Foto: De Danske Hyrder // PR

Den 1. april afholder vi for femte gang Bands of Tomorrow Music Awards. Vi offentliggør de nominerede én kategori ad gangen, og i dag løfter vi sløret for de nominerede i kategorien Årets Urban Navn.

Det bliver en aften i musikkens tegn, når Bands of Tomorrow indtager Kulturhuset Islands Brygge den 1. april. Vi hylder de førende upcoming, breaking og mere etablerede artister, der har svedt, grædt og blødt for deres passion igennem 2016, når vi uddeler hele ni priser i løbet af aftenen.

Der er både rendyrket hiphop og R’n’B at finde blandt de nominerede til Årets Urban Navn. Unikke genrekombinationer præger denne kategori, der i løbet af de sidste par år har vokset sig enormt stor. Fælles for alle de nominerede er deres kærlighed for det danske sprog og deres evne til, med både single- og albumudgivelser, at præge spillelisterne hos et hav af musikelskere landet over. De nominerede i kategorien Årets Urban Navn er:

Ukendt Kunstner

Hiphop-duoen Ukendt Kunstner, der for nyligt proklamerede deres afsked, må siges at have domineret den danske musikscene i 2016. Efter udgivelsen af deres andet album Den Anden Side fra februar 2016 var alles opmærksomhed for alvor rettet mod Ukendt Kunstner, og det lykkedes duoen at fastholde den. Jens Oles og Hans Philips unikke lyd og lyrik har skaffet dem et hav af fans fra hele landet, og samme har deres energiske live-shows. Vores anmelder havde også optur over deres koncert på Train i Aarhus og tildelte dem fire en halv ud af fem stjerner for deres præstation. Selvom duoen snart takker af, har du mulighed for at opleve dem, måske for sidste gang, når de spiller på Smukfest 2017, hvor de desuden også spillede en proppet koncert i 2016.

Læs også  Koncertanbefalinger // Uge 47

Emil Kruse

Rapperen Emil Kruse kom på fleres læber, da han blev vinderen af Universal Music og Royal Beers Spinnup-legat, der gives til kunstnere, de spår en stor fremtid. Han blev valgt på baggrund af singlen ”Hvorhen”, der blev utroligt populær og også fik en del airplay på P3. Kruse brugte sommeren på koncerter og spillede blandt andet på SPOT Festival, dominerede samtlige gadescener under Distortion og indtog Street scenen på Roskilde. Efterfølgende udgav Kruse i september sin debut-EP Slumromantiker, der fik stor ros og høstede topkarakterer fra flere anmeldere, og i slutningen af året blev rapperen desuden offentliggjort som en af VEGAs Udvalgte 2017. Noget tyder på, at 2016 blev året, hvor karrieren tog form, og at 2017 bliver året, hvor den også tager fart.

Læs også  2017-opdagelser: Noga Erez

Moses: ”Andreas”

Den danske urban-popduo Moses: ”Andreas” har haft et utroligt interessant år 2016, hvor de startede med at udgive singlen ”Overvældende Menneske” feat. Erica Jane. Den røg direkte ind som en af vores ‘Ugens Boblere’ med ordene ”en pompøs og melodiøs duet”. Duoen fortsatte året med en lang række koncerter på blandt andet SPOT Festival, hvor de spillede dobbeltkoncert med TÅRN, i Pumpehuset, i Tivoli og til Distortion. År 2016 blev også året, hvor Moses: ”Andreas” udgav deres anden EP med titlen Bærer Vi Hinanden, og i oktober kom så single-udspillet ”Mere End Det Her”. Duoen har afsløret, at der er et debutalbum på vej i 2017, og det glæder vi os til.

Benal

Den populære hiphop-duo Benal var sidste år nomineret i denne kategori, og nu har de igen gjort sig fortjent. Benjamin og Albert, der udgør Benal var i starten af januar at finde på vores ‘Ugens Uimodståelige’-playlist med nummeret ”Du Har Aldrig Savnet Nogen”, som var en forsmag på debutalbummet Nu, der udkom senere samme måned og fulgte efter anmelderroste EP’er fra 2013 og 2014. Duoen, der på albummet fik besøg af navne som Suspekt, Katinka, Nixen og Bashir Billow, blev senere annonceret til Distortion og Smukfest og succesen førte dem i oktober til et stort set udsolgt Store VEGA. Slet ikke dårligt.

Læs også  Weekendens essentielle udgivelser // Uge 46

De Danske Hyrder

Selvom det nok ikke er alle i landet, der endnu kan nikke genkendende til navnet De Danske Hyrder, så har den velbemandede rapgruppe i 2016 streamet i milliontal med singler som ”Lokket”, ”Igen” og ”Rebber”. De syv gutters legesyge tilgang til musikken og dansksprogede tekster om livet som ung har i 2016 charmeret sig ind hos så mange, at de i december kunne melde udsolgt til deres koncert på Lille VEGA. De Danske Hyrder er desuden blevet offentliggjort som en af de optrædende til årets show, hvilket du kan læse mere om her.