Foto: Simon Zahrtmann
Scene: Arena
Dato: Torsdag den 29. juni kl. 14.00

Det var ægte folkefest for alle der var samlet under Arenas teltdug, da den tidligere Ulige Numre-frontmand Carl Emil Petersen debuterede med en smuk og gennemført koncert. 

 

Carl Emil Petersen - Roskilde Festival 2017
5 Anmeldelse
Anmeldelse

Det var med slæbende fødder, at jeg begav mig hen mod Arena her til eftermiddag for at se Carl Emil Petersens debutkoncert i eget navn. Ulige Numre var fantastiske, men Ulige Numre er slut. Jeg vidste ikke, hvad jeg kunne forvente af koncerten, dog havde rygterne om, at han nok skulle spille et par numre fra Ulige Numre nået mig, og det var med til at holde min gejst oppe. De C.V. Jørgensen inspirerede kunstnere der stormer frem på den danske musikscene for tiden, og både den rockede og dansksprogede genre, er langt fra hvad der er at finde på min playliste, så for at sige det pænt: Jeg kunne kun blive imponeret. Og det blev jeg. Det blev jeg i den grad.

Carl Emil Petersen og hans fantastiske band spillede sig igennem en koncert der kom vidt omkring. Fra tunge, rockede numre, til klassiske poprock sange og videre til de smukkeste ballader var jeg underholdt fra start til slut. Her skal Carl Emil og hans guitars version af “Frit Land” nævnes som et højdepunkt, der  – må jeg indrømme – rørte mig helt ind i hjertet og tilbage igen. Der var en del af Ulige Numres kendte numre på setlisten til debutkoncerten, og med fantastiske versioner af “Blå”, “Halvnøgen”, “Plastikdrøm” og “Dansk Vejr” (hvor Carl Emil smed guitaren fra sig fra en stund, og løb ned for at besøge sig glade publikum) fik alle hvad de kom efter. Carl Emil præsenterede også en del nyt materiale, og en stadionrocket version af den nyeste single “Skærgården” afsluttede koncerten, før bandet blev klappet tilbage på scenen igen.

Læs også  Arcade Fire og 11 andre navne til Haven Festival 2018

Carl Emil Petersen har ikke ligefrem genopfundet sin lyd efter at Ulige Numre er gået i oplysning, og nyt materiale blev derfor spillet side om side med gammelt gennem hele koncerten, og passede perfekt sammen. Det bliver dog spændende at se, om Carl Emil med tiden kan ryste Ulige Numre-tiden af sig, og stå frem som frontmand i et soloprojekt, der ikke leder tankerne tilbage på klassikere fra fortiden. Koncerten kammede over i et konfettifyldt sidste omkvæd af “København” med fællessang fra hele publikum, og det var tydeligt at se, at hverken musikerne på scenen eller publikum foran Arena ønskede at koncerten nåede sin ende. Jeg må indrømme, at det ønskede jeg faktisk heller ikke.