Foto: IRAH/Jonas Fogh

Den norske festival og musikkonference By:Larm har i dag offentliggjort de første danske bands, der skal gæste Oslo til foråret.

Den norske festival By:Larm vælger en stor del af programmet ud fra ansøgere, der har sendt demoer ind. I sidste måned åbnede festivalen op for demoindsendelse, og har i dag offentliggjort de første seks danske navne, der skal spille til Oslo-festivalen i marts 2017.

Det drejer sig blandt andet om den elektroniske duo Code Walk, der mødte hinanden på Engelsholm Højskole. Duoen har spillet på diverse festivaler over sommeren, og udgiver deres første single i januar, hvor norske Smerz optræder som gæstevokal. En anden elektronisk duo, Gents, gæster også det norske til foråret. Den københavner-baserede gruppe har vundet bred anerkendelse for deres 80’er-inspirerede lydunivers, præget af trommemaskiner og synths.

Festivalen får også besøg af de to grupper, IRAH og Silvester. IRAH spiller melodisk, atmosfærisk pop, og følger op på EP-successen Into Dimensions med et debutalbum, der er sat til udgivelse i 2017. Silvester har været et andet af 2016’s mest hypede navne, og har skabt en genrehybrid mellem blandt andet pop, r’n’b og ambient.

Læs også  Lowly - Brønshøj Vandtårn

Endelig er den kvindelige sanger Soleima og og den elektroniske gruppe Yasmin blevet præsenteret. Soleima har tidligere begået sig hos Flødeklinikken, men er siden gået solo, og har skabt et elektro-soulet lydbillede, der har vundet en del airplay med singlen “Wasted”. Yasmins lyd er opstået gennem et møde mellem den vestlige musiktradition og mellemøstlige samples, der smelter sammen til duoens elektroniske og psykedeliske lyd.

Læs også  Se Fugleflugten i Café Halvvejen - Live Session

Udover de danske navne er også britiske Tirzah og amerikanske Maggie Rogers i dag blevet præsenteret. By:Larm finder sted i Oslo fra den 2. til den 4. marts 2017.