Foto: Magnus Bach
Label: Escho
Udgivelsesdato: den 12. maj 2017

Den ellers ambitiøse duos første album er lidt for nuttet, og kører i samme rille meget af vejen. Forventningerne var en del højere end dette.

First Hate - A Prayer For The Unemployed
2 Anmeldelse
Anmeldelse

Den københavnske duo First Hate har altid haft en sær tendens til at stille det nuttede side om side med det kulsorte. Siden deres selvbetitlede debut EP i 2014 har duoen taget undergrundsscenen med storm, med rod i Mayhem-miljøet. Forventningerne er, efter to glimrende EP’er med majestætisk elektonisk pop, derfor ganske høje, ved udgivelsen af det længeventede debutalbum.

A Prayer For The Unemployed kammer nuttetheden totalt overfor duoen. Det kom allerede til syne på andensinglen ”The One”, som mest af alt lyder som en efterligning af New Orders ”Your Silent Face”, med dets luftige fornemmelse og melodika-riffs. Uden nogen form for umiddelbar ironi, sætter forsanger Anton Falck hen mod slutningen gang i en rimelig corny spokenword passage: ”Life is not always about keeping your promises. Life is about following your heart. Follow your heart.” Linjer, der er så drivende sentimentale, at de virkelig skal leveres på den rigtige musikalske baggrund. Men i lyduniversets flade, lidt for amatørklingende sing-along fornemmelse, falder ordene totalt til jorden.

Det er desværre en tendens der går igen på hele albummet. First Hate har tidligere præsteret velskrevet pop med et interessant sound, der har bragt 80’er-nostalgien til en ny generation, med numre som ”Girls In The Club” og ”White Heron”. På A Prayer For The Unemployed er kæden desværre hoppet lidt af. Det 13 numre lange album (heraf tre såkaldte interludes af kortere længde), er ikke stærkt nok til at fastholde lytterens interesse. Numrene kører i samme dovne, overromantiske gear, og det er som om der hverken er højde- eller lavpunkter.

Hvis man alligevel skulle fremhæve noget, ville det være åbningsnummeret ”Bullets of Dust”, der med oprigtig sørgmodighed og længsel sætter det hele i gang, og titelnummeret, der med sit vuggende groove fremkalder billeder af et det hengivne festivalpublikum, som bandet kommer til at spille for på dette års Roskilde Festival.

Henover albummets spilletid melder sig et spørgsmål: er den overdrevne cute-factor egentlig maskeret kynisme? På trods af de talte passager om at følge sit hjerte og what not, er det overvejende tema i teksterne ensomhed, og ulykkelig kærlighed. Dertil kommer forsangerens udtalelse i pressemeddelelsen: ”this album is a message of love, but if you think love can conquer all, try and give a kiss to a rattlesnake”. Lad jer ikke narre af den falske tryghed musikken kan lulle dig ind i. Den ægte fare lurer i den virkelige verden, og her kan kærligheden ikke hjælpe dig.

Hvis albummet skal forstås på denne måde, spænder First Hate ben for sig selv, med deres glitrende candyfloss-sky af et album, som gør det hele lige præcis så vammelt, at man må tage vammelheden for gode varer. På en måde er det modigt, at lave et album omkring nuttetheden som koncept, når man færdes i et musikmiljø der dyrker mørket. Måske First Hate var sluppet bedre fra at lave endnu en EP i stedet, så konceptet ikke blev strakt så tyndt.

Anmeldelse