Foto: Phlake / Morten Nordstrøm

Den 1. april afholder vi for femte gang Bands of Tomorrow Music Awards. Vi offentliggør de nominerede én kategori ad gangen, og i dag løfter vi sløret for de nominerede til hovedprisen Årets Danske Navn, som du som læser er med til at bestemme vinderen af. 

Det bliver en aften i musikkens tegn, når Bands of Tomorrow indtager Kulturhuset Islands Brygge den 1. april. Vi hylder de førende upcoming, breaking og mere etablerede artister, der har svedt, grædt og blødt for deres passion igennem 2016, når vi uddeler hele ni priser i løbet af aftenen.

De nominerede i kategorien har været igennem en rivende udvikling i løbet af det forgangne år, hvilket afspejler sig i både album, singler og koncerter. Udover at kunstnerne har udviklet sig, har de også været garanter for høj kvalitet i alle former for udspil, og har vakt opmærksomhed både blandt anmeldere og publikum. Hvor vinderne i de resterende otte priser udvælges af en jury, er denne kategori 100% publikumsbestemt, og hvis du ønsker at sætte dit præg på afstemningen, så foregår det lige her.
De nominerede i kategorien Årets Danske Navn er:

Læs også  Weekendens essentielle udgivelser // Uge 41

CHINAH

Vi spåede CHINAH til at være et af år 2016’s uundgåelige navne, da vi lavede listen 16 navne du skal holde øje med i 2016. Og vi var vist ikke de eneste, der havde et godt øje til electropop-trioen, som i 2016 sigtede direkte mod stjernerne og med succes landede blandt dem på den danske musikscene. CHINAHs debut-EP Once The Lights Are On fra februar 2016 modtog store roser og fik også topkarakter fra vores anmelder, som skrev: ”Vi er ikke længere henne end midte af februar, men skulle der på et så tidligt tidspunkt alligevel gættes på, hvad dansk pop anno 2016 kommer til at blive husket for, vil Chinah lang fra blot være et skud i tågen.” Da CHINAH i oktober gav deres hidtil største koncert i Store VEGA, beviste trioen sig desuden også, ifølge vores anmelder, som ”et af Danmarks bedste nye livenavne.

Phlake

Også Phlake var i vores søgefelt som en af de 16 kunstnere, vi mente ville præge den danske musikscene i 2016. Ganske rigtigt, har den danske duos karriere i løbet af 2016 hurtigt taget form. De udgav i juni det 12 numre lange debutalbum Slush Hours og har skabt en interessant lyd af elektroniske hiphopbeats med R’n’B-inspirerede vokaler. På Roskilde Festival gav de en koncert på Rising-scenen, som slog publikumsrekorden for en koncert i opvarmningsdagene, og på samme måde var hele deres efterårsturné næsten udsolgt.

Læs også  Vil du arbejde i musikbranchen? Ansøgningsfristen til Innovative Music Management nærmer sig

SAVEUS

Det er gået stærkt for Martin Hedegaard under aliasset SAVEUS, der efter debuten til P3 Guld 2015 er stormet frem med hits som ”Levitate Me” og ”Everchanging.” I 2016 spillede SAVEUS sin første koncert på Roskilde Festival for et flot fremmødt publikum, og til Musik i Lejet modtog deres koncert tæt på topkarakter fra vores anmelder. I efteråret drog bandet på yderligere turné og har desuden været i studiet for at indspille deres første EP Will Somebody Save Us, der udkom 20. januar 2017.

Bisse

De fleste kender nok sanger og sangskriver Bisse, der af flere er blevet kaldt ”nutidens svar på C.V. Jørgensen”. Den særdeles produktive musiker Thorbjørn Radisch Bredkjær, der gemmer sig bag aliasset, har udgivet hele to album og en EP i år 2016 og har for nyligt ved awardshowet Steppeulven vundet fem flotte priser for sit musikalske virke. Bisse formår at skabe stilren musik med skarpe og poetiske tekster, og lige nu er han taget på en meget omfattende forårsturné rundt om i Danmark, hvilket beviser den store efterspørgsel på den excentriske karakter.

Læs også  Mød Stefan Pedersen, endnu en ung ildsjæl i den danske musikbranche

Benal

Hiphopduoen Benal har efter deres første udgivelse Baby fra 2013 høstet stor ros blandt anmeldere. I 2016 udgav de det 14 numre lange album Nu, der gæstes af både Katinka, Suspekt og Nixen. Vores anmelder skrev i sin tid: ”Beatet er fuldstændig stringent og det samme er rappen, der er snorlige fra start.” Benal laver dansksproget, dystert og moderne hiphop, og selvom fans af samarbejdspartnerne Suspekt nok også vil klappe i hænderne over Benal, så er lyden af Benjamin og Albert helt sin egen.