Foto: Siona Johnson

Den dansk/norske elektroniske trio Audio District udgiver i morgen, fredag, deres helt nye single “Harbour” på det tyske pladeselskab One of Us Records. Singlen er festlig, sommerglad og dejlig houset, og allerede nu kan du høre den lige her.  

Audio District er en dansk og norsk trio med base i København, som sammen laver synthesizer-baseret electronica med stor fokus på drumpads og insisterende keyboardrytmer.
De har i år været en af de 12 udvalgte acts på KarriereKanonen, og interessen for gruppen er til at forstå.
Deres musik indeholder det bedste fra to verdener: Man får både en fornemmelse af at stå på en mørk klub midt om natten, samtidig med at ligge på en grøn sommereng under en helt blå himmel.

Læs også  Rhye annoncerer nyt album og udgiver singlen "Count To Five"

“Harbour” indeholder også de stemninger, som kan høres i kombinationen af de dybe, housede beats og brede akkordklange sammen med de spacy synthlyde og forsangerens hæse vokal.
Noget der er særligt værd at lægge mærke til ved dette track er er dets forskellige opbygninger og dynamikvariationer. Det høres især i slutningen af nummeret, hvor beatet kommer ind på 2-slaget op til sidste omkvæd og skaber en helt ny, overraskende effekt.
Gruppen udtaler selv om nummeret at det er en “forførende sang om intense øjeblikke, som kan opstå mellem to mennesker”.

“Harbour” udkommer som sagt i morgen, og singlen vil desuden blive fulgt op af en 4-track EP + remix, som udkommer via samme selskab senere på efteråret.
Derudover har gruppen lavet en akustisk version af “Harbour”, som du kan presave via dette link.

Hør “Harbour” og få din lillefredag på her:

Læs også  Weekendens Essentielle Udgivelser // Uge 49