Foto: PR
I denne uge kommer sangeren og sangskriveren Gregory Alan Isakov forbi Danmark for at give koncert i Vega og Atlas. I den forbindelse har vi taget en snak med ham omkring hans musik, hans inspiration og hvad vi kan forvente os af koncerterne.
Specielt kendt for sangene “Big Black Car” og “The Stable Song” er Gregory Alan Isakov en stærk og stilsikker kunstner i indie- og folkgenren. Han debuterede med albummet Rust Colored Stones i 2003, og har siden skrevet sange omkring livet og kærligheden. Med inspiration fra rejser rundt i hele verden, har hans sange en helt speciel, organisk og autentisk lyd. Vi spurgte den sydafrikanske sangskriver, hvordan han ville beskrive sin lyd, til en som aldrig har hørt hans sange før:
 “Jeg har ingen ide… Jeg er før blevet spurgt om det samme, og der svarede jeg “sørgelige sange omkring tid og rum”. Men i det store hele skriver jeg bare sange. Forhåbentlig nogle som tager lytteren et andet sted hen. Det er også en masse blandede elementer fra rock, roots og folk.”
Gregory Alan Isakov har rejst det meste af sit liv. Han voksede op i Johannesburg i Sydafrika, men bor i dag i Colorado i USA. Gregory er en flittigt turnerende musiker, og rejser hele tiden rundt i verden, for at finde inspiration til hans sange. Når han ikke rejser verden rundt, finder han fred og tid til at indspille sine sange, på sin lille afsides ranch i Colorado. Musikken og sangskrivningen har altid været en stor del af Gregorys liv siden han var helt lille.
“Jeg har altid skrevet sange, lige siden at jeg var et lille barn. Jeg tror, at første gang jeg startede med at gøre det mere seriøst var i highschool. Der sad jeg hele tiden og skrev sange nede i mine forældres kælder.”
Gregory har siden sin debut udgivet samlet seks albums. På alle udgivelserne har der været besøg af strygere i det folkede univers, men Gregory har indtil videre holdt sig til guitaren som det bærende element i de fleste sange. Sangene kommer fra hjertet, og har en drømmende og stor lyd med Gregorys smukke og klare vokal som midtpunkt. Historierne er altid smukt fortalt, og da vi spurgte Gregory hvordan hans sange blive til, fortalte han:
“Sangskrivning er en speciel process for mig. Jeg skriver på en måde fra et drømmeland. Et sted hvor historierne ofte udspiller sig uforudsigeligt, og det kan godt tage rigtig lang tid at skrive en sang færdig. Hvis jeg stadig føler noget specielt omkring sangen, efter at den er færdig, så beholder jeg den. Hvis ikke, så dropper jeg den.”
Selvom den sydafrikanske sangskrivers univers læner sig meget op ad navne som The Tallest Man on Earth og Damien Rice, så er han ikke i tvivl om, hvem hans store forbillede er, da vi spurgte ind til hans inspirationskilder:
“Jeg elsker Leonard Cohen! Han har en måde at skrive sange på, som virkelig tager mig et helt andet sted hen. Han er en mester til det.”
På de foregående plader har instrumenteringen været meget sparsom, og guitaren og vokalen har fungeret som lydens hovedsøjler. Med udgivelsen af albummet Gregory Alan Isakov with the Colorado Symphony fra 2016 har sangskriveren dog taget nogle chancer og rykket sin lyd. På den nyeste plade er de personlige og fine folk-numre akkompagneret af smukke og fyldige orkester-arrangementer. Med både blæsere og strygere fra Colorado Symphony viser Gregory, at han tør udfordre genren, og at han også mestrer de storladne arrangementer.
“Det var noget helt andet at arbejde med et helt orkester. Det var en kæmpe forandring. De album som jeg har lavet tidligere, har jeg været meget alene omkring, og det har bare været mig og studiet. Men dette album føles meget mere som et samarbejde. Der har været så mange mennesker inde over den her plade.”
Rejser har altid været en stor del af Gregorys liv, også i hans musikalske karriere i form af koncerter og turnéer. Rejsernes indflydelse høres tydeligt i sangerens lyd,  og han er kendt for sine nærværende og intime koncerter. Vi spurgte derfor, hvad der er det vigtigste for Gregory, når han giver koncert:
“Det er et godt show, hvis hele rummet bliver fortabt i musikken. Hvis jeg kan mærke, at alle på en måde mister fornemmelsen af tid og sted, så er det den bedste følelse i hele verden. Jeg håber, at folk føler sig inspirerede, også til at lave ting selv. Lave deres egen musik. Lave deres egen kunst. Det er meget vigtigt for mig.”
Med sidste års udgivelse i bagagen er Gregory draget ud på en længere verdensturné, hvor han nu er nået til Europa. I denne uge besøger han Danmark for at give koncerter i Vega i København og Atlas i Aarhus, og derfor spurgte vi, hvad det danske publikum kan glæde sig til:
“Jeg glæder mig enormt meget til at komme tilbage til Danmark. Denne gang har jeg et fuldt band med, og det er første gang vi laver en tour sammen, så det bliver sjovt!”
Så Gregory Alan Isakov optræde med sangen “Liars” sammen med The Colorado Symphony::

Læs også  Opsamling: 2017's foreløbige koncertanmeldelser