Foto: Matilda Arborelius
Scene: Rising
Dato: Søndag den 25. juni kl. 20.00

Svenske Hater’s drømmende indiepop nåede desværre aldrig ud over scenekanten under søndagens koncert på Rising.

Hater – Roskilde Festival 2017
2 Anmeldelse
Anmeldelse

Jeg havde ret store forhåbninger, da jeg søndag aften slog kurs mod Rising. Jeg havde noget tid forinden shufflet igennem navnene på årets opvarmningsprogram og var rimelig overbevist om, at jeg skulle høre Hater, efter nummeret “Cry Later” havde strømmet ud af mine højtalere. Desværre måtte jeg under koncerten erkende, efter ganske kort tid, at musikken klart fungerer bedst for mig på indspilning – for det blev en kedelig og intetsigende omgang live.

Det skal siges med det samme, at jeg synes, der var store problemer med lyden. Det var stort set umuligt at fange et eneste ord af, hvad forsanger Caroline Sandahl sang, og også guitaren, der ellers er en helt essentiel del af kvartettens musik, var for lav. Man havde mere en følelse af at være til koncert i gymnastiksalen på det gamle gymnasium end at være til koncert på Danmarks største festival.

Læs også  Se Fugleflugten i Café Halvvejen - Live Session

“Indadvendt” var det første ord, jeg noterede mig under koncerten, og den gjaldt egentligt hele bandet. Der var ingen ord til publikum, da de trådte på scenen og kun én gang, da koncerten lakkede mod enden, lod forsanger Caroline Sandahl nogle få ord slippe – igen var lyden dog for lav til, at man kunne høre, hvad det var. Samtidigt var det et rimelig stillestående band, og der så ikke ud til at være meget slagkraft bag instrumenterne, udover trommerne, som også var det eneste, man kunne høre tydeligt.

Indadvendte bands er jo ikke et nyt syn, og det kan også sagtens have sin charme, hvis musikken sidder lige i skabet. Det gjorde den bare ikke her – primært grundet de helt skæve lydniveauer og en, synes jeg, manglende energi fra bandets side af. Caroline Sandahl lod et smil brede sig efter numrene, men det var også det eneste personlighed, vi fik at se denne aften. Og det var en skam, for teksterne (som jeg kan høre på indspilningerne, men ikke kunne tyde under koncerten), vidner om, at der er følelse og personlighed bag musikken.

Under femte nummer “Had It All” fra debutalbummet You Tried skete der lidt. Melodien er så fængende og dragende, at man forstod den, selvom Sandahls vokal stadig var for lav, og det hjalp på det. Det kunne man også se på publikum, der gav lidt mere los end tidligere. Især i det hårdtpumpende omkvæd, hvor trommerne, som jo var det eneste instrument, man for alvor kunne høre, rent faktisk også skal dominere.

Læs også  NORDISKE HITS // Uge 41

Gruppen skal også have ros for deres leg med dynamikker (som førnævnte “Had It All” forresten er et godt eksempel på med dets antiklimatiske opbygning). Det er jeg altid fan af. Det er noget, som fungerer super godt på pladen, og som ville have fungeret godt live, hvis energien og lydniveauet var til det. Det faldt dog helt igennem, når Sandahl sænkede sin stemme yderligere og nærmest hviskede, for der var den for alvor væk – og så håbede man jo på en energiudladning af et modspil, som dog aldrig kom dybtfølt.

Jeg havde svært ved at vurdere, om Hater selv havde nogen føling med lydproblemerne, men de virkede (forståeligt nok) noget nervøse og usikre fra scenen. Om det var en generel usikkerhed over at stå på så stor en festival, eller bevidstheden om, at lyden ikke kom ud over scenekanten, må stå hen i det uvisse, men hvis det var den sidste, havde jeg sådan ønsket, at de ville gøre mere ud af selv at give den en ekstra skalle og gøre mere ud af at nå ud til publikum.

Læs også  Lowly - Brønshøj Vandtårn

Når det så er sagt, så noterede jeg mig faktisk “sødt publikum!” for de smed rigtig meget kærlighed efter gruppen, der også til sidst så ud til at lade den sive ind.
Jeg bemærkede, at de forreste rækker, der havde været mest pumped under koncerten råbte “en gang til!” og ikke “ekstranummer!”, så noget siger mig, at det var de svenske landsmænd, der primært var “up front” med støtte. Det må have varmet.

Er du til indiepop, smooth og legesyge guitar-hooks, drømmende akkordrundgange ala Best Coast, så lad dig ikke skræmme af min mindre flatterende uddeling af stjerner. Den er udelukkende baseret på denne enkelte koncertoplevelse, der desværre ikke fungerede. Lige nu, som jeg sidder og skriver denne anmeldelse, lytter jeg til gruppens debutalbum, og det kan kun varmt anbefales.