Foto: PR
Dato: fredag den 14. april 2017
Venue: Store VEGA

Fredag aften blev VEGA spillet op til dans, da CHINAH bandt knude på deres 13-stop-lange Danmarkstourné. Det blev dog en aften uden de store overraskelser.

CHINAH – Store VEGA
3 Anmeldelse
Anmeldelse

I salen blev lyset dæmpet. Til sirenerne fra “The Space Another Made” kom bandmedlemmerne fra CHINAH ud gennem røgen på scenen én efter én, alt i mens publikum sitrede i spænding. Forsanger Fine Glindvad trådte sidst ud i et helt blåt sæt og kondisko med sit lange hår løst – præcis som man kender hende. Der er noget dejligt uprætentiøst over bandets look, der gør, at man som publikum hele tiden føler sig i øjenhøjde med dem.

Læs også  Loyle Carner - Pumpehuset

Lydsiden stod fuldstændig knivskarp. Setlisten bestod af numre som “Never The Same” og “If You Can Feel This” fra deres første udgivelse i 2016 mixet med nye numre som “Even Love” fra deres seneste udgivelse Hints. Bandet havde midtvejs gennem koncerten en smuk lille gave med til publikum i form af et cover af den amerikanske R&B-sangerinde Amerie’s “One Thing” fra 2005.

Kærestepar lod til at udgøre størstedelen af det fremmødte publikum, der taktvis svejede fra side til side. Visuelt er bandet utrolig dygtige til at skabe unikke visuelle rammer med lyset. Smukke røde, blå og lyserøde farver strømmede ud fra scenen henover publikum og tilbage på bandet. Under “Even Love” var farverne lyserøde, som i musikvideoens scener i Barbie-butikken. Som publikum følte man sig omfavnet og på smukkeste vis inddraget i bandets farveunivers.

Læs også  Magnus Vil - Når Tågen Letter

Dog var der desværre ikke de store spræl fra bandet, hvilket gjorde publikum ellevilde, da der endelig skete noget hen mod slutningen af koncerten, hvor Simon Kjær trådte frem i en bass-solo.

Der er ingen tvivl om, at CHINAH producerer helt sublime og medrivende musikalske oplevelser. Bandet har skabt et fuldstændig unikt lydunivers. På performance-siden lod det dog ikke til, at publikum kunne tage et stykke af CHINAH med sig hjem fredag aften, og det var en skam. Gåsehuden manglede, og derfor får de tre ud af fem stjerner for koncerten i VEGA.