fbpx

Den norske popkomet Sigrid kommer til Danmark

Foto: PR

Den norske stjerne har i løbet af foråret og sommeren taget publikum med storm på hendes omfattende turné, der blandt andet også slog vejen forbi SPOT og Roskilde. Missede du energiske Sigrid dengang, så har VEGA en rigtig god nyhed til dig.
Kender du det dér med at ville opleve et eller andet act, før det for alvor bliver stort? Liiige et halvt år inden alle dine venner, din fætter, din nabo, din kollega, din hund. Yes? Sigrid it is!
Efter udgivelsen af især pop-bangeren “Don’t Kill My Vibe” tidligere i år er den norske popsanger- og sangskriver Sigrids karriere gået stødt fremad. Hun har på meget kort tid turneret både nationalt og internationalt, spillet på samtlige internationale musikbranchefestivaler og udgivet EP’en Don’t Kill My Vibe – det hele med succes.
Da vi tidligere i år mødtes med den blot 20-årige sangerinde nogle timer inden hendes overbevisende koncert på SPOT Festival, kunne hun fortælle os, at toplines er hendes yndlingsting at arbejde på, og det forklarer en hel del om det ekstremt fængende popunivers, sangerinden opererer i. Glæden for at skrive catchy og iørefaldende omkvæd skinner tydeligt igennem, når man lytter til hits som førnævnte “Don’t Kill My Vibe” og andensinglen “Plot Twist”, og på en scene kanaliseres glæden ud i en energiudladning af en optræden.
Vi var begejstrede for Sigrids koncert på SPOT Festival og havde fortsat optur på Roskilde, så vi håber, at glæden for den fremadstormende kunstner fortsætter, når hun den 22. januar 2018 lægger vejen forbi Lille VEGA.

Tags:
Nikoline Skaarup
nikolineskaarup@bandsoftomorrow.com