Foto: PR

Der er godt nyt til vinylentusiasterne, for den 28. april 2017 åbner en spritny pladeforretning i København, som skal hedde ‘Sound’. Til åbningen vil der være live-musik med The Rumour Said Fire.

Salget af vinyler er steget markant i de seneste år, det viser tal fra IFPI (musikselskabernes brancheorganisation). I England overhalede vinylsalget ovenikøbet antallet af album-downloads, og 2016 blev året med flest solgte vinylplader siden 1991. Salget nåede 3,2 millioner enheder – en vækst på hele 53 % i forhold til foregående år, og briterne er især glade for den afdøde legende David Bowies sidste mesterværk, Black Star.

I Danmark er vinylsalget steget med 500 % på de seneste fem år, og efter Fonas lukning har det været sværere at få fingrene i det efterspurgte LP- og CD-format. Det vil familien bag Danmarks største multimedie-antikvariat, Accord, nu lave om på, og det gør de ved at åbne en splinterny pladeforretning, Sound, der kommer til at ligge i Fiolstræde 26. Udvalget bliver primært nye vinylplader i forskellige genrer, både nye udgivelser og genoptryk. Sound kommer desuden til at have de nyeste udgivelser på CD, plakater, pladespillere og Hi-Fi. Butikken vil føre ca. 3000 titler, og hvis man har et specifikt ønske, kan udgivelsen bestilles hjem.

Læs også  King Gizzard & the Lizard Wizard deler "Crumbling Castle" forud for fjerde albumudgivelse i 2017

Sound holder åbningsfest fredag den 28. april fra 15-19 med live musik af The Rumour Said Fire. DjNoize vil mixe og scratche så det batter, og der vil være gode åbningstilbud, fredagsøl og forårstemning i den charmerende butik.