Foto: PR

Jarle Bernhoft udgav den 20. januar 2017 sin seneste EP The Morning Comes, og i den forbindelse har vi taget en snak med den norske stjerne om musik, politik og de oplevelser fra soulsangerens tid i USA, som præger den nye udgivelse. 

Jeg er ret glad for de musikalske nordmænd, som for tiden udøser af deres kreativitet. En af disse nordmænd, som jeg er svært begejstret for, er soulsanger og multiinstrumentalist Jarle Bernhoft. Så da han sidste fredag udgav sin nye EP The Morning Comes, skyndte jeg mig at ringe til Oslo for at tage en lille sludder med den tidligere grammy-nominerede sangskriver om fremtiden, hans oplevelser, da han boede i USA og de politiske budskaber, som gemmer sig i EP’ens fem sange.

Det er en afslappet og snaksalig Bernhoft, der ringer tilbage, efter jeg forgæves har forsøgt at kontakte ham. Da vi har hilst, spørger jeg, om det er okay, vi tager samtalen på engelsk – på trods af mit tætte forhold til SKAM, tør jeg alligevel ikke risikere at misforstå hans pointer. “Hvorfor, forstår du ikke norsk?” svarer en grinende Bernhoft, som, efter min tøven, siger, at selvfølgelig kan vi det.

Bernhoft befinder sig i sit hjem i Oslo, som ligger ved siden af hans studie. Her skulle han have været, men telefonforbindelsen var for dårlig, så nu er han gået ind ind i lejligheden for at tage en kop kaffe. Jeg vil gerne, så vidt som muligt, tale om Bernhofts nye EP, som virker en smule mere samfundbevidst, end hvad hans musik hidtil har været. Da jeg spørger, hvordan han vil beskrive den nye EP med tre ord, svarer han også: “Hm… kort! Eftersom det er en EP. Intens. Og politisk! Eller måske politisk bekymret, er det ét ord?”

Især soulballaden “Visceral” og EP’ens funkede dansehit “We Have a Dream” lader til at have et politisk budskab, og jeg er interesseret i at høre historierne bag. Bernhoft fortæller:

“De handler om, hvilken opfattelse vi har af andre mennesker og vores historie. Jeg tænker, de handler om perceptionen af mennesker, og hvordan vi opfatter dem som betydningsfulde. Hvordan vores historie har indflydelse på den måde, vi tænker om andre mennesker, også selvom vi måske ikke vil have, at historien skal have den indflydelse,” siger han og fortsætter:  “Hvis jeg synger ”We Shall Overcome”, så aner jeg ikke, hvad jeg taler om, jeg ved ikke, hvad det betyder. Jeg bliver nødt til at undersøge den historie, sangen tilhører, også selvom det ikke er min. Hvis jeg vil dykke ned i en anden kultur, bliver jeg nødt til at lave mit hjemmearbejde.”

Læs også  SPOT-festival 2018: Så er der åbent for "open calls"

“If you can make it there, you can make it anywhere”

Bernhoft fortæller, at han boede i New York City, USA, fra 2013 til 2015, og de oplevelser og erfaringer, han gjorde sig under sit ophold, har inspireret ham og præger tekstuniverset på den nye EP: “Rent lyrisk dealer den [EP’en, red.] med mange af de oplevelser, jeg havde i New York. På både gode og dårlige måder. De oplevelser har brug for at komme ud i lyset.”

Ønsket om at komme til USA handlede for Bernhoft ikke kun om at sprede sin musik ud til resten af verden, men også om at udforske USA på tæt hold og se Europa og musikerens hjemland Norge fra en anden vinkel. “Jeg synes, USA er et meget spændende projekt. Nu, mere end nogensinde,” siger han og refererer til de mange forandringer, det amerikanske samfund går igennem i disse dage. Historien bag “Visceral” viser netop denne interesse og påpeger en historiskbetinget racebevidsthed, og Bernhoft fortæller om sagen med afrikansk-amerikaneren Rachel Dolezal, der er født hvid:

“”Visceral” blev skrevet, imens jeg boede i USA, i New York City. Der var denne her sag om en kvinde, Rachel Dolezal, som var formand for borgerrettighedsorganisationen, NAACP, en organisation som arbejder for flere rettigheder til afrikansk-amerikanere. Man så hende som sort, og hun har tydeligvis arbejdet hårdt for at blive opfattet sådan, for det var hun ikke biologisk. Hun blev beskyldt for bedrageri, og det lignede, at hun ville være sort af økonomiske årsager i forhold til at modtage legater fra universiteter osv. Hun var tvunget til at fratræde som leder, selvom NAACP førhen har haft hvide ledere. Det handlede om, at hun havde foregivet at være noget, hun ikke var i virkeligheden. Så er der Kaitlyn Jenner, som er transkønnet – først var hun mand, nu er hun kvinde. De to sager var så vidt forskellige i måden, hvorpå hovedpersonerne blev fremstillet, og i forhold til, hvordan offentligheden håndterede dem. Kaitlyn Jenner blev hyldet som en helt af LGBT-samfundet, imens Rachel Dolezal mere eller mindre gjorde den samme ting, som alligevel var anderledes, og hun blev beskyldt for svindel og måtte fratræde som leder af NAACP. Jeg synes, det er meget spændende, hvordan USA’s historie med slaver har givet, ikke bare det amerikanske samfund, men hele verden, ar på sjælen. Det er det “Visceral” handler om.”

Læs også  Videopremiere: Death Machines nye musikvideo emmer af dysterhed i et rødligt skær

“Det vigtigste for mig er, at folk føler sig frie, når de lytter til min musik”

The Morning Comes er et nutidigt udspil, for selvom Bernhoft holder fast i et funky og soulet udtryk, indeholder pladen elementer af electropop, og Bernhoft gør brug af synthesizers – noget han ellers har holdt sig fra:

“På denne her EP har jeg gjort brug af synthesizers meget mere, end jeg nogensinde har gjort. Jeg plejede at holde mig væk fra dem, fordi jeg ikke vidste, hvordan de fungerer. I modsætning til guitaren og klaveret – der ved jeg, hvordan mekanikkerne virker, hvordan træ ræsonnerer, når man slår en streng eller en tangent af og bliver til lydbølger. Men Synthesizers… jeg har ingen anelse! Men jeg ved, at jeg godt kan lide lyden af dem. Det tager mig på en måde tilbage til ’oprindelsen’ for mig, fordi noget af det allerførste musik, jeg kan huske at have hørt, var Elton Johns Goodbye Yellow Brick Road. Der er en intro med en masse synthesizers, som jeg plejede at høre om og om igen, da jeg var omkring 4-5 år gammel. Når Elton John begyndte at synge, startede jeg tracket forfra for at høre synthesizerne igen.”

Netop denne blanding af forskellige genreelementer kan have indflydelse på, hvorfor en “relativt bleg soulsanger,” som Bernhoft grinende beskriver sig selv, kan blive nomineret til en Grammy Award for ‘Best R&B Album of the Year’ – en genre der historisk set har været præget af afrikansk-amerikanere og hører en afrikansk-amerikansk tradition til.

Bernhoft var selv overrasket, da han fik nomineringen for albummet Islander, som den første udenlandske kunstner i kategorien nogensinde: Jeg vidste ikke, jeg lavede R&B. Men okay, så er det dét, jeg laver. Ej, jeg har aldrig rigtigt været sikker på, hvilken genrekategori, jeg er en del af. Men hvis Islander er R&B, så er The Morning Comes også R&B. Eller måske er det ikke. I virkeligheden betyder det slet ikke noget, så længe man kan lide lyden og selv ved, hvad det lyder som. Så behøver man ikke yderligere at kategorisere det.”

Læs også  Koncertanbefalinger // Uge 42

Da jeg spørger hvad, han gerne vil have, lytterne lægger mærke til, når de hører hans nye EP, svarer han ydmygt: “i virkeligheden vil jeg helst have, at folk lytter med deres egne ører og finder ud af, hvad der betyder noget for dem. Det vigtigste for mig er, at folk føler sig frie, når de lytter til min musik. Men jeg håber, at der er et eller andet i sangene, der får folk til at bevæge sig. Noget der gør det umuligt for lytteren at stå stille og som tricker et eller andet ubevidst dansemove. Men du ved, folk har forskellige præferencer, når det kommer til dansemusik,” siger han grinende og fortsætter: “min musik er ikke for alle, og det er okay. Det er der intet, der er.”

Om fem år forventer Bernhoft at lave det samme, som han gør nu “bare bedre. Og anderledes. Men det samme. Men anderledes.” Samtidig er han usikker omkring, hvad fremtiden bringer i musikverdenen i det hele taget, og hvilke formater der står til at uddø: “Der sker så meget indenfor popmusik og musikindustrien, at vi ikke kan vide, hvor vi er om fem år. Hvad bliver formatet? Er albummet dødt eller kommer det tilbage? Er streaming…”

Jeg afbryder, begejstret over de interessante spørgsmål, han stiller sig selv: “Ja, eller er livekoncerten død?”

Bernhoft svarer: “Netop! Jeg har lige livestreamet en koncert, jeg spillede sidste fredag i Oslo, og pludselig endte det med at være den største koncert, jeg nogensinde har spillet! Bliver det en faktor i fremtiden – livestreaming? Kan jeg bare nøjes med at livestreame mine jobs? Er guitaren død? Kommer den tilbage? Bliver det ligesom med harmonikaen i 1958, da guitaren kom og udviklede hele populærmusikscenen? Hvordan bliver det i fremtiden? Det er meget interessant.”

Efter 23 interessante minutter, hvor en snaksalig og meget venlig Jarle Bernhoft har sat en masse tanker i gang, afslutter jeg med at høre, hvornår vi i Danmark kan få fornøjelsen af at se Bernhoft live. Her afslører han, at han tager den lidt med ro, da han udvider sin familie med en lille ny allerede i februar. Imens Bernhoft tager den med ro, vil jeg nyde hans EP, reflektere over tekstuniverset, genrekategorier og måske live-streame en enkelt eller to af hans mindre koncerter i Oslo.