Foto: Emma Tillman
Label: Bella Union/PIAS
Udgivelsesdato: den 7. april 2017

Father John Misty vender det moderne samfund, Gud, sig selv, og hvad der ellers falder ham ind, på sit mest ambitiøse album til dato.

 

Father John Misty - Pure Comedy
5 Anmeldelse
Anmeldelse

Der er gået to år siden, at den tidligere Fleet Foxes trommeslager Josh Tillman udgav I Love You, Honeybear under navnet Father John Misty. En meget personlig, konceptuel indieperle, der tog fat i kærlighed og isolation, men samtidig uddelte lussinger til den moderne middelklasses overdramatiserede opfattelse af personlige problemer på sange som “Bored In The USA”.

Siden da har Tillman via liveshows og interviews skabt en person, der oser både af sex og karisma, men som samtidig gør sit for at udbrede sit apokalyptiske syn på det moderne samfund, samt menneskets uundgåelige forfald. På Pure Comedy har Tillman lagt den første og mere kommercielt tilgængelige udgivelse bag sig, og har derimod skabt et 74 minutter langt album, der sjældent indeholder mere end akustisk guitar, piano, sporadiske strygere og Tillmans vokal, der vender, analyserer og kommenterer på klimaforandringer, underholdningsindustrien, religion etc.

Foruden “Smoochie”, der på fin vis fortæller om, hvordan hans kone hjælper ham, når han er deprimeret, er der ikke så meget som et enkelt videre opløftende nummer at finde på Pure Comedy. Tillman har aldrig været bleg for at give sit besyv med på verdenssituationen, men her vælger han alligevel at tage skridtet videre. Et skridt, der meget vel kan distancere ham fra en del af den faste fanskare, men som samtidig lader ham indtage en meget vigtigere rolle, som en af de få lyrikere der er i stand til nøgternt at iagttage og forstå den rivende udvikling, der foregår på alle fronter af det moderne samfund.

Læs også  St. Vincent - MASSEDUCTION

Mest ambitiøs og modig bliver Tillman på den 13 minutter lange “Leaving L.A.”, der udelukkende består af akustisk guitar, enkelte strygere og vokal. En enetale, der først langer ud efter Los Angeles, men som bliver vendt 180 grader og hurtigt bliver en selvransagelse af Tillmans liv og psyke. Det er her, når han er absolut mest sårbar, at han synes stærkest. For mens det er mere end blot betagende og skræmmende at høre Tillmans syn på hvor klimaforandringerne føre os hen på den dystopiske “Things That Would Have Been Helpful to Know Before the Revolution”, kulturens fordærv i det moderne Amerika på “The Memo” og ikke mindst religion og politik på “Two Wildly Different Perspectives” og “When The God of Love Returns There’ll Be Hell to Pay”, så er det altid vigtigt at forholde sig kildekritisk og forstå, hvor disse ord kommer fra. Netop dette får man chancen for, når Tillman vender blikket indad og gør op med sin egen historie, person og menneskelighed omend det er med risiko for, at miste folk undervejs. Som han synger på “Leaving LA”:

Læs også  King Krule - The OOZ

“Some 10-verse chorus-less diatribe plays as they all jump ship, “I used to like this guy, this new shit really kinda makes me wanna die””

Lyder det en anelse tungt? Det er det. Og det samme er Pure Comedy. Det er i store træk ikke at album, du sætter dig med for at nyde instrumenteringen og den gode melodi. Det er et album, der kræver af dig, at du dykker ned i teksterne og ind i Tillmans sind. Det kræver tålmodighed og mon ikke, at det også kommer til at kræve et par ofre undervejs. Men det belønner dig samtidig med en af de mest gennemførte lyriske oplevelser, jeg har været vidne til i mange år. Pure Comedy har netop skrevet Father John Misty ind i historiebøgerne, som det bedste bud på at forstå den tid vi lever i set gennem musikalske øjne. Og så kan man ikke gøre andet end at krydse finger for, at verden ikke er helt så sort, som den bliver malet af Tillman.