Foto: PR

Det danske band ENTAKT er igen på banen med ny musik i form af det poetiske rocknummer “Radiotavshed” og afslører samtidig, at et nyt album er undervejs.

Den dansksprogede rockgruppe ENTAKT, med sangskriver Jonas Villumsen i front, fik stor opmærksomhed på den danske musikscene, da de tilbage i 2007 udgav debutalbummet Træerne Vokser Ind i Himlen. Siden da har Københavner-gruppen udgivet albummet På Bagsiden af Europa i 2008 og senest EP’en Stolpe Op fra 2011, og nu efter seks års stilhed er de igen klar med en splinterny single, “Radiotavshed”, som er første udspil fra et kommende album. Denne gang får de mørkere sider af tilværelsen en større plads en tidligere, i en række særdeles personlige sange. Jonas Villumsen forklarer:

Læs også  Ugens Uimodståelige // Uge 41

“På mange punkter er det den samme stemme, der fortæller nu, som da vi udgav Træerne Vokser Ind i Himlen, men der sker selvsagt mange ting i løbet af 10 år – og hvor jeg’et i 2007 stod på tærsklen til voksenlivet, er jeg’et i mellemtiden væltet ind over den. Da det kom til stykket var jeg nødt til at skrive om emner som brud, tab, udløbsdatoer og en verden der konstant hælder grusomheder ind i vores stuer, fordi det er emner der har fyldt meget de senere år. Det har krævet en del mod at slippe mørket ind, men i sidste ende var det nødt til at være sådan.”

Læs også  Interview med Zak Abel: "Jeg vil aldrig udgive musik, der ikke stemmer overens med mine værdier"

Albummets førstesingle “Radiotavshed”, var i følge Villumsen nøglen til at gendanne ENTAKT:

“Jeg var under tidspres i forbindelse med at komponere til et andet projekt, men denne sang insisterede på at blive skrevet først. I den periode havde jeg en fornemmelse af at rigtig mange ting ramlede sammen om ørerne på mig og det gik op for mig at virkelig mange andre mennesker lod til at have det på samme måde. På den måde er “Radiotavshed” født af en afmagt, men i denne afmagt ligger også en energi og trodsighed. Da den var færdigskrevet syntes jeg, den føltes så meget som en ENTAKT-sang at jeg var nødt til at reagere på det. “Radiotavshed” skal ikke som sådan ses som en single, det føles bare rigtigt at lægge ud med den.”

Læs også  Videopremiere: Death Machines nye musikvideo emmer af dysterhed i et rødligt skær

“Radiotavshed” eksemplificerer på fineste vis Villumsens evne til at flette ord sammen til letforståelig poesi, der præsenteres af hans karakteristiske og fortællende vokal, hvilket tager sig flot ud i nummerets stilfuldt rockede arrangement. Med udgivelsen af singlen følger desuden en lyrik-video, som du kan se lige her:

Albummet er sat til at udkomme i løbet af det nye år.