Foto: Rune Ekelund

Så blev det tid til, at Telt 2 skulle åbnes på dette års Tønder Festival. Jobbet gik til den svenske blues-musiker, Daniel Norgren, der spillede sin sidste europæiske koncert, inden turen går til det forjættede land, Amerika. Koncerten var dog ikke af den kaliber, man kunne have ønsket sig, den havde lige så mange nedture som opture.

Daniel Norgren – Tønder Festival 2017
3.5 Anmeldelse
Anmeldelse

Efter at være kommet ind på scenen med en accordion over armene, og have spillet (et langt) intronummer, fulgte hele bandet trop, og koncerten kunne for alvor gå i gang.
Desværre tog det meget lang tid, før koncerten nåede op til det punkt, man kunne have ønsket sig. Koncerten svingede utrolig meget i, hvor vidt bandet havde fat i publikum – og ikke kun fanget i deres egen vibe. Numre som ”Black Vulture” og ”Moonshine Got Me” var her Daniel Norgren viste, hvorfor han har været et så omtalt navn, som han nu engang har, men til tider blev bandet, og ikke mindst Daniel Norgren selv, grebet for meget af deres skabte stemning.

Læs også  Mammút + Broen - Ideal Bar

Multi-instrumentalisten Daniel Norgren laver dybe blues-sange med stor bredde. Melodien slås an af et monoton riff fra enten guitaren eller klaveret, hvor resten af bandet kun eksperimenterer ud fra disse riffs. Bandet formår derfor, som en enhed, at løfte sange der kan virke enkelte i komposition, men grundet deres eksperimentationer, bliver sangene ikke ensformige. Bredden i Daniel Norgrens nasale stemme er desuden imponerende, og om ikke andet var det en oplevelse at se en så dygtig en singer-songwriter stående i sit rette element.

En ting, jeg dog bliver nød til at nævne, er, at prisen for ”mest anonyme pianist” må gå til Andreas Phillip. Længe skal man lede for at finde en musiker, der ser ud til at kede sig så meget på scenen, som han gjorde. Placeret i venstre hjørne af scenen, med intet lys på sig, blev jeg konstant overrasket over at se, at der faktisk var et fjerde medlem i bandet. Selv da han fik lov til at shine med en guitar oppe foran, blev den taget væk nummeret efter. Her fik Andreas Phillip så lov til at stå på scenen uden et instrument og med hænderne i lommen. Det fik mig til at spekulere over vigtigheden af hans rolle i bandet fremfor at koncentrere mig musikken.

Læs også  J Hus - Pumpehuset

Anderledes var det med trommeslageren Erik Berntsson, der fik de simple tromme beats til at virke som noget fra en rock-koncert. Bassisten Anders Grahn var lige så dygtig på sit instrument. Dansene og legende hyggede han sig på scenen. Selv da bassen måtte lade livet, improviserede de og brugte i stedet klaveret. Det var tydeligt vante musikkerer, der hyggede sig på scenen. Derfor var det underligt at se kontrasten mellem et tight-spillende band og en kedelig og søvnig pianist. Koncerten havde sine absolut højdepunkter, når eksperimenteringen var sat lidt bagud, og musikken fik lov til at spille for sig selv. Især ”Whatever Turns You On” og ”Highbird” er her relevante at nævne.

Læs også  Noel Gallagher's High Flying Birds - Who Built the Moon?

Koncerten startede tørt og langtrukken ud med minut-lange jam-sessions og yderst eksperimenterende guitar-passager. Det tog lidt over en halvtime, før koncerten (og ikke mindst Daniel Norgren) fandt den samme groove og nu kunne holde en hyggelig fest sammen. Musikken var fantastisk, og bandet var fuld af kompetente musikere (altså udover en søvnig pianist), men den time og et kvarter, som koncerten varede, føltes desværre også lidt lang.

Anmeldelse