Foto: Chinah // PR

Den 1. april afholder vi for femte gang Bands of Tomorrow Music Awards. Vi offentliggør de nominerede én kategori ad gangen, og i dag løfter vi sløret for de nominerede i kategorien Årets Pop Navn.

Det bliver en aften i musikkens tegn, når Bands of Tomorrow indtager Kulturhuset Islands Brygge den 1. april. Vi hylder de førende upcoming, breaking og mere etablerede artister, der har svedt, grædt og blødt for deres passion igennem 2016, når vi uddeler hele ni priser i løbet af aftenen.

Årets pop-kategori favner alt fra grupper til solister og fra engelsksproget elektropop til dansksproget indiepop og singer/songwriting. De fem nominerede har dog alle det til fælles, at de virkelig har formået at præge lyden af dansk pop i år 2016, både med deres arbejde i studiet og under de kulørte lamper på scenen. De nominerede til Årets Pop Navn er:

Katinka

Efter at Katinka i 2015 vandt KarriereKanonen er tingene kun gået en vej – og det er frem! Efter debut-EP’en Lufthuller udkom i maj 2016, har gruppen spillet hele Danmark tynd, og hevet den ene gode anmeldelse hjem efter den anden. En gennemgående ting, som Katinka roses for til deres live-shows er den stærke og personlige lyd og nærværet. Katinka har i løbet af 2016 blandt andet spillet på Roskilde Festival, Smukfest og for et udsolgt Lille Vega, og så fik de også en feature på hiphop-duoen Benals nummer ”Sprog”.

Læs også  Redaktøren: Ni album jeg har hørt på repeat i 2017

Soleima

Efter at Sarah Mariegaard forlod Flødeklinikken til fordel for sit soloprojekt Soleima, har hun ikke været til at stoppe. I 2016 udgav Soleima to singler “Once Was” og “Wasted”, hvoraf især sidstnævnte blev en stor succes og for alvor fangede vores opmærksomhed. Soleima startede 2016 med at være en af Vegas Udvalgte og forsatte derefter året med at spille koncerter på blandt andet SPOT Festival og Roskilde. Selvom der endnu ikke er kommet et debutalbum fra den fremadstormende popsangerinde, så startede hun ligeledes 2017 stærkt ud med singlen “Cracks”, som blev årets første uundgåelige på P3. Vi glæder os meget til at se, hvad Soleima ellers har til os i 2017, vi var i hvert fald vilde med, hvad vi fik i 2016.

Kill J

Kill J udgav i marts 2016 den længeventede debut-EP Quasi, som vi dengang kaldte et ”vredt popalbum med plads til lyrisk tyngde og eftertænksomhed.” EP’en håndterede temaer som kønskrav, objektivisering og pornofisering og blev generelt taget fornemt imod af både danske såvel som internationale medier. Efter EP-udgivelsen brugte Kill J året på at spille et utal af koncerter i både ind- og udland. Udover shows under SPOT Festival, Wonderfestiwall, Distortion og sin egen headliner koncert i Lille Vega, har Kill J i 2016 også lavet en live studio session hos populære BBC Radio 1.

Læs også  Koncertanbefalinger for resten af december måned

TÅRN

2016 har været et godt og begivenhedsrigt år for indiepop-gruppen TÅRN, der i midten af marts 2016 var at finde som vores Ugens Upcoming – samme uge, som de udgav deres anmelderroste debutalbum Ud Ad Mit Vindue. Efterfølgende har kvartetten, der senere blev en trio, ellers turneret landet tyndt. De fik stor ros fra vores anmelder for deres koncert på Musik i Lejet, og da deres turné i november bragte dem til Studenterhuset i Aalborg fik TÅRN følgende ord med fra endnu en af vores anmeldere: ”De spillede vinterkulden væk, de leverede deres fængende melodier med overskud og der var ikke en finger at sætte på det musikalske arbejde.

Læs også  Koncertanbefalinger for resten af december måned

CHINAH

CHINAH spillede også til Vegas Udvalgte i 2016, hvor vores anmelder kaldte gruppen for aftenens højdepunkt. En stærk start på 2016 for CHINAH, som vi også i starten af året inkluderede på listen over 16 navne, du skal holde øje med i 2016. Og vi var vist ikke de eneste, der havde et godt øje til elektropop-trioen, som i 2016 sigtede direkte mod stjernerne og med succes landede blandt dem på den danske musikscene. CHINAHs debut-EP Once The Lights Are On fra februar 2016 modtog store roser og fik også topkarakter fra vores, normalt metalelskende, anmelder, som skrev: ”Vi er ikke længere henne end midte af februar, men skulle der på et så tidligt tidspunkt alligevel gættes på, hvad dansk pop anno 2016 kommer til at blive husket for, vil Chinah lang fra blot være et skud i tågen.” Da CHINAH i oktober gav deres hidtil største koncert i Store VEGA, beviste trioen sig desuden også, ifølge vores anmelder, som ”et af Danmarks bedste nye livenavne.