Foto: Father John Misty, Roskilde Festival 2017: Simon Zahrtmann

NorthSide kunne igår offentligøre de første fem navne til den populære musikfestival i Aarhus, som kommer til at løbe af stablen den 7.-9. juni 2018. Her giver vi vores bud på, hvorfor lige netop disse navne foreløbigt er valgt.

Det er ikke længe siden, at snakken gik på, hvorvidt Frank Ocean ville nå at få styr på sin produktion til NorthSide Festival, eller på hvor meget OK Computer, publikum kunne se frem til, når Radiohead ville lægge vejen forbi Aarhus. Det var alt sammen meget spændende.
Frank Ocean kom, Radiohead spillede både “Karma Police” og “Paranoid Android”, der var lidt regn (læs: urimelige mængder), men også store musikalske oplevelser, så det var godt.

Og nu er vi så videre, for NorthSide 2018 er skudt igang med offentliggørelsen af de første fem acts, og der er satset på nogle stabile indierocknavne til at fyre op under, hvad der ser ud til at blive endnu et stort år.

The National

De to brødre Bryce og Aaron Dessner, som spiller henholdsvis guitar og keyboard i bandet The National, har en særlig svaghed for Danmark. Brødrene skabte, som det nok ikke er gået din næse forbi, i samarbejde med kokken Claus Meyer, ølbryggeren Mikkel Borg Bjergsø fra “Mikkeller” og Beatbox Entertainment festivalen HAVEN, som trak en række virkelig interessante og aktuelle navne til Danmark. Og når ja… vigtigst af alt har The National heller ikke ligget på den lade side, hvad angår deres egen musik. Gruppen har netop udgivet deres syvende album Sleep Well Beast, som er blevet taget imod med kyshånd verden over. Sleep Well Beast er både lyrisk og musikalsk et mere eksperimenterende album, og hvad andet end et topprofessionelt band kan forblive udforskende efter så mange udgivelser. København fik glæde af dem i år, og næste år kan glæden jo så få lov til at sprede sig til Smilets By.

Læs også  NORDISKE HITS // Uge 37

Father John Misty
Where to begin with this guy? Ligesom The National har Father John Misty også vist en eller anden grad af kærlighed for Danmark. Han har i hvert fald ikke holdt igen med koncerterne: Pumpehuset, Roskilde Festival, VEGA, Train, Falconer Salen, Roskilde Festival igen, og det er bare under aliaset Father John Misty. Som trommeslager i folk-gruppen Fleet Foxes har Josh Tillman også lagt vejen forbi Danmark, og lad os bare sige, at vi har fundet det fornøjeligt, hver gang den ironiske samfundskritiker har lagt vejen forbi. Udover at crooneren Father John Misty har et imponerende og unikt repetoire af musik i bagagen, så er han altså også ret imponerende og unik på en scene. Ordet “performer” kommer til sin ret, når Tillman valser rundt på scenen, kaster sig mod gulvet og leger med publikum. På den tid. det tager at se en koncert med Father John Misty, er der nok data at indsamle til et helt studie i kropssprog, og det er dragende at betragte, hvordan Tillman spiller komedie helt ud i fingerspidserne. Og ja, meget passende hedder Father John Misty’s seneste album Pure Comedy, så det er jo smukt.

Læs også  Koncertanbefalinger // Uge 38

Queens of The Stone Age
Med efterhånden både billboard-singler og grammynomineringer i bagagen har Queens of the Stone Age siden udgivelsen af deres selvbetitlede debutalbum (1998), kontinuerligt markeret sig som ét af de mest karismatiske og kompetente bands inden for genren rock.
På deres syvende studiealbum Villains, der udkom tidligere på året, viser Josh Hommes & co., at de nok er rutinerede, men alligevel på ingen måde er færdige med at overraske. Åbningsnummeret “Feet Don’t Fail Me” er langt mere funket, end deres tidligere udgivelser, “The Way You Used To Do” er lækkert elektro-punket, og overordnet set må Queens of the Stone Age stadigvæk betegnes som de ukronede rockkonger af uforudsigelige beatmarkeringer, uartige breaks og uterlige rytmer. Der er vist ingen tvivl om, at det bliver en fest, når de giver koncert på
NorthSide til sommer.

Deerhunter
Siden 2001 har Bradford Cox, Moses Archuleta, Lockett Pundt, Josh McKay, Javier Morales og Rhasaan Manning lavet musik sammen under navnet Deerhunter. Debutalbummet Turn It Up Faggot fik navnet, fordi en fan (eller det er måske så meget sagt) råbte det under et tidligt liveshow. Siden har bandet så også skruet op for både det ene og det andet, og syv studiealbums er det foreløbigt blevet til. Deerhunters musik må et langt stykke hen ad vejen kaldes klassisk indierock, men bandet er langt fra bange for at eksperimentere. “Snakeskin” fra deres seneste album Fading Frontier (2015) kan i hvertfald bedst betegnes som lækkerlallet rockcountry. Dét kan vi lide.

Læs også  Ugens Upcoming: Kelsey Kerrigan

Cigarettes after Sex
Det amerikanske band Cigarettes After Sex skriver nærværende, indie/alternative rockmusik med en fantastisk støvet og henslægt stemning, der primært skyldes forsangeren Greg Gonzalez’ stemme samt bandets brug af brede guitarklange.
Bandet har en evne til at få dig til at føle dig som det eneste menneske i lokalet; du føler, at hver sang er dedikeret specielt til dig. Du føler budskaberne, sunget blidt men bestemt og kan ikke lade være med at overgive dig til bandets helt unikke, svævende fornemmelse af melankoli.
Bandet lægger for første gang vejen forbi Danmark til november, hvor de skal spille på VEGA. Koncerten er allerede udsolgt, og det er måske også en god indikator for, hvorfor NorthSide har valgt at booke bandet med det alt for fede navn.