Foto: DAVID44 // Jannick Børlum

Præsenteret i samarbejde medTivoli

Hver torsdag klokken 19.00 kan du gennem hele sommeren opleve et væld af spændende kunstnere i Tivoli til koncertkonceptet Lillefredag. Vi guider hver måned til de optrædende, som gæster Tivolis nye scene, Orangeriet, og her kan du lære august-programmet bedre at kende. 

Da Tivoli i april slog dørene op for sommersæsonen 2017, annoncerede de samtidig, at de har nedlagt koncertkonceptet Pop-Up Torsdag og erstattet det med Lillefredag. Koncerterne foregår ikke længere på Pavillonen, men på den nye og større scene i Orangeriet. Tivoli præsenterer 23 koncerter i løbet af foråret og sommeren, og du kan opleve alt fra helt nye stjerneskud til mere etablerede kunstnere. Koncerterne spænder bredt genremæssigt, og dækker over alt lige fra dreampop og elektronisk til folk og urban. I august kan du opleve hele fem musikalske indslag, når ULTRAMARIN, ANYA, DAVID44, Jonah Blacksmith og Mattis spiller sensommeren ind. Her kan du læse nærmere om kunstnerne, og hvad du kan glæde dig til at opleve, når de forskellige acts indtager Orangeriet.

Torsdag den 3. august klokken 19.00 – ULTRAMARIN

Det er omkring fire år siden, at halvbrødrene Ludvig Brygmann og Karl-Frederik Reichardt satte gang i deres projekt med at etablere sig som professionelle musikere på den danske musikscene. Dengang var det som et producer-samarbejde, men som tiden gik, fik de efterhånden smag for at rykke nærmere scenekanten og ud i rampelyset, og det resulterede i pop-projektet ULTRAMARIN. Indtil videre har duoen kastet de to singler “Hvis Sandheden Skal Frem” (2016) og “Sidste Sommer” (2017) af sig, og begge numre er strøget ind på radiohitlisterne. Lyden er poppet, teksterne er danske, og så er udtrykket på én gang både moderne og traditionelt. Hør hvordan det lyder, når ULTRAMARIN som det første act i august indtager Orangeriet.

Torsdag den 10. august klokken 19.00 – ANYA

Sangerinden ANYA har efterhånden etableret sig som en kendt spiller på den danske musikscene, siden hun i 2015 begyndte at udgive sin musik og præsentere os for sit R’n’B- og souldominerede pop-univers, der dog også byder på elementer fra blandt andet jazz og hiphop. ANYA har hittet med singler som “Break Up Battle”, “Doorstep” og “Overrun” fra 2016, og senest har hun føjet “Wasted Love” og “Neverbeen” til rækken af stilsikre og medrivende pop-singler. På sidstnævnte udforsker sangerinden en anden referenceramme, når hun, inspireret af 90’er boybands som Take That og *NSYNC, udfordrer sit sangregister. Oplev ANYA trylle med sin vokal, når hun den 10. august gæster Lillefredag.

Torsdag den 17. august klokken 19.00 – DAVID44

Vi blev på redaktionen første gang inviteret ind i DAVID44’s fængende, elektroniske pop-univers, da han i januar optrådte som en del af VEGAs Udvalgte. Den islandske kunstner single-debuterede sidste år med nummeret “Talk”, som gav en rigtig god forsmag på DAVID44’s både melankolske, dansable og velproducerede udtryk. Et udtryk han stilsikkert har ført videre på de efterfølgende singler “Run” (2016) og “Stay” (2017). I tekstuniverset kredser DAVID44 blandt andet om temaer som længsel, eskapisme, kærlighed, splittelse og konfrontation, og teksterne klæder det melodiøse lydbillede splittet mellem det dunkle og det dansable.

Torsdag den 24. august klokken 19.00 – Jonah Blacksmith

Bag navnet Jonah Blacksmith finder du syv spilleglade musikanter ledt i spidsen af brødrene Simon og Thomas Alstrup. Med medrivende folk-rock sender Jonah Blacksmith både varme og længselsfulde tanker til barndommen og ungdommen i hjemstavnen Thy, hvor den vindblæste natur ved Vesterhavet trækker mere end storbyjunglen på Vesterbro. Navnet ‘Jonah Blacksmith’ er forresten en hyldest til Alstrup-brødrenes bedstefar Johannes Smed, som de har arvet deres musikalitet fra. Det første album Northern Trail udkom tilbage i 2014, og senest smed gruppen albummet Jonah Blacksmith på gaden, så der er nok materiale at komme efter, når Jonah Blacksmith den 24. august spiller endnu en af de koncerter, de er kendte for at mestre til perfektion.

Torsdag den 31. august klokken 19.00 – Mattis

Trods en tidligere passion for rockmusik er det genrer som elektronisk, soul og pop, der nok bedst beskriver, hvad Mattis har at byde på. Sammen med producer, Ole Brodersen, har københavnske Mattis Jakobsen tidligere i år udgivet førstesinglen “Loverboy”, som er første smagsprøve på den musik, han selv betegner som “viking-soul”. Mattis har allerede fået en god portion erfaring med det at spille live, blandt andet som support for Dúné og Saveus, så du kan roligt glæde dig til selv at få fornøjelsen den 31. august på Orangeriet. Mattis er desuden kendt for sin rå og kraftfulde vokal, og hey, det er da altid dejligt at være i selskab med sådan én.