Foto: PR

Den 1. april 2017 løber Bands of Tomorrow Music Awards af stablen for femte gang, og vi vil løbende præsentere de nominerede og optrædende kunstnere. Nu kan vi endelig løfte sløret for det sidste live act: Bene.

Du kender hende nok bedst bag trommerne i grunge/rock bandet Baby In Vain, men for nyligt er Bene trådt frem som soloartist og har udgivet sin første single, det mest vidunderlige indiepoppede nummer ”Lost Cause”, fra hendes kommende debut-EP Forgotten Memories, der udkommer den 7. april.

Du kan dog allerede opleve hende live den 1. april, når hun træder på scenen til Bands Of Tomorrow Music Awards som ét af aftenens fem live acts – udover Bene kan du høre Broer, Vida Sophia, De Danske Hyrder og Electric Elephants. Det bliver en aften, hvor vi hylder musikken fra 2016 med hele ni priser.

I forbindelse med Benes optræden tog vi en snak med Benedicte Pierleoni, som er kvinden bag, om skiftet fra trommerne til mikrofonen, den nye lyd, sangskrivning og om at ramme den rigtige ”vibe”.

BOT: Først skal jeg lige høre… hvad er status på Baby in Vain?

Pierleoni: ”Vi har lige har færdiggjort vores debutplade, så den kommer ud om noget tid. Der kommer også en single snart, og så vi skal på tour her i april i England som opvarmning for et britisk band… 12 dage, 11 shows.

Det lyder hårdt?

Læs også  Roskilde-aktuelle Pom Poko: "Det er ret cool, at vi ikke skal være et testosteron rock-band"

Ja, men det bliver grineren.”

Hvornår besluttede du dig for også at gå solo?

Jeg har altid gjort det lidt. I Baby In Vain spiller jeg jo trommer, hvor de andre to skriver teksterne, men jeg har altid skrevet lidt selv. Det startede bare med nogle lidt fjolleagtige, underlige tekster om matematik eller sådan noget, altså helt wacked. Men så startede jeg på en sangskriver/komposition/producer-agtig højskole, og ja, så begyndte jeg lidt der. Det var grænseoverskridende på den gode måde.

Pierleoni uddyber og fortæller, at hun i starten ikke brød sig om at synge, og lod de andre fra højskolen om det, mens hun sad bag knapperne eller spillede guitar imens. Afslutningsprojektet skubbede hende dog ud i at fatte mikrofonen, da hun skulle aflevere sit selvstændige projekt, og siden da har Bene-projektet for alvor taget form.

Hvordan er det pludseligt at være den, der står i front?

Det var mega noia. Min første koncert var i New York, hvor jeg sad alene med min akustiske guitar. Jeg var der med Baby In Vain og skulle spille på en festival, som var fuldstændigt kaos. Vi kunne ikke komme ind til en af spillestederne, fordi vi alle sammen var under 21 på det tidspunkt, så vi stod bare udenfor i en halv time med vores gear og var helt våde på grund af regnvejr.

Men herefter fik Pierleoni et gig hos Sofar Sounds, der laver lejlighedskoncerter, hvor hun skulle spille fire numre: ”…og det var egentlig fint nok, fordi jeg kendte ikke nogen af dem, der var der, og det var i USA, så ’fuck it, nu spiller jeg bare’.

Læs også  Bag om phlake: Fra random møde til Orange Scene

Lyden i dit soloprojekt er meget anderledes, end den vi hører fra Baby In Vain?

Ja, jeg ved ikke rigtig hvorfor, det er bare det, der kommer naturligt til mig, tror jeg. Jeg skriver tekster og melodier samtidig, så de udvikler sig sammen, og så kommer det bare inden for den genre, som det nu bliver. Det er ikke fordi, jeg har sat mig ned og været sådan ’nu skal jeg lave mig noget hygge-indiepop’ overhovedet. Det kom bare.

Pierleoni har sammen med musikeren Christian Hjelm indspillet sangene på EP’en, og Bene spiller også selv på alle instrumenterne. Pierleoni fortæller om, hvordan de med EP’en forsøgte at ramme den rigtige ”vibe”:

Jamen, jeg tror bare, det var mig og Christian Hjelm, der brugte det dér ord ’vibe’ helt vildt meget, da vi lavede EP’en. Vi forsøgte at indfange sådan en ’nu hygger vi os bare, og så bliver resultatet, som det bliver’. Selvfølgelig var det stadig seriøst og professionelt, men vi skulle bare have det sjovt med det. Det er heller ikke fedt at lave musik, hvis man ikke har det sjovt.

Er det også den stemning, du tænker lytteren skal have?

Læs også  Bag om phlake: Fra random møde til Orange Scene

Jaja, hvis man kunne fange den stemning, sådan lo-fi, lidt slacker agtigt. ”Lost Cause” er dog nok den mest poppede, de andre er.. de er ikke rock, men de er meget mere balladeagtige

Men du skriver dine tekster og melodier på samme tid?

Ja, jeg får en eller andet sætning op i mit hoved, eller jeg sidder og spiller guitar, og så begynder jeg bare at synge et eller andet. Det kan tit være volapyk, sætninger der ikke giver mening, men så skriver jeg videre på det. Jeg prøver egentlig at bevare umiddelbarheden. Jeg gider ikke sidde og skrive på en sang i et halvt år – det skal komme med det samme, ellers så er det ikke godt nok.

Singlen ”Lost Cause” er bestemt god nok, og personligt har jeg haft den på repeat siden første lyt, og glæder mig til både BOTMA-optræden den 1. april og udgivelsen af EP’en Forgotten Memories den 7. april.

Men før du trykker play, anbefaler jeg, at du finder en plads i forårssolen, læner dig tilbage, og så ellers bare nyder livet mens tonerne af Bene flyder ud – det er i hvert fald den ‘vibe’, jeg får fra nummeret. Enjoy:

Tilmeld dig facebookeventet for Bands Of Tomorrow Music Awards og køb din billet her, og hold desuden øje med siden og vores sociale medier for flere offentliggørelser.