Foto:  John B.

Svenske Hush Forever har i dag delt sin nye single, “Bubbi John”, som er rørende og spændende på samme tid – en stærk efterfølger til den ligeså kreative førstesingle, “Something/Nothing”.
Den svenske sangskriver, producer og mulitinstrumentalist Sebastian Lilja går under kunstnernavnet Hush Forever, som for alvor kom i vores søgelys, da han tilbage i februar udgav sin første single, den lavmælte “Something/Nothing” fra det kommende album Find the Gap (hør singlen her). Singlen har fået over 100.000 afspilninger på Spotify og blev i maj udgivet på EP med fire remix-versioner af nummeret. I dag er han klar med endnu en smagsprøve på det kommende album i form af singlen “Bubbi John” og en tilhørende musikvideo.
“Bubbi John” demonstrerer, på samme måde som førstesinglen, Liljas evne til at skabe lavmælte, stemningsfyldte sange, hvor hans skrøbelige og fortællende vokal er omdrejningspunktet. Det musikalske udtryk er enkelt, elegant og kreativt – det er folksange, krydret med en moderne og finurlig tilgang til det overordnede lydbillede. Musikvideoen til den nye single, som blandt andet er optaget under en solnedgang på en strand i det nordlige Ibiza, er på samme måde personlig, enkel og matcher Hush Forevers elegante underspillethed. Se den og lyt til “Bubbi John” her:

Hans album, Find The Gap, er sat til udgivelse den 16. juni 2017, og udkommer digitalt og på vinyl. Bor du tilfældigvis i Malmö, ligesom Lilja selv, har du muligeheden for at få et eksemplar leveret til døren af Hush Forever i egen høje person. Til sommer kan du opleve ham i Danmark, når han spiller på årets Grimfest.

Læs også  Koncertanbefalinger//Uge 33