Foto: PR
Udgivelsesdato: den 20. januar
Label:Kobalt Label Services

Frank Carter & The Rattlesnakes – Modern Ruin
4 Anmeldelse
Anmeldelse

Go’, gedigen primal junglepumpende punkrock der flyder i en lind strøm mellem den klassiske lettilgængelige og den mere hardcore nerve.

Af en eller anden grund følte jeg, at jeg burde kende Frank Carter & The Rattlesnakes, da jeg satte mig for at lytte til deres nyeste plade. Navnet har en mærkværdig aura af ’kendthed’ over sig, har den ikke? Da jeg fortalte én af mine venner, at jeg havde fået til opgave at anmelde Frank Carter & The Rattlesnakes, var hendes reaktion også, at hun da vist godt havde hørt om dem.

Hvorom alting er, så sidder jeg nu med overbevisningen om, at det engelske band et tilfredsstillende bekendtskab at have gjort sig. I 2014 udgav hans klapperslanger og Hr. Carter selv deres debutplade Blossom, men forinden, op gennem 00’erne, har frontmanden nydt en produktiv karriere både i det hardcore punkband Gallows og senere i det mere alternative ensemble Pure Love. Lyden på Modern Ruin lader til at være en kombination af de to lejre. Der er masser af røvsparkende punkrock, men også plads, for det fire mand højde band, til lejlighedsvist at vise deres mere følsomme, melodiske side. Tænk Foo Fighters, der fik et intravenøst skud Black Flag. Hvad end de er grove, bløde eller begge dele, så lyder Frank Carter & The Rattlesnakes overbevisende.

Læs også  Lowly - Brønshøj Vandtårn

Pladen åbner med en kort stilfærdig sang, der fungerer som stilhed før den storm, der skal til at udfolde sig over lytterens hjemlige landskab. Fra og med det paradoksalt betitlede nummer ”Lullaby” er der dømt gedigen punkrock med masser af kød og mørk øl. Hele bandet er tight-spillende og lyder, som de skal. Guitaren er fuzzede, vokalen er velfungerende (både i clean tilstand og når der lejlighedsvis growles), og særligt rytmesektionen får lov at brillere med jungletromme-grooves, der både holder takten stramt som en metronom, men også tilføjer en tilpas mængde legesyghed og cool små detaljer. Det gør, at de ellers lettere klassiske rockskæringer ikke kommer til at lyde alt for generiske. Jo mere jeg tænker over det, jo mere føler jeg, at trommeslageren er denne plades besungne helt! Produktionen lader nogle gange til at favorisere bassen, hvor lidt mere mellemtone og treble havde klædt lydbilledet. Dette er ikke et alvorligt kritikpunkt, men det er alligevel værd at nævne.

Frank Carters sang er som sagt god, men den har ikke det helt store særpræg over sig, udover når den giver sig selv lov til at gå linen ud, hvad angår primale skrig om kærlighed, gift og eksplosioner. Selvom bandet aldrig fremstår utroværdige eller uengagerede, så brænder de mest igennem, når de lige tør gå lidt mere ”punk” på lytteren og lyde en smule mere ligeglade. Dette er tilfældet på blandt andet det rastløse moodswings-agtige titelnummer og på den fuldemandsslaskede ”Acid Veins”, hvor der kun lige akkurat holdes sammen på rytme og sang, hvilket kun tilføjer til dens overbevisende udtryk af ungdommelig rock, der vil bevise sit værd.

Læs også  King Krule - The OOZ

Apropos at bevise sit værd, så kunne jeg i løbet af lytteoplevelsen ikke lade være med at forestille mig Frank Carter & The Rattlesnakes som open-mic nattens bedste band på en tilfældig London pub; de lyder som om, de vil overbevise deres publikum, hvilket også generelt lykkedes. De giver gentagende gange plads til at lege lidt med breaks, intro/outro-stykker og skiftende stemninger. Det lyder ikke som om, de spiller punk for punkens skyld eller har lyst til at tage den nemme vej – der er mere umage i lyden end som så.

Læs også  King Krule - The OOZ

Flowet i sangene på Modern Ruin er en kende off, forstået på den måde at der oftest gøres meget ud af, at sangene skal slutte af på en passende afrundende måde, dog uden at der gøres meget ud af at starte dem op. Det resulterer i, at sangene bare brager afsted fra start af, én efter én, og når dette er tilfældet på de fleste af pladens 12 numre, kan det hele godt lyde en smule tilfældigt sammensat. Jeg ved godt, at det er en punkrock plade, men der kunne godt kæles mere for et bedre flow, når det lyder som om, at bandet netop er interesseret i at skabe et mere fuldendt lydbillede end som så.

Der er ikke meget andet at sige om Frank Carter & The Rattlesnakes andet pladeudspil. Det er lyden af et engelsk rockband, der ved, hvornår de skal levere skrålepunk, ved hvornår de bør skrue lidt ned igen, og ved, hvordan man forener de to lejre. Sangrækkefølgen lyder lidt tilfældig, og lyden er lidt for rund og basdomineret til tider, men det blokerer ikke for en giftig tur i slangeburet.

Anmeldelse