Foto: Jason Frank Rothenberg
Label: Domino Records
Udgivelsesdato: fredag den 24. februar 2017

Elektropop møder oldschool R&B på Dirty Projectors’ ottende studiealbum, der desværre aldrig bliver rigtigt spændende.

Dirty Projectors – Dirty Projectors
3 Anmeldelse
Anmeldelse

Efter fem års stilhed er amerikanske Dirty Projectors tilbage med deres ottende studiealbum, selvbetitlede Dirty Projectors. Uheldigvis er det et album, der hurtigt vil kede lytteren.

Der bør ikke herske nogen tvivl om, at vi har at gøre med ganske kompetente musikere; Olga Bells klaver klinger gnidningsfrit som perler på en snor, og David Longstreths vokal er blød og lækker at lytte til. Desuden er albummets tekstlige aspekt ganske vellykket. Størstedelen af Dirty Projectors’ sange centrerer om den forliste kærlighed, hvilket på fin vis udtrykkes i fraser som ”now you wanna blow us up // You’re so rock’n roll suicidal” fra sangen ”Death Spiral”. Denne må betegnes som én af albummets mest vellykkede sange; det slæbende tempo står i perfekt kontrast til Longstreths falsetterede vokal, og nummeret har en ekstremt ørehængende kontinuerlighed.

”Death Spiral” adskiller sig herved markant fra resten af sangene, der alle kendetegnes af et patchwork-lignende udtryk, hvor man aldrig rigtigt får mulighed for at finde sig til rette. Konstante breaks, temposkift og udskiftninger i instrumenteringen gør, at man som lytter har svært ved at slappe af og fortabe sig i musikken. Denne uforudsigelighed står underligt nok i kontrast til det andet problem på albummet.

Muligvis er der masser af overraskelser på numrene, men samtidig byder stort set alle sangene på den samme form for overraskelser. Dette gør, at albummet som helhed fremstår temmelig unuanceret. Mange af numrene lyder ens, hvilket blandt andet skyldes, at stort set alle sangene udføres i samme tempo. Desuden skydes stort set alle sangene i gang efter samme princip; en musikalsk idé lanceres for derefter at blive afbrudt af noget helt andet. På ”Litte Bubble” er det første, vi hører, strygere i et raskt tempo, men snart synker nummeret ned i den sædvanlige elektroniske lydsubstans.

Dirty Projectors er ikke et dårligt album; dog kan man som lytter godt savne, at idéerne, der præsenteres, følges til dørs, og desuden er der tale om et udspil, hvor omtrent en tredjedel af sangene sagtens kunne undværes.

Anmeldelse