Foto: Lene Kronow

I fredags udkom 8. kapitel med sangen “Mor”, og den første akt i Guldimunds store soloprojekt “Så er det vel bare det…?” er hermed afsluttet. Vi har taget en snak med Asger Nordtorp Pedersen, der er manden bag projektet, for at høre hvordan det står til halvvejs inde i den omfattende udgivelse.

Den 5. december 2016 udkom sangen “Den Sidste Brik”. Det var startsskuddet til et kæmpe projekt, og hvad der skal ende med at blive Guldimunds debutalbum. Det er en helt speciel udgivelse, hvor der hver anden uge udkommer en ny single fra albummet – et nyt kapitel. Nu er første halvdel udgivet, og første akt er slut.

Bag navnet Guldimund gemmer sig musikeren og sangeren Asger Nordtorp Pedersen. Han har siden september 2016 været fast medlem af rockbandet Blaue Blume, og var tidligere forsanger, sangskriver og bassist i den danske gruppe TÅRN. Med Guldimund har Asger startet et stort soloprojekt, og vi spurgte ham, hvorfor han netop har valgt at udgive sangene på denne måde:

“Det er enormt tilfredsstillende at bære hver enkelt sang frem i sine hænder, og sige: “Se her, sådan lyder den”. Der er jo en temmelig omfattende udgivelse, men jeg ville gerne servere de 17 numre for dem, der måtte være interesserede, i et tempo, som de kunne nå at sluge dem i.”

Albummet er delt op i to akter med en pause i midten, og i sidste uge blev første akt afsluttet med det ottende nummer “Mor”. Det er ikke kun akterne, som Guldimund har fundet inspiration til fra teaterverdenen. Hele albummets opbygning er scenisk, og fra sang til sang er der pludselige skift i både stemning og rum. Produktionerne og temaerne varierer hele albummet igennem, og der er alt fra store orkesterproduktioner til helt rå mobil-demoer. Det bærende og gennemgående element på alle sangene er Guldimunds nærværende vokal, der viser hans evne til at lave billedskabende lyrik frem på bedste vis. Omkring folks modtagelse af det omfattende projekt fortæller Guldimund:

Læs også  Live Camp 2017: Interview med COUSIN

“Jeg synes, at folk heldigvis har taget rigtig godt imod projektet. Jeg har indtryk af, at der da er nogle stykker derude, der nyder musikken, og det er jo virkelig dejligt.”

Udgivelsen indeholder alt fra poppede kærlighedssange, til personlige sange om de emner der er gældende for Guldimunds generation, som angst, lykke og afmagt. Selvom udgivelsen er et soloprojekt for Asger Nordtorp Pedersen, har han en hel hær af kompetente folk bag sig, som har været med til at gøre projektet til virkelighed. Sangene er blevet til i samarbejde med musikere fra Blaue Blume, Bisse, Oh Land, IRAH og Den Fjerde Væg. Omkring samarbejdspartnerne og deres indflydelse på albummet fortæller Guldimund:

“Alle beboerne i “Guldimund-land” er nogle af mine aller bedste venner, som jeg har spillet med i et utal af andre sammenhænge, så det var meget nærliggende, at invitere dem med ombord. De har haft en altafgørende betydning for sounden i projektet. Vi kører en meget jazzet tilgang til spilleriet, hvor jeg har skrevet nogle sange med faste former og akkorder, og der fra er det op til den enkelte musiker, hvad de vil spille. Der er også kun på grund af dem, at det kunne lade sig gøre at indspille 17 sange på fire dage.”

