Foto: Rikke Kolind

I løbet af 2016 fyrede de op under danseglade fødder på både klub- og festivalscener landet over, og deres energiske live-shows, og evne til at trække undergrunden ud i det poppede, har givet Farveblind en næsten kult-lignende status. Vi har taget en snak med de to nordjyder om at spille live, om musikkollektivet LYDTAET og om processen med at indspille deres kommende debutsingle.

Det har været et rimelig vildt år for den elektroniske duo Farveblind. Supportjobs for Lydmor & Bon Homme og Sekuoia og egne shows på SPOT, Trailerpark, UHØRT, Newbees, Reeperbahn Festival i Hamburg og Sørveiv i Norge er blot noget af det, de kan skrive på årets koncertliste. På Smukfest stak de af med titlen som vinder af årets Live Camp, og endte med at spille hele tre koncerter i løbet af festivalen – blandt andet åbnede de Bøgescenen.

”Vi lever for publikum, og dem der kommer til vores koncerter, skal have os 100 % lige meget om der står én person eller en milliard,” fortæller Magnus Pilgaard Grønnebæk, som er den lyshårede gut, du finder bag synth og laptop.

”Vores succeskriterium for en koncert har intet at gøre med, hvor mange der er, eller om folk er 80+ eller spædbørn. Det handler om, at vi skal kunne mærke, at de har haft en fed oplevelse med det. Det er altafgørende. For så snart, at folk ikke har en fed oplevelse, så har vi fejlet. Vi arbejder ud fra, at det aldrig er publikums skyld. Det er altid indadtil, hvis folk ikke synes, det er fedt – så har vi noget at arbejde med.”

De to aalborgensere bliver typisk betegnet som en producerduo, og det hurtige tempo, den dybe bas og de sofistikerede visuals, som de har med sig på scenen, leder da også hurtigt tankerne hen på ravede klubmiljøer. Men der bliver aldrig bare trykket på en startknap.

”Det er meget, meget vigtigt for os, at musikken bliver spillet live. Vi bliver også booket til DJ sets, men det er vigtigt at differentiere mellem dét og live,” fortæller Magnus.

”Vores startambition var at tage det fedeste DJ set, og se hvad ville der ske, hvis vi gjorde det originalt hele vejen igennem. Original musik, men stadig som et DJ set, hvor jeg bare spiller trommer, og Magnus sørger for synth og alt det der. Og så bliver det afviklet live,” fortæller duoens anden halvdel, Jens Asger Lykkeboe Mouritzen, som altså har et fuldt trommesæt med på scenen.

Læs også  10 hurtige til Little Dragon

Og der er ingen tvivl om, at de to drenge har fundet en live-opskrift, der virker. Heller ikke hos dem selv:

”Vi rammer et bredt publikum, og det er vigtigt for os, at folk ser os live, for der kan vi noget helt specielt. Og det er en meget lidt nordjysk tankegang at sige, at vi synes, vi virkelig kan et eller andet lige der…” begynder Magnus, og Jens afslutter: ”Men helt ærligt: Fuck Janteloven. Seriøst. Vi er fucking seje. Det ved vi godt, når vi går på scenen, men den eneste grund til, at vi ved det, er fordi, der er en respons fra publikum.”

Fra fjender til venner

Magnus og Jens kender hinanden fra gymnasietiden, men spillede faktisk til at starte med i rivaliserende bands i den aalborgensiske undergrund.

”Vi har været de værste fjender,” siger Jens med et grin, der afslører, at ’fjender’ nok er en lidt voldsom måde at beskrive det på, og Magnus fortsætter: ”Det er den gode historie jo: Vi har været fjender, og så er vi blevet venner.”

Men hvordan går man fra at være konkurrenter til pludselig at være et af 2016’s mest hypede, upcoming live-acts? Det skete, da man fandt ud af, at det bedre kunne betale sig at løfte i fælles flok, hvilket er tanken bag musikkollektivet LYDTAET.

”Farveblind er skabt af LYDTAET,” siger Jens, og forklarer, at der er masser af kultur i Aalborg, men at det typisk kun er koncerter med etablerede acts, som bliver eksponeret tilstrækkeligt. Derfor er der også stor konkurrencen mellem byens vækstlagsbands, fordi alle kæmper om at få folk hevet hen til lige præcis deres koncert. ”Og det er nok det mindst holdbare i verden. For det første, så er det virkelig hårdt at være vækstlagsmusiker, og for det andet, så er der sindssygt mange kompetente musikere i Aalborg. Så jeg tror bare, at vi var ret mange mennesker, der fandt ud af, at det ikke holder det her – hvorfor ikke samle vores kompetencer?”

