Foto: M Yasmin

Hør første udspil fra sangerinden Katrine Stochholm, der udgiver sit debutalbum som soloartist senere i år. 

Katrine Stochholm er ikke ny i musikken. Hun har tidligere udgivet tre album som stifter, komponist, pianist, tekstforfatter og korsanger for bandet Under Byen og ét minialbum med duoen Islets of Dust. Men for første gang skal hun nu udgive som soloartist med albummet Danser Til Radio, der udkommer på det aarhusianske label Sound of Perpetual Astonishment (SOPA). I morgen udkommer den første single “En Dejlig Aften, Stille Sølvklart Vandet”, men du kan allerede nu få et lyt nederst i denne artikel.

Læs også  Modest - Roskilde Festival 2017

Albummet er produceret i samarbejde med Jonas Tranberg (Asbjørn, Lydmor, Efterklang), der bidrager med energifyldte, futuristiske programmeringer og beats. Udover Jonas Tranberg har Katrine Stochholm også fået hjælp af en anden herre. Der er her tale om den prominente digter Emil Aarestrup fra 1800-tallet, der har leveret tekster til nogle af sangene, som det også er tilfældet med “En Dejlig Aften, Stille Sølvklart Vandet”.

Læs også  Odd Couple - Roskilde Festival 2017

Om singlen fortæller hun selv:

“For tre år siden stod jeg en mørk vinteraften i studiet i indspilningsrummet og indsang det her nummer, mens Jonas sad inde ved pulten og livetrackede et trommespor fra sin vintagerytmebox. Den her sang er min trøstesang til den mørke og smukke vintertid. En længsels- og hyldestsang til midsommeren og ungdommeligheden, med en tekst jeg ikke selv har skrevet, men ærbødigst lånt fra en højt skattet og forlængst afdød digter. En universel tekst om at befinde sig i naturen men en man elsker”. 

På albummet medvirker også dybe strygekvartetter, en kalimbaoktet, vintage elorgeler, pygmæsang, junglerytmer og flere gæsteoptrædende kunstnere. Musikken er dansksproget, skævt dansabel avantgardepop, og Katrine Stochholm synger med en sjælden nerve og inderlighed, mens hun bærer fantasien, rytmikken og poeisen ind i en ny æra af skandinavisk popmusik.

Læs også  ARY - Roskilde Festival 2017

Lyt til den smukke single her: