Foto: Morten Rygaard
Scene: Meadow
Dato: Lørdag den 12. august 2017 kl. 20.15

Bon Iver leverede en smuk og enestående koncert på HAVEN, som dog alligevel ikke indfriede alle mine forventninger og mere var udtryk for en ny kunstnerisk og elektronisk retning end publikums-pleasing.

Bon Iver – HAVEN Festival 2017
4 Anmeldelse
Anmeldelse

Der var lagt op til den helt store musikalske oplevelse, da et af hovednavnene på Haven Festival, amerikanske Bon Iver, skulle på scenen lørdag aften. Hele dagen havde luften været tyk af spænding og høje forventninger – forventninger, som kun næsten blev indfriet.

Læs også  VEGA tilføjer de sidste navne til deres New Crush-arrangement

Bon Iver åbnede med nummeret ”22 (Over s∞∞n)”, og fulgte herefter tracklisten på det seneste album 22, A Million (2016) i kronologisk rækkefølge. Et album som er velkomponeret, fascinerende og originalt, hvilket bestemt også kunne siges om de intense live-versioner, som denne aften blev udført af Justin Vernons 10-mandsorkester, der blandt andet inkluderede hele seks saxofonister (heriblandt danske Maria Dybbroe). Til publikums store fornøjelse sluttede Bon Iver herefter af med ”Perth”, en markant anderledes elektro-version af ”Minnesota, WI” (begge fra Bon Iver, 2011) og en omarrangeret udgave af ”Creature Fear” (For Emma, Forever Ago, 2007).

Især sidstnævnte gav anledning til fællessang iblandt publikum og var, for mig, koncertens definitive højdepunkt, men på trods af de laid-back velfungerende countryvers og et overraskende aflsutningsvist smadderstykke, manglede der alligevel 20 gram magi. Magi, som jeg forventede at opleve efter at have hørt beretninger fra kunstnerens sidste danske koncert på Roskildes Arena- scene i 2012. Magi som jeg tror, jeg havde oplevet, hvis Bon Iver havde formået at få publikum mere med ved blandt andet at spille noget mere fra det storsælgende debutalbum For Emma, Forever Ago. Det er knapt så eksperimenterende og udfordrende lytning som hans nyere musik er, og som fulde og snakkende festivalgængere (!) ikke kan koncentrere sig om i længere tid.

Læs også  Stærk singledebut fra danske Takykardia

En ting er sikkert: Bon Iver er en af de mest originale musiske kunstnere på populærmusikscenen lige nu. Lørdag aften formåede han at skabe en visuelt smuk og interessant koncert på Haven Festival.