07 nov Fred again… afsløres som første hovednavn til SYD FOR SOLEN
Foto: Fred again… // PR (pressebillede)
Festivalen SYD FOR SOLEN, afslørede for nylig datoen for deres 2024 event, der vil finde sted den 8., 9. og 10. august i det naturskønne Valbyparken. I dag løftes sløret for den første af tre internationale sværvægtere, der vil headline festivalen til sommeren.
Den britiske artist, Fred again.., vil være hovednavnet torsdag den 8. august. Med en dominerende position på den globale musikscene og en fornyelse af den elektroniske genre, lover Fred again.. en energifyldt dag på festivalen. Med over 14 millioner månedlige lyttere på Spotify og en succesfuld Europa-turné tidligere på året, er hans indflydelse uomtvistelig.
Fra at have skrevet sange for topnavne som Ed Sheeran, Burna Boy, Stormzy og BTS til at blive den yngste nogensinde “Producer of The Year” ved Brit Awards i 2019, har Fred again.. cementeret sin plads i musikhistorien. Med tre soloalbums siden 2021 og samarbejder med internationale superstjerner som Skrillex, FKA Twigs, og Jamie XX, er han et must-see på årets festival.
– ”Fred again.. skaber koncertoplevelser med den kvalitetsmæssige tyngde, som der skal til for at være øverst på plakaten til SYD FOR SOLEN. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi har en særlig kærlighed til den elektroniske musik, og det har vi lært, at festivalens publikum også har. Sidste år dedikerede vi en hel dags line-up til at skabe den perfekte sommerfest, og det gør vi også i 2024.. Det bliver en kæmpe euforisk fest, og den helt rigtige start på SYD FOR SOLEN 2024,” forklarer programansvarlig Xenia Grigat.
SYD FOR SOLEN byder på tre dage med internationale headlinere og et imponerende line-up med både danske og udenlandske talenter. For første gang tilbydes muligheden for at købe billetter til to eller tre dage med mængderabat, udover de enkelt-dags billetter. Enkeltdagsbilletter koster 800,- DKK, mens to valgfri dage koster 1.450,- DKK og en partoutbillet til alle tre dage kan fås for 2.100,- DKK.
Billetsalget starter den 21. november kl. 12.00 via Billetlugen.