pop-Up Torsdag og erstattet det med Lillefredag. Koncerterne foregår ikke længere på Pavillonen, men på den nye og større scene i Orangeriet. Tivoli præsenterer 23 koncerter i løbet af foråret og sommeren, og du kan opleve alt fra helt nye stjerneskud til mere etablerede kunstnere. Koncerterne spænder bredt genremæssigt, og vil dække over alt fra dreampop og elektronisk til folk og urban. I juni kan du opleve moderne folk med The White Album, lækker elektronisk musik med Noréll, Blondage og Blue Foundation, og synge med på radiohits fra Xander. Her kan du læse nærmere om kunstnerne, og hvad du kan glæde dig til at opleve, når de forskellige acts indtager Orangeriet.

 

Torsdag den 1. juni klokken 19.00 – Blue Foundation

De første som får æren af at spille til Lillefredag i juni er den elektroniske popduo Blue Foundation. Duoen består af Tobias Wilner og Bo Rande, der sammen laver drømmende pop. Blue Foundation har arbejdet på kryds og tværs med mange internationale og meget interessante musikere, og har gennem årene sikret sig en stor fanskare fra hele verden. De to musikere er også at finde på soundtracks til populære film som Twilight og Miami Vice, samtidig med at det er lykkedes dem at forblive et undergrundsband. Det er et yderst kompetent første indslag på scenen til den første officielle sommerkoncert der skal spilles, og Blue Foundation giver helt sikkert en fantastisk koncert.

Torsdag den 8. juni klokken 19.00 – The White Album

Andet indslag i juni-programmet skiller sig lidt ud fra de andre. Det ellers meget pop-prægede program for juni får dejlig modvægt af The White Albums lækre folk. De tre skæggede musikere Claus Arvad, Frederik Vedersø og Jakob Eilsø danner tilsammen The White Album, og spiller det smukkeste og mest stemningsfylde folk. Med fødderne solidt plantet på jorden, skaber trioen en varm og sjælfuld stemning til deres koncerter. Tidligere i år udgav The White Album Songs From The Sun, og du vil helt sikkert  blive præsenteret for det nye materiale, samt et udvalgt af sange fra deres tidligere udgivelser. Hvis du vil nyde en sommeraften i en unik stemning af nordisk melankoli og smuk lyrik, så tag til Lillefredag med The White Album.

Læs også  Bag om phlake: Fra random møde til Orange Scene

Torsdag den 15. juni klokken 19.00 – Blondage

Tidligere kendt under navnet Rangleklods indtager Blondage nu Orangeriets scene til Lillefredag. Den danske duo der består af Esben Andersen og Pernille Smith-Sivertsen laver gennemarbejdet og hårdtslående elektronisk pop. Med to stærke vokaler og konstant overraskende produktioner imponerer Blondage gang på gang publikum, og med de to musikeres elektriske tilstedeværelse på scenen, er der lagt op til fest i selskab med den eksperimenterende duo, der har fans verden over. Blondage er netop nu aktuelle med deres seneste single “Stoned”, der bliver spillet flittigt i radioen. Hvis du tidligere har været til en af duoens koncerter, så ved du også at det er en vild oplevelse. Så fejr Lillefredag med det transformerede band Blondage i juni.

Læs også  Roskilde-aktuelle Pom Poko: "Det er ret cool, at vi ikke skal være et testosteron rock-band"

Torsdag den 22. juni klokken 19.00 – Noréll

Noréll er stadig et ret nyt navn på den danske musikscene, men ikke desto mindre går det stærk fremad for trioen. De spiller alternativ elektropop med kant, særligt tilført af forsanger Marie Louise Persson Bjarnasons karakteristiske vokal. Norélls univers indeholder elementer fra både house, dance, electro og R’n’B. De tre musikere har tidligere i år udgivet EP’en IY, hvor flere af sangene har fundet vej til radioen. Noréll er et fremadstormende navn, og giver også koncerter på mange af landets større festivaler til sommer blandt andet Roskilde Festival og Smukfest. Trioen har fået stor ros af adskillige anmeldere for deres energiske liveshows, så du er sikret en torsdagsfest, hvis du tager i Tivoli og ser Noréll. Du kan læse et interview med bandet lige her.

Læs også  #RF17: Vores anmeldelser fra opvarmningsdagene

Torsdag den 29. juni klokken 19.00 – Xander

Xander afslutter juni-programmet på Orangeriet med en ægte popfest. Med store hits som “Det Burde Ikk Være Sådan Her” og “Man Kan Ikk Spole Tiden Tilbage” leverer Xander levende og ærlige beretninger om livets op- og nedture. Med hans EP Indre By fra 2016 slog Xander for alvor sit navn fast på den danske musikscene, og han fik blandt andet besøg på udgivelsen af populære navne som S!vas og Gili. Om de også kommer forbi Tivoli, kan ingen vide, men det bliver helt sikkert den perfekte (tyv)start på sommerferien, når Xander holder Lillefredag i Tivoli.