”Ja, hvorfor ikke kæmpe med hinanden, i stedet for mod hinanden?” supplerer Magnus. Og det er egentlig bare det, der er tanken bag LYDTAET, som udover Farveblind tæller Hollow Hollow (som Jens også er en del af), Spring & I, Baby Handshake, Ulrikke, WOLFF, Eli og Tunnelvision. I stedet for at konkurrere med hinanden stabler de nu fælles showcases på benene, promoverer hinandens koncerter og arrangerer fælles transport, hvis der for eksempel er flere af dem, der skal spille samme festival eller i samme by.

Læs også  Interview med Debs Wild: Kvinden der opdagede Coldplay

”Det har fungeret sindssygt godt. Det var derfor, vi fik mod til at starte det her (Farveblind, red.) sammen. Og så er alle bands i LYDTAET fucking seje og progressive på alle måder, så der er virkelig mange måder, vi kan hjælpe og bruge hinanden på,” siger Jens.

Fra scene til studie

Noget af det vigtigste for Farveblind-drengene er, at deres lyd aldrig må blive for poleret – heller ikke når de går i studiet. Det skal være råt og have fødderne solidt plantet i den musikalske undergrund, som projektet er født ud af. Det betyder ikke, at der ikke er en ambition om at nå et større publikum og at blive spillet i radioen og den slags, men musikken kommer aldrig til at blive lavet efter en hitformel, som andre insisterer på er den rigtige.

”Vi vejer den musikalske integritet højere end noget som helst andet. Og hvis der nogensinde kommer nogen og siger ’Det der er den forkerte retning, vi har fundet en producer, som kan producere for jer’, så siger vi ’Det er fint, lad ham udgive det, farvel!’,” slår Magnus fast. ”Det skal være os, der er bag det. Selvfølgelig kan vi sagtens have folk til at skrive med os, men så snart vi ikke har en del i det, så skal vi det ikke.”

I efteråret skiftede Farveblind så festivalscenerne ud med et indspilningsstudie, og begyndte processen med deres første egentlige single. Det har været en øvelse i at krydse grænser og få verdener til at mødes.

”Vi var ret sikre på, at det ville blive en lidt langhåret og udfordrende proces – og det har det også været,” siger Magnus. ”Vi havde én tanke dengang, vi skulle i studiet, men vi er kommet ud med et helt andet produkt. Jeg ved ikke, om man kan sige, at vi direkte har ændret vores lyd, men den er blevet formet og gjort endnu mere til os på en eller anden måde.”

”Vores live tracks er lavet til at være del af et flow, så der har vi tænkt meget i kontinuitet. Men fokus i det, vi har indspillet nu her, har været at lave den helstøbte sang, som kan stå isoleret fra andre – i radioen eller på en plade eller whatever,” forklarer Jens.

Læs også  Stort Interview med Aphyxion: "Det er metal med mening"

”Jeg vil næsten også vove at påstå, at det er blevet mere intelligent. Det er materiale, vi har arbejdet på i lang tid, men vi har også hevet en masse af vores producervenner ind over for at få nogle friske øjne på. Man stirrer sig jo blind på sine egne ting.”

Farveblind trækker på en lang række elektroniske genrer og er allerede blevet sammenlignet med store internationale artister som Nicolas Jaar, The Chemical Brothers, Moderat og Jamie xx. Men deres personlige, musikalske referencer er langt bredere end det – Jens’ yndlingsband er for eksempel Rage Against The Machine, mens Kashmir er en af Magnus’ favoritter. Og den bredde har, ifølge dem selv, været med til at forme deres lyd – og deres øre for at forene undergrundsrave med en mere mainstream poplyd.

Om ganske kort tid får vi så at høre, hvordan alt det her kommer til at lyde på en egentlig single. Vi fik allerede en forsmag på, hvad de kan udenfor live-regi, da de remixede Xolo Islands ”Takin’ Over” sidste forår, men den 13. januar er de for første gang klar med deres helt egen single. Den hedder ”Wasteful Talk” og vokalen leveres af den australske singer-songwriter Clea, som drengene hentede til Danmark for at indspille singlen. Det er mundet ud i et track, hvor tung techno møder sød pop med støvet og sensuel vokal. Og det er ”rowdy as fuck”, hvis drengene selv skal sige det.