Foto: Jannie Ravn Madsen
Scene: pandæmonium
Dato: Fredag den 23. juni kl. 21.30

De svenske, genre-navngivende Candlemass kæmpede imod solens lys, da de indtog pandæmonium på dette års Copenhell. En koncert der formåede at skabe synkron headbanging, men ikke meget mere end det.

Candlemass – Copenhell 2017
4 Anmeldelse
Anmeldelse

Candlemass er kendt for at være dem, der har lagt navn til den dybe, ”onde” genre Doom-metal. Navnet kommer fra pladen Epicus Doomicus Metallicus fra 80’erne, som ses som et af de mest essentielle plader i niché-genren. Det var da også numrene fra denne plade, der skabte den største fest blandt publikum. Givet vel, at synkronheadbanging fra alle publikummer var konstant, så måtte ondskaben udeblive det meste af tiden.

Læs også  Lowly - Brønshøj Vandtårn

Koncerten åbnede med ”Mirror, Mirror”, hvor bandet stod indhyllet i røg, imens de tonstunge riff skabte en hypnotiserende atmosfære, hvor en stor del af publikum stod med en fadøl i hånden, lukkede øjne og ellers bare headbangede med til musikken.

Man kan undre sig over, hvorfor netop Candlemass var sat på klokken 21.30 denne fredag. Doom skal helst opleves i mørke, og ikke i sollys. Det tilbageholder de mange “ondskabsfulde” tendenser, hvor skyggerne på scenen kan lignede dæmoniske skikkelser, der danser med musikken. Dette skete kun under de sidste ti minutter af koncerten. Under numrene ”Crystal Ball” og ”Solitude” var solen endelig langt nok nede til at skabe de dæmoniske skygger.

Scenelyset fik også lov til at komme i arbejde her, hvor de røde og blå farver skabte en skiftende kold og varm følelse fra scenen. Det er disse elementer, der bør udnyttes i doom-genren, og Candlemass er mestre i netop dette.

Læs også  King Krule - The OOZ

Placeringen på Pandæmonium kan man også undre sig over. Hele pladsen var fyldt op så langt øjet rækkede, og folk stod ret så tæt. Candlemass er trods alt Sveriges syvende største metal-eksport.

Personligt synes jeg, at det, at vi stod lidt tæt, var okay, da vinden havde taget fat og det var begyndt at blive køligt – men det var måske kun mig. Man ville måske godt kunne have sluppet af med en midnatseanse på Hades – men det må vi lade stå i det uvisse. Derudover var der lidt lydproblemer med lead-guitaren. Hans lyd var al for lav, så da den voldsomme og dæmoniske solo under ”Solitude” skulle spilles, druknede de hvinende toner i riffet.

Læs også  King Krule - The OOZ

Candlemass spillede problemfrit og beherskede alle elementerne af, hvad der skal bruges i doom-genren. De langsomme, monotone distortede fuzz effekter blandet med de evige hårde riff skabte en solid doom koncert – men heller ikke meget mere end det. Når de ramte rent, var det en home-run, men det skulle dog tage en små 30 minutter, før det rigtigt blev sjovt.

Anmeldelse