Asger Nordtorp Pedersen har gennem de sidste mange år været med i flere bands, men har nu påtaget sig rollen som frontmand for sit soloprojekt. Til daglig studerer han på Rytmisk Musikkonservatorium i København på Solistlinjen, der er en overbygningsuddannelse på kandidatniveau. Der er stor forskel på at være en del af en konstellation, til at skulle stå frem med sit eget projekt, og vi spurgte Asger, hvordan det har været, at skulle stå på egne ben som Guldimund:

Læs også  FOTOGALLERI: Vores bedste skud fra SMUKFESTs officielle musikdage

“Jeg er heldigvis aldrig helt alene. Jeg har et meget loyalt hold af musikere bag mig og en kæreste, der trofast tager alle mine pressebilleder og hører på mine bekymringer. Det har været en kæmpe befrielse af gå solo og ikke skulle argumentere for min intuition hele tiden. Jeg trives i min fast definerede rolle som bandleder og ser det som et kæmpe privilegium at kunne tage imod gode forslag fra super kompetente musikere, som jeg nærer stor respekt for, og i sidste ende at kunne vælge de løsninger, som jeg synes bedst om. Jeg føler mig sommetider som Daenerys Targaryen fra Game of Thrones. Men altså, først og fremmest går der også ufatteligt meget tid med at lave kontorarbejde. Heldigvis har jeg fået en meget arbejdsom booker.”

 

“Jeg måtte bare træffe nogle hurtige beslutninger og stole på min mavefornemmelse.”

Albummet er en fortælling om at blive voksen, og Guldimund kalder selv udgivelsen for sit “dannelses-album”. Det handler om at turde se sine dæmoner i øjnene og indse, at de er det pure opspind, om at slippe ud af en nostalgisk længsel efter en lykkelig barndom, og om at affinde sig med, at man ikke er herre over kærligheden og livet. Spørgsmålet: “Kan jeg nogensinde elskes, hvis jeg aldrig bliver til noget?”, ligger til grund for mange af numrene, og afspejles i mørket, troløsheden, sortsynet og det kaos som albummet fremstiller. Omkring sangskrivnings-processen fortæller Guldimund:

“Albummet blev til under meget “stream of consciousness”-agtige fohold. Jeg måtte bare træffe nogle hurtige beslutninger og stole på min mavefornemmelse. Men nu har vi spillet sangene en masse gange siden, også en del gange i akustisk duo-format, så vi har opdaget nogle andre kvaliteter i dem. Det er under alle omstændigheder sjovest for os selv, ikke at være bundet op på hvordan det lyder på pladen.”

Alle sangene på udgivelsen har deres helt eget udtryk, og der er elementer fra mange genrer i spil. Det ses også tydeligt, at inspirationen kommer fra nær og fjern, da vi spurgte Guldimund, hvilke kunstnere der har været med til at inspirere hans udtryk:

Læs også  KarriereKanonen-vindere 2017: Interview med single-aktuelle MOODY

“Pyha, ja det er svært at sige nogle konkrete navne. Jeg stjæler vel egentlig med arme og ben fra alt der nogensinde er lavet, som jeg godt kan lide. Alt fra Carl Nielsen til Kendrick Lamar.”

Føljeton-udgivelsen er nu halvt færdig, og den 28. juni udkommer syttende og sidste kapitel med titlen “De Allersidste Sider”. Derefter bliver det muligt at høre hele albummet, og Guldimund har gennemført en helt speciel og utrolig omfattende udgivelse. Vi spurgte derfor ind til fremtidsplanerne for Guldimund:

“Nu har jeg lavet mit “dannelsesalbum”, og jeg føler efterhånden også, at jeg er færdig med at skrive popsange om ungdomskærlighed – selvom jeg da har et par stykker i ærmet endnu. Lige nu er jeg i gang med et større værk for kammerkor og indiebands, og de sange jeg skriver nu, er meget mere abstrakte og statiske. For fem år siden spillede jeg jazzmusik, og i dag laver jeg det her, så jeg aner faktisk ikke, hvordan Guldimund lyder fem år ude i fremtiden. Helt fantastisk kan man jo håbe!”

Den 3. april begynder anden akt, og Guldimund tager hul på sidste del af projektet. “Så er det vel bare det…?” afsluttes med “De Allersidste Sider”, og nye projekter venter for Guldimund. Du kan opleve sangene fra albummet komme til live, når Guldimund giver koncert på Idealbar den 16. marts, og imens kan vi kun vente i spænding på at høre, hvilke historier Guldimund har tænkt sig at dele med os i anden akt af hans debutalbum.