Foto: Magnus Andersen

Islændingene i gruppen Fufanu beskriver deres musik som fremtidsrock for intelligente mennesker. De har netop udgivet deres andet album Sports og har tidligere arbejdet sammen med Damon Albarn. Vi mødte dem på den norske festival for upcoming musik by:Larm, og det blev til en snak om den islandske musikscene, om at udvikle sin lyd og sit band, og en smule om ping-pong.

Jeg møder Fufanu på deres hotel i centrum af Oslo. Vi sætter os i kælderen, hvor der er en lounge med et enormt ping-pong bord. Gruppen kommer lige fra pladebutikken, men har ikke gjort nogle køb, og virker ikke til at være interesserede i at snakke om hvorfor ikke. De virker i det hele taget en smule distancerede og trætte. Jeg ved, at de har spillet en koncert aftenen forinden og mistænker dem for at være en smule medtagne efter gårsdagens udskejelser.

Det er tydeligt, at det er frontmanden Kaktus Einarsson, der er hovedmotoren i projektet. Det er ham, der fører ordet i næsten alle spørgsmål. De andre medlemmer kommer indimellem med små tilføjelser og kommentarer. På trods af deres endnu upcoming status, startede grundlaget for Fufanu for næsten et årti siden i 2008, fortæller Kaktus:

”Mig og Gulli (Einarsson, guitarist i Fufanu, red.) mødtes i skolen og delte en interesse for elektronisk musik. Det udviklede sig, og i 2013 skubbede vi mere til grænserne og eksperimenterede mere, og så skete dette nye soundscape. Denne lyd har udviklet sig siden 2013.”

Denne lyd, som Kaktus henviser til, bliver ofte beskrevet som postpunk-inspireret: ”Jeg synes ikke, vi er et postpunk-band,” fastslår Kaktus dog: ”Det er lidt fjollet at alle kalder os det. Hvis det gør folk bedre tilpas, så er det fint, men for mig er vi noget andet. Især efter at jeg så denne plakat i en butik, hvor der stod ”Postpunk’s not dead”. Det kunne jeg bare overhovedet ikke relatere Fufanu til. Jeg ville sige, at vi er mere…”
”…et musikband”, skyder Gulli ind.

Læs også  Gundelach og ARY udgiver ny single

Mellem undergrund og mainstream

”Forsvaret har lige vundet 11-9,” fortæller bassisten Einar, efter at have taget en ping-pong pause, da jeg nævner navnet Damon Albarn. Et navn, de åbenbart, og måske forståeligt nok, er godt trætte af at snakke om. Men netop samarbejdet med Albarn er et godt eksempel på, hvordan bandet befinder sig i et mellemrum mellem undergrunden og mainstream, i hvert fald i Island:

”Vi er ikke så undergrund for undergrundspublikummet, og vi er ikke mainstream nok til mainstreampublikummet. Vi er imellem de to. Vi får nogen lyttere fra undergrunden, og nogen fra mainstreamen. Vi spiller ikke de her hustle-gigs hver uge i Island, bare for at prøve at gøre et navn ud af os selv, vi er på et andet niveau end det. Men vi er heller ikke i entertainment-industrien.”

Samtidig er Island ikke stort nok for Fufanu, som har et godt tag på det udenlandske publikum, heriblandt Damon Albarn, som er en loyal fan:

Læs også  Ugens Upcoming: mono mono

”Jeg tror omkring 10%, måske mindre, af de koncerter, vi spiller, er i Island. Alle de andre er i udlandet,” siger Kaktus og fortsætter: ”Det er anderledes at spille for folk, man kender. Det er forskellen. Det er nok det sjoveste ved at spille i udlandet, for når du spiller i Island, spiller du altid for de samme mennesker, som er dine venner, og som også er i bands. Hvis du spiller hver uge på den samme bar, får du ikke et nyt publikum, og publikum bliver trætte af en,” fortsætter Gulli.

I et land så småt som Island, kunne man hurtigt gå ud fra, at man som kunstner ville være nødsaget til at søge uden for landets grænser, især i en verden, hvor publikum over hele kloden er begyndt at kigge mod USA og England for at finde musik, i stedet for at kigge i lokalområdet. Dette er dog ikke tilfældet, lærer jeg:

”Ikke hvis man går mainstream. Så kan man spille masser af jobs på skoler og sådan noget. Det er, hvad man lever af i mainstreamindustrien. Jeg tror topkunstnerne i Island alle sammen er islandske.”

Musikere som atleter

Fufanus seneste album udkom i februar i år og bærer titlen Sports.

”For nylig gik det op for os, at vi som musikere er atleter. Vi prøver altid at blive bedre. Vi træner, ligesom sportsudøvere. Vi spiller koncerter, de deltager i konkurrencer. Vi konkurrerer også med os selv hele tiden,” siger Kaktus. ”Men det gode ved det er, at vi ikke konkurrerer med andre, som sportsudøvere gør,” fortsætter trommeslager Erling Bang: ”Vi vil bare være bedre versioner af os selv, og spille bedre koncerter.”

Albummet er navngivet efter åbningsnummeret og førstesinglen, som giver en noget mere positiv vibe, end nogle af bandets tidligere sange.

Læs også  Scarlet Pleasure overrasker med ny EP

Det er andre omstændigheder nu og en anden tid,” siger Kaktus, og fortsætter: ”På det første album boede jeg alene i London og skrev de fleste af teksterne der. Det var en interessant tid. Jeg tænkte meget på det at være alene. Men jeg tror måske bare at den periode er forbi. Vi har lavet et melankolsk album og et med gladere følelser.”

Der er en organisk og instinktiv fornemmelse over den måde, Fufanu besvarer mine spørgsmål. Der er ikke tænkt over, om musikken kan nå ud til flere på den ene eller den anden måde, og intet er forceret. Bandet slutter af med et råd til andre kunstnere, som indfanger denne måde at skabe musik på:

Lad være med at bullshitte. Det er det værste, man kan gøre i musik. Når man prøver på at være noget. Man kan høre, hvis nogen laver pop og er virkelig ærlige, at det er det, de vil lave. Bare vær ærlig.”