Foto: Thomas Rasmussen
Venue: Pumpehuset
Dato: Torsdag den 5. oktober 2017

Selvom den københavnske firemandsgruppe var glade for at spille for Pumpehusets publikum torsdag aften, så kæmpede Communions med tekniske problemer og overordnet rodet lyd, hvilket gjorde, at deres ungdommelige britrock desværre aldrig nåede helt ud over scenekanten.

Communions – Pumpehuset
3 Anmeldelse
Anmeldelse

Enkelthed er et nøgleord i Communions‘ musik. Energiske trommer, to guitarer og en bas – og så selvfølgelig Martin Rehofs lyse vokal, som med sine enkle melodier og drømmende tekster skaber lyden af længselsfuld ungdom. Enkeltheden i Communions er en af grundene til, at gruppen har fået så stor succes. Men når musikken er så enkel, som den er, så kræver det også, at alle parter spiller fuldstændig sammen, og at man tydeligt kan skelne mellem de få instrumenter – især i live-forbindelse. Desværre var det ikke helt tilfældet torsdag aften, da de mange guitarriffs ofte flød sammen, var for lave eller overdøvede de dybeste vokaltoner.

Læs også  Mammút + Broen - Ideal Bar

Aftenens support blev leveret af Modest, som navnet tro var beskedne på scenen, men til gengæld kraftige og energiske i lyden. Med samme instrumentale besætning og samme dogme om enkelthed leverede Modest en glimrende start på aftenen, som, med hurtige lilletromme-slag, britrock-vokal og masser af guitar, fungerede perfekt som opvarmning til aftenens hovednavn.

De fire unge musikere fra Communions gik på scenen til lyden af applaus og tonerne fra “Forget It’s a Dream”, og snart var den musiske lagkage-opbygning, som kendetegner EP-hittet, sat i gang af den karakteristiske og energiske trommerytme. Som én fra publikum påpegede (råbte), så var der ikke helt nok knald på guitaren i åbneren, og der blev efter henstillingen også hurtigt skruet op. Men da guitaren blev højere, blev det også sværere at høre forskel på de to guitarstemmer, hvilket gjorde, at der opstod et rodet lydbillede, som flere gange overdøvede de laveste vokaltoner og mudrede de mange guitarmelodier.

Rehofs lyse toner kom heldigvis tydeligt frem og skabte fællessang i publikum med hitsene fra albummet fra i år, Blue – både med “Passed You By” og især “Come on, I’m Waiting”, hvor også resten af kroppen blev aktiveret.
Der skete desværre flere lydmæssige komplikationer i løbet af koncerten: Undervejs blev hi-hatten slået i stykker, hvilket både var et fedt element, fordi det demonstrerede den energi, bandet lagde i deres optræden, men også lidt problematisk. Og så var det cirka halvvejs igennem koncerten, at forsanger Martin Rehof mistede forbindelsen til sine guitarpedaler, hvilket betød, af resten af koncerten blev med en helt clean guitar og altså en mere “akustisk session”. Pausen skabte en smule uro i publikum, hvilket gik ud over den næste sang, men bandet virkede stadig glade for at spille sammen på trods af de tekniske problemer. Og selvom der selvfølgelig forsvandt lidt fylde uden guitareffekterne, så kunne man til gengæld høre vokalen tydeligere resten af koncerten.

Læs også  Frost Festival 2018 offentliggør første fem navne

Aftenen var lige ved at slutte meget skuffende. Rehof undskyldte de tekniske problemer, bandet gik af scenen og lyset i salen tændte. Der blev først ikke råbt på ekstranummer, og de bagerste tilskuere begyndte så småt at forlade rummet. Heldigvis havde bassisten vidst taget venner med, som endelig fik råbt et ekstranummer i gang. Aftenen blev så retmæssigt afsluttet med lys falset og catchy guitarriffs i hittet fra 2014 , “So Long Sun”, som lydmæssigt var et af koncertens højdepunkter.

Læs også  PREMIERE: Hør danske ZAARs pulserende debutsingler

Selvom koncerten var præget af lydproblemer, så er Communions ikke det værste band at høre med dårlig lyd, da der ligesom på deres første EP, Cobblestones, også er en vis charme over en mere rå demolyd. Men når nu produktionen er skruet op på indspilningerne, så ville det være rart, hvis live-lyden fulgte med.

Fotos: Thomas Rasmussen