Foto: Grusom/PR
Den 23. juli 2016, High Voltage

De Forbandede

De forbandede
3 Anmeldelse
Anmeldelse
Der er lagt op til en aften i 70’ernes tegn på High Voltage med De Forbandede efterfulgt af Grusom. Første band på programmet er De Forbandede, der har haft et rimelig travlt koncertprogram i år. De har gjort sig bemærket på blandt andet Spot Festival, hvor de spillede efter at være blevet udvalgt af KarriereKanonen og har spillet på en række mindre festivaler i Danmark. Men aftenens koncert foregik altså i High Voltages intime rammer og var en førstegangsoplevelse for mit vedkommende. De Forbandede leverede en solid omgang syret stonerrock som vor mor og far kender den. Personligt følte jeg lidt, jeg var trådt tilbage til en tid, hvor man stadig måtte ryge indenfor, og jeg forventede næsten at se Kim Larsen stå og hænge i baren med en smøg i kæften. Hvis det var den stemning, bandet gik efter, kan jeg kun sige, at de klarede det til UG.

Læs også  J Hus - Pumpehuset

Til gengæld kom jeg hurtigt til at savne lidt variation – måske også fordi jeg ikke er særlig meget til stoner-genren, men omvendt havde De Forbandede lagt nogle fede mellemspil og guitarsoloer ind, lige som jeg syntes, jeg manglede lidt mere tempo. De Forbandede spiller rytmiske, gentagende melodier, og min partner in crime gik så langt som til at sige, at han nærmest fandt dem hypnotiserende – på den gode måde vel og mærke. Det eneste nummer, der rigtig fangede min opmærksomhed var ”Evig Ild”, som jeg også har hørt en del gange efterhånden. Her er til gengæld et fedt nummer, som selv den kræsne lytter vil finde interessant.

Solid er aftenens søgeord. De Forbandede har fat i noget af det bedste fra syrerockens verden, men mangler at finpudse deres personlige udtryk. Hvis man er fan af syret stonerrock i forvejen, så er det næsten stensikkert, at De Forbandede vil imponere. Er man, ligesom mig, til et lidt mere varieret tempo, kan det godt blive temmelig ensformigt i længden.

Grusom

Ja, Grusom behøver efterhånden ikke nogen nærmere introduktion. Hvis man ikke allerede har oplevet dem på et af de danske spillesteder på deres Something is Rotten tour eller på årets Copenhell, har man højst sandsynlig hørt nogle af deres mest populære numre. Grusom har i den grad taget alle med storm med deres blanding af psykedelisk rock og oldschool heavy. Og med god grund. Grusom har præcis den variation i musikken, som jeg manglede hos De Forbandede. Der er både hurtigt og langsomt tempo og et velspillende band, der virkelig fungerede perfekt denne aften. Sidst jeg så Grusom var på Metal Magic, hvor de også spillede en fed koncert, men hvor forsanger Nicolaj Hoffmann Jul trak det store læs, og jeg manglede mere engagement og indlevelse fra bandet. Det fik jeg i den grad på High Voltage. Måske var det den mindre og mere intime scene, der gjorde udslaget, men i hvert fald var der en tilstedeværelse ud over det sædvanlige fra hele bandet, der virkede oplagte og i festhumør. Ikke alene var de til stede på scenen, men nåede langt ud over scenekanten. Det var lige før man kunne frygte at få bandmedlemmerne i hovedet, men på den gode måde naturligvis! Jeg må indrømme, jeg har svært ved at sætte en finger på Grusoms optræden og med en fyldt sal og et engageret og meget ivrigt publikum, kan jeg kun give dem fuldt hus på stjerner. Prikken over i’et kom selvfølgelig også da bandet sluttede af med all time hittet ”Evil”, der altid formår at tage den allerede ophedede stemning endnu et nyk opad.

Læs også  Udengrund - Tomme Pladser

Alt i alt en rigtig fed aften med to talentfulde fynske bands, der i øvrigt er et rigtig godt match. Fyn er ekstra fin i selskab med De Forbandede og Grusom.

 

Anmeldelse