Foto: Dream Wife // Phoebe Fox

Vi har været på showcase-festival i Brighton for at udforske den enorme masse af nyt, musikalsk talent, der gemmer sig derude. Savner du lidt ny musik at kaste dig over, så har vi nogle friske anbefalinger klar til dig. 

Vi har brugt de sidste tre dage i den britiske kystby Brighton syd for London, hvor vi har deltaget i en af Europas allerstørste musikbranchefestivaler The Great Escape Festival. Med over 400 navne på plakaten er festivalen et rent mekka af sprødt, upcoming musik, som bare venter på at blive opdaget. Her har artister som The Kooks, Adele, Foals, Bon Iver, Mumford & Sons, The XX, Chase And Status, Ellie Goulding, Ben Howard, Ed Sheeran, Sufjan Stevens, Alt J, Jake Bugg, Haim, London Grammar, HozierMØ, Mac DeMarco og Stormzy alle optrådt i den spæde start af deres nu imponerende karrierer. Det er med andre ord ikke et spørgsmål om nogle af artisterne fra årets line-up bliver det næste store, men hvem, der gør.

Det er en ren jungle at navigere rundt mellem de over hundredevis af koncerter, der er fordelt på kun tre dage, og som hovedregel må man bare forsøge at gå ind på et af Brightons utallige venues og håbe på det bedste. Det gjorde vi med de nedenstående koncerter, og det gav heldigvis pote. Om de bliver den næste Ed Sheeran, Foals eller Haim er ikke til at vide, men én ting er sikkert: Hvis disse kunstnere bliver booket til en dansk koncert, så vil vi være at finde på forreste række, og det gælder heldigvis allerede to af dem.

HMLTD (UK)

Okay, det er en kæmpe kliché, jeg fyrer af nu, men den kommer i mangel af bedre: ord.kan.ikke.beskrive den oplevelse, vi havde med britiske HMLTD fredag aften på spillestedet The Haunt. Det var en lokal London’er og musikkender, der anbefalede os at tage ind til deres show med en bemærkning om, at de er et af de varmeste navne i London lige nu, hvis ikke dét varmeste navn. Musikmediet NME har da også kaldt sekstetten “The UK’s most thrilling new band”, og efter godt 30 minutter med HMLTD forstod vi hvorfor. Tænk en blanding af David Bowie i sin Ziggy Stardust-periode og The Rocky Horror Picture Show, og du nærmer dig nogenlunde den visuelle side af bandet. På det musikalske plan kombinerer de, ja, stort set alt, hvad der overhovedet kan kombineres lige fra trance til punk, til western, til elementer fra hiphop og ska, til alt andet, du overhovedet kan forestille dig.
HMLTD har noget episk og ikonisk over sig, og deres performance var tryllebindende på et plan, jeg kun sjældent har oplevet. Det kan lyde cheesy, men hvert nummer stod ud som et højdepunkt, og det var ikke kun den dragende frontmand Henry Spychalskis fortjeneste, men alle seks mand, der gav sig 110 procent hele showet igennem.
Tjek HMLTD’s “To The Door” ud og få en fornemmelse af, hvad det hele handler om. Hvis du kan:

Læs også  Will Hunt, A&R Manager på Columbia Records UK: At bringe George Ezra ind i virksomheden var en stor ting

Dream Wife (UK)

Vi bliver i den britiske, hårde fløj hos trioen Dream Wife, der, ligesom HMLTD, gav en mindeværdig koncert på årets festival. Der er no bullshit med Alice, Bella og islandske Rakel, som udgør den hypede London-trio. De kan bare godt lide at spille musik og har noget på hjertet. Det strålede ud af deres blotte tilstedeværelse på scenen, hvor forsanger Rakel stod ud som en af de absolut bedste frontpersoner, jeg længe har set. Hun fik det til at se så satans let ud at krænge sit hjerte ud og hoppe rundt på én og samme tid, og gruppens legende tilgang til musikken var en fornøjelse at være vidne til. “I am not my body // I’m somebody,” messede Rakel overbevisende fra scenekanten under nummeret “Somebody”, og man kunne tydeligt fornemme, at der var mening og følelse bag ordene. Pigerne fik formidlet alle deres aggressioner og frustrationer med et smil, og skabte en helstøbt oplevelse på Wagner Hall fredag aften.

Læs også  PREMIERE på ny musikvideo til "Stay" af Saint Best

Nilüfer Yanya (UK)

Stadig britisk, stadig London, men i en helt anden kategori end ovenstående kunstnere, har vi Nilüfer Yanya. Og jeg medgiver… vi kendte egentligt godt lidt til hende inden festivalen, men jeg tillader mig alligevel at snige hende ind på listen her. For hold da op, hvor er hun et interessant act. Hendes koncert torsdag aften i Brighthelm Centre står egentligt ikke ud, som den bedste. Der var noget ved stedet og stemningen, der ikke fungerede, men det var nemt at forestille sig, hvor sindssygt fedt, det kunne have været i et andet setting. Nilüfer Yanya leger med et mix af mange forskellige genrer og fusionerer således elementer fra jazz og r’n’b til soul og indierock. I The Great Escapes beskrivelse af Yanya sættes hun i relation til kunstnerne Tracy Chapman, King Krule og Portishead, og inspirationen til sin sangskrivning finder hun blandt i artister som Nina Simone og Jeff Buckley. Hvad end hun gør, og lige gyldigt hvilken type musik, hun arbejder med, så gør hun det godt, og jeg vil glæde mig som et lille barn til at hendes EP Plant Feed rammer gaden den 9. juni.

Pom Poko (NO)

Det var ikke kun de britiske navne på plakaten, der imponerede os i løbet af weekenden. Vi havde, dagen inden den norske gruppe Pom Poko spillede deres anden koncert på Komedia Studio lørdag aften, interviewet de fire nordmænd fra Trondheim, der faktisk kun har spillet sammen siden september. Det var derfor spændende efterfølgende at opleve dem live. Jeg nåede desværre ikke selv med til koncerten, men det gjorde Sharin, vores anden udsendte, og jeg kunne forstå, at spændingen blev forvandlet til forløsning, det sekund, de gik på scenen. Det er svært egentligt lige at kategorisere lyden af Pom Poko, der, trods det faktum at tre af gruppens medlemmer læser til jazzmusikere, sender associationer i retning af både punk, pop og indierock. Sikkert er det, lige meget genre, at singlen “It’s A Trap” er et satans godt nummer, der vidner om, at den hype, der ulmer omkring gruppen, ikke er opstået uden grund. Pom Poko spiller desuden på Rising scenen på dette års Roskilde Festival, og vi vil helt sikkert være at finde up front.

Læs også  Weekendens essentielle udgivelser // Uge 42

MAMMÚT (IS)

Sidste navn på listen er islandske MAMMÚT, som vi oplevede til pladeselskabet Bella Unions showcase lørdag aften, hvor danske Lowly også spillede. “Vi har virkelig været heldige med de frontfigurer,” blev vi enige om, da MAMMÚT stod på scenen, og forsanger Katrína Kata Mogensen gav sig 100 procent. Rockgruppen er virkelig gode til alt det skæve, og især melodistykkerne skiller sig ud med deres både avancerede og udfordrende, men også velfungerende progressioner. Det er ikke altid til at regne ud, hvilken tone Kata vil synge næste gang, eller hvilken vej, melodien vil gå, og det fungerer fantastisk godt. Koncentrationen holdes i hvert fald hele vejen igennem, og det åbner op for, at man som lytter kan lægge mærke til de mange detaljer og finesser, der gemmer sig i det massive og tætte lydbillede. Musikken er både storslået, hårdslående, atmosfærisk og dragende, og billeder af den barske islandske natur ruller for det indre blik, når MAMMÚT er på. Ligesom Pom Poko er MAMMÚT at finde på dette års Roskilde-plakat, og de har bestemt en anbefaling med herfra!