Foto: First Hate // Magnus Bach

Den københavnske festival Frost Festival offentliggør i dag alle navnene til deres minifestival, Vinterfinale, med First Hate og Blaue Blume som hovednavne. (Næsten) alle navnene er nogle, vi før har haft fokus på her på redaktionen. Læs mere om dem her.  

I slutningen af november offentliggjorde Frost Festival deres første fem navne, heriblandt Turbolens, Ellis May, Excelsior og Alice Phoebe Lou, og nu offentliggør de også otte navne til deres minifestival, Vinterfinale.
Den foregår fredag den 23. og lørdag den 24. februar 2018, og markerer et sidste farvel til vinteren og et goddag til foråret og den kommende sommer. Vinterfinale kommer til at blive det mest omfattende arrangement i Frost Festivals historie.

Festivalen, der næste år løber af stablen for ottende gang, har igen fokus på både lyd, lys og sted, og derfor kommer den til både at foregå udenfor og indenfor i to opvarmede haller ved Kabelhallerne. Udendørs vil området blive oplyst af et helt særligt lysdesign, der indhylder mørket til et Miami Vice-lignende lys. I samme område kan gæsterne afprøve vinterbadeaktiviteter og sauna, mens de oplever den forrygende udsigt fra Refshaleøen.

“Frost oplevede med vinterbadearrangementet “Ilddåb” i 2017 en stor interesse for
vinterbadning. Her prøvede flere hundrede at hoppe i den iskolde havn, mens mange flere gik
forgæves. Frost vil gerne fremhæve vinterens unikke muligheder, og vi er glade for, med
Vinterfinale, at give endnu flere mulighed for at prøve at vinterbade, gå i sauna og vildmarkskar
på havnekanten og danse den sidste varme ind i kroppen til et sublimt koncertprogram,” siger
Mikael Pass, Festivaldirektør for Frost Festival.

Musikdelen kommer til at udspille sig indendøre, og First Hate og Blaue Blume er som sagt blevet annonceret som hovednavne. Sådan her ser programmet ud:

Fredag den 23. februar

First Hate

I hvilken sammenhæng skrev vi om dem:
Vi skrev en anmeldelse af deres album A Prayer For The Unemployed.

Hvad skrev vi:
“Den københavnske duo First Hate har altid haft en sær tendens til at stille det nuttede side om side med det kulsorte. Siden deres selvbetitlede debut EP i 2014 har duoen taget undergrundsscenen med storm, med rod i Mayhem-miljøet. Forventningerne er, efter to glimrende EP’er med majestætisk elektonisk pop, derfor ganske høje, ved udgivelsen af det længeventede debutalbum.” 

Hvad skal du ellers vide om dem:
På deres facebook-side står der om bandet følgende: “snake rythms from copenhagen”

Franske Piger 

Læs også  PREMIERE: J. Bruno ønsker dig et godt nytår

I hvilken sammenhæng skrev vi om dem:
I starten af november måned i år gav de koncert på Loppen. Den var vores anmelder rigtig glad for.

Hvad skrev vi:
”Franske Piger indfangede Loppen med deres enorme, drømmende guitarpop, der udvidede indspilningerne med trancerende arrangementer og fantastisk live-lyd.”

Hvad skal du ellers vide om dem:
Bandet er en del af det musikalske kollektiv Vellness Plader, som også Sjæl I Flammer og Anders Boserup er en del af.

Waldo & Marsha 

I hvilken sammenhæng skrev vi om dem:
Waldo & Marsha var meget aktive for et par år siden, og i 2014 og ´15 skrev vi flere artikler om deres singleudgivelser og nogle koncerter.
I mellem den tid og nu har de holdt et par års pause, men de er nu tilbage igen, for at give os mere af deres lækre, bløde, shoegaze-musik.
I sidste uge skrev vi om deres dobbeltkoncert med Louis Rustum på Sigurdsgade, og vi er rigtig glade for, at gruppen for alvor er tilbage på den danske musikscene

Hvad skrev vi:
”Den anden halvdel af listen over acts denne aften på Nørrebro i København byder på Waldo & Marsha. Deres musik er shoegaze-agtig med masser af Beach Boys-noter, og har dermed også en lækker sommervibe over sig. […] Vi håber, at Waldo & Marsha snart udgiver noget nyt, for deres svævende og psykedeliske indie-rock er stadig super aktuel. Denne torsdag lægger de med Louis Rustum op til en aften i særklasse.”

Hvad skal du ellers vide om dem:
Bandet var særligt produktive, da de udgav deres album Zoo i 2013 og EP’en In It To Win It i 2015.
Bandet består af seks medlemmer, som selv står for alle optagelser og indspilninger i deres eget studie i København.

Læs også  PREMIERE: Bad Birthday udgiver psykedelisk musikvideo

Hør deres helt nye single fra sidste fredag her:

IDER

I hvilken sammenhæng skrev vi om dem:
Vi har faktisk ikke skrevet om IDER før, men her er hvad du skal vide om dem:

Duoens drømmende synhtpop minder lidt om danske CHINAHs. De kommer fra London og er i øjeblikket på tour med Oh Wonder som ét af to opvarmningsacts. De skal desuden spille til Eurosonic Festival næste år.
I løbet af de sidste to år har de været produktive med både singleudgivelser, en enkelt EP og en oldschool-produceret musikvideo.
Se den her:

Lørdag den 24. februar

Blaue Blume

I hvilken sammenhæng skrev vi om dem:
Vi skrev en anmeldelse af deres EP Sobs.

Hvad skrev vi:
“EP’en er mindre art rock-præget end Syzygy med det resultat, at hvert enkelt nummer får lov til at udvikle sin helt egen identitet uden at flyde sammen i et større sonisk lydbillede. Det er på én måde mindre drømmende end tidligere, hvilket ellers har været et af bandets helt store trumfkort, men det er samtidig også mere personligt og nærværende. Følelsen af, at det er Blaue Blume, der er i kontrol over musikken og ikke omvendt er i høj grad til stede, og det er på sin vis enormt forfriskende.”

Hvad skal du ellers vide om dem:
De afslutter deres turné i morgen på Gimle i Roskilde, efter at de i aften skal et smut til Bornholm og optræde. De er således brændvarme og i storform, når de optræder til minifestivalen.

Fribytterdrømme

I hvilken sammenhæng skrev vi om dem:
Vi skrev en anmeldelse af deres koncert i Lille VEGA.

Hvad skrev vi:
“De syv drenge skruede langsomt mere og mere op for tråden på scenen, og breakede den stigende stemning med deres 20 minutter lang sjæler “Fribytterdrømmen”. Et fantastisk nummer der bragte tempoet lidt ned, på et tidspunkt hvor der var fare for at Lille Vega ville eksplodere. Efter det 20. minut i “Fribytterdrømmen”, med lækre lange soloer og et siddende publikum, skruede Fribytterdrømme atter op for den psykedeliske rock og sluttede koncerten af med et brag.”

Hvad skal du ellers vide om dem:
Bandet udgav deres (super)album Superego i april i år.
Desuden er deres navn hentet fra en Tom Kristensen digsamling af samme navn fra 1920.

Læs også  Arcade Fire og 11 andre navne til Haven Festival 2018

The Love Coffin

I hvilken sammenhæng skrev vi om dem:
Vi havde dem som vores ‘Ugens Upcoming’

Hvad skrev vi – eller i dette tilfælde, hvad sagde de selv (om deres lyd):
“Den er skramlet, rå, til tider støjet, manisk og teatralsk. Dog gemmer der sig, bag det destruktive, et detaljeret melodisk og skrøbeligt indre. Det er en konceptløs godtepose med klistrede lydflader. Ild, lyserøde skyer, imiteret slangeskind.”

Hvad skal du ellers vide om dem:
Fun fact: The Love Coffin er signet på et pladeselskab, der hedder Flammekaster Records.

Luster

I hvilken sammenhæng skrev vi om dem:
Vi skrev en anmeldelse af deres koncert på Stengade.

Hvad skrev vi:
“Rummets opmærksomhed er rettet mod Haubjerg forrest på scenen, og da Luster går i gang, går de altså i gang for alvor. Tempoet er fra starten upbeat, guitaren’s distortion synes kun at kunne kontrolleres af Batz, der heldigvis er manden med instrumentet på sig, og Haubjerg’s uimodståelige stemme synes at flyde ud over salen og hypnotisere de fremmødte på Stengade. Selve rummet føles elektrisk, nogle har grupperet sig med drikkevarer, andre er allerede begyndt at danse, og midtfor scenen står flere blot og lytter, stirrer mod de omskiftelige spotlights over Luster.”

Hvad skal du ellers vide om dem:
På bandets facebook-side beskrives deres genre som “raw pop – jangle dream